Dansk filmhistorie: 1950-1959

I 1950'erne vender folkekomedien tilbage med de populære Morten Korch-filmatiseringer og familiefilmene om 'Far til fire'. En anden retning i 50'erne er problemorienterede film, særligt om ungdommen. Uden for tidens trends står Dreyers 'Ordet' (1955).

Tilbage til folkekomedien: 50'ernes spillefilm

Den ny realisme i dansk film holdt dog brat op ved indgangen til det nye årti, som prægedes af en tilbagevenden til den eskapistiske, nationalt farvede hyggekultur, som havde været karakteristisk for 1930'ernes folkelige film.

Efter krigens voldsomhed og traumer var der åbenbart behov for en tilbagevenden til de traditionelle danske værdier.

Det var symptomatisk, at Nordisk Film først fyrede ægteparret Astrid og Bjarne Henning-Jensen, derefter Ole Palsbo, der ragede uklar med selskabet under optagelserne til en ny film (og kort tid efter begik selvmord). Filmen, Vi arme syndere (1952), blev overtaget af selskabets nye mand, Erik Balling, som stod for en mere folkelig linje, som dog ikke lykkedes alt for godt for Nordisk Film i de følgende år.

Periodens største succes skyldtes producenten Henning Karmark, hvis medlemskab af det danske naziparti hurtigt var blevet glemt. Til sit selskab ASA Filmudlejning havde han erhvervet rettighederne til forfatteren Morten Korch, som andre selskaber havde afvist. Korchs folkelige romaner om det danske landmiljø, en slags dansk heimat-kitsch, var tidens mest læste, og de førte til dansk films største publikumssucceser nogensinde. De røde heste (1950), den første film ud af 13 i perioden 1950-67, solgte over 2,6 millioner billetter (til en befolkning på 4,5 millioner) og slog Poul Reichhardts stjerneposition fast.

Instruktør var Alice O'Fredericks, der utvivlsomt er filmhistoriens mest produktive og magtfulde kvindelige instruktør. Hun lavede også de populære familiefilm om Far til fire (otte film i perioden 1953-61), som bød på familiehygge fra forstædernes villakvarterer, produceret af selskabet ASA, etableret i 1936 (skal ikke forveksles med ASA Filmudlejning).

Andre karakteristiske film var Johan Jacobsens virtuose ægteskabskomedie Min kone er uskyldig (1950); Torben Anton Svendsens Mød mig på Cassiopeia (1951), en musical med Kai Normann Andersens fineste musik, hvor en muse (Bodil Kjer) fra Olympen besøger Jorden og trods Zeus' advarsler forelsker sig; Erik Ballings romantiske komedie Kispus og grønlandsdramaet Qivitoq (begge 1956), der var de første danske live action farvefilm; Gabriel Axels social- og hverdagsrealistiske Altid ballade (1955) samt komedien Guld og grønne skove (1958), der med venlig satire satte dansk provinsialisme op mod amerikansk business.

Tidens store komiske stjerne var Dirch Passer, der ofte udfoldede sin sprudlende og underfundige humor i makkerskab med Ove Sprogø (Det var på Rundetårn, 1955) eller Kjeld Petersen (Vi er alle sammen tossede, 1959).

Problemerne banker på: Andre retninger i 50'ernes film

Der var dog også problemorienterede film. Bodil Ipsens Café Paradis (1950) illustrerede effektfuldt alkoholismens farer. Men lige som i amerikansk film var det især ungdommen og dens problematiske levevis, der blev skildret. Film som Farlig ungdom (1953), Ung leg (1956) og Bundfald (1957), om trækkerdrenge, var både advarende og pirrende.

Uden for tidens trends stod først og fremmest Dreyers monumentale comeback med Ordet (1955), der blev hans største succes hos det danske publikum, men også Johan Jacobsens koldkrigsdrama Blændværk (1955), en af de få film der tangerer politiske emner, samt hans intense drama om besættelsens traumer, En fremmed banker på (1959), der vakte opsigt med den første samlejeskildring i en dansk film.

Meninger i tiden: Dokumentarfilmen i 50'erne

I dokumentarfilmen markerede Jørgen Roos sig med den indignerede Slum (1952), Den strømlinede gris (1952), om dansk svineavl, og H.C. Andersen-portrættet Mit livs eventyr (1955). Bjarne Henning-Jensen lavede grønlandsfilmen Hvor bjergene sejler (1955), som blev nomineret til en Oscar i kategorien 'Documentary (feature)', og Børge Høst portrætterede Poul Henningsen i Meninger i tiden (1955). Theodor Christensens Bare en pige (1959) var en debatfilm om ligestilling og forskelsbehandling.

Filmplakater fra perioden

Dyre drømme: Amerikansk filmblokade

De amerikanske film vendte tilbage til danske biografer efter befrielsen og opnåede straks den dominerende stilling, de havde haft før. I midten af 50'erne kom der imidlertid en kurre på tråden i det hjertelige forhold mellem danskerne og amerikansk film.

De store amerikanske selskaber, repræsenteret i sammenslutningen MPEA, var utilfredse med den lave procentsats, som biograferne betalte til selskaberne. Det skyldtes imidlertid statens utilbøjelighed til at ofre udenlandsk valuta på filmindkøb. Som modtræk holdt de amerikanske selskaber de store film væk fra det danske marked – hvilket førte til, at Scarlett-færgerne blev etableret i 1954 med det formål at bringe københavnere til Landskrona for at se Gone With the Wind (1939, Borte med blæsten). Og fra oktober 1955 til juli 1957 lavede MPEA en regulær blokade mod danske biografer, der først fra 1958 igen fik de store amerikanske film. Borte med blæsten fik dansk premiere i 1958.

Se også
 

 

Se mere om filmene