Det har været en dejlig vandretur. De har klatret på sten, spist madpakker og bygget et hus til en syg fugleunge. Men nu står far og datter tilbage ved havelågen og skotter nervøst mod køkkenvinduet. "Kan du ikke gå ind og tjekke mors humør?" spørger faren sin 11-årige datter. "Du er så god til at muntre hende op." "Ok," sukker pigen. "Men du ved jo, at hun også bliver vred på mig, når hun er sådan."
Det er hverdag for far og datter at gå på listesko over for den psykisk ustabile mor, der på et splitsekund kan skifte fra syngende at servere Rasmus Klump-høje pandekagestakke og hive Ludo-spil ned fra hylden til at kaste knive gennem luften og hulke sig højlydt i søvn. Mellem den temperamentsfulde mor og den passive far forsøger den evigt alvorlige pige at holde eksplosionerne i ave.
Instruktør Katrin Ottarsdóttir har altid ønsket at dykke ned i det psykisk traumatiske stof, som hun kender fra sin egen barndom. Men "Ludo" er den første film, hvor hun har rendyrket genren. "Filmen holder publikum fast i det psykiske rum og slipper ikke, før det er overstået," siger instruktøren, der mener, at nogle film skal gøre ondt for at skabe forløsning for tilskueren.
Fordi filmen er så personlig, var det vigtigt for Ottarsdóttir, der ellers bor i Danmark og er uddannet fra Den Danske Filmskole, at optage den i sit hjemland. "Historien er universel og kunne i princippet have foregået alle steder. Men for at jeg kunne skabe en ægte følelse indeni, var jeg nødt til at lave den deroppe," siger Ottarsdóttir og nævner sproget, stemningen og religiøsiteten som faktorer i det færøske univers, hun er forbundet til.
Ekspressionistisk tilgang
Den på en gang smukke og voldsomme færøske natur er et andet vigtigt element i historien. De frodige landskaber udgør ikke filmiske postkort, men spiller med i filmen som kontrast til det dystre tema. "Det var vigtigt for mig at placere denne dybt ulykkelige familie i et lækkert univers – både indendørs og udendørs. Selvom de prøver at være glade ude i den flotte natur, følger det andet altid med," siger Ottarsdóttir.
I forhold til den danske realistiske filmtradition er "Ludo" meget ekspressionistisk og symbolsk i sit udtryk. Ottarsdóttir har da også tit følt, at hendes stil og tankegang ikke passer ind. "Jeg tror, vi færinger er mere ekspressionistiske end danskerne," siger hun. "Hvis en dansker havde lavet denne her film, tror jeg, de ville have snakket meget mere om problemerne. Men det er slet ikke mit ærinde, og det ville dræbe filmen. Jeg er ikke selv en snakkende person – jeg kan godt lide at lave tingene. Og jeg synes, at jeg bruger det filmiske sprog mere, end man gør i dansk film."
Den billigste og mest besværlige film
Den manglende evne til at "passe ind i kasser" og "overholde alle de dramaturgiske regler", som Ottarsdóttir udtrykker det, har tvunget hende til at gå egne veje og selv finansiere sine film. "Ludo" kostede 800.000 kr. og er den billigste film, hun nogensinde har instrueret. Alligevel beskriver hun finansieringsprocessen som "et helvede." Det lykkedes til sidst, fordi hverken hun eller produceren fik nogen form for løn, filmholdet arbejdede under mindsteløn og optog filmen på to uger, hun fik rabat på udstyr i Danmark og nøjsomt skrabede penge sammen fra fonde, private lån og to crowdfunding-kampagner.
Det er ikke tilfældigt, at der er gået 15 år siden hendes sidste spillefilm "Bye bye, Bluebird", som også er den sidste færøske spillefilm. Det er ganske enkelt for svært at skabe et økonomisk fundament, siger instruktøren. I mellemtiden har hun instrueret tre dokumentarfilm, en filminstallation og en række musikvideoer samt udgivet en digtsamling. Men det er spillefilm, hendes hjerte banker for.
På Katrin Ottarsdóttirs ønskeliste står der derfor to ting: Flere penge i færøsk filmstøtte og flere muligheder for lowbudgetproduktion i Danmark.
Slut med færøske fordomme?
I modsætning til situationen i lande som Frankrig og Tyskland, der ifølge instruktøren "ser Skandinavien som ét fedt," er hendes erfaring, at det er svært at mobilisere interesse for færøsk film i de nordiske lande. Måske fordi de selv er så små, at de ikke har overskud til at interessere sig for et endnu mindre land. "Jeg tror også, det har noget med historien at gøre," tilføjer hun. "Der er mange fordomme om Færøerne, og det er for meget en del af en dansk baghave. Men måske er det et generationsspørgsmål."
Noget tyder på, at hun har ret: "Ludo" er solgt til flere danske biografer end nogen af hendes andre film, regner hun sig overrasket frem til, da hun oplister de biografer, filmen får premiere i. "Det er jeg imponeret over! Det er et fremskridt. Jeg meget glad og taknemmelig over, at den kommer ud i flere danske biografer."
"Ludo" er produceret af Hugin Eide. Den havde færøsk biografpremiere den 11. september og får dansk premiere torsdag den 25. september i Vester Vov Vov, Valby Kino, Øst for Paradis i Aarhus og Biffen i Aalborg samt en uge senere i Cafebiografen i Odense.
Filmen vises på Nordatlantens Brygge den 25. september og i Cinemateket den 30. september som en del af Færøske Biodage.
"Bye bye, Bluebird" kan ses i Cinemateket den 2. oktober.
