Etnisk mangfoldighed i dansk film

Filminstituttets indsats for større mangfoldighed sker i tæt samarbejde med filmbranchens organisationer. Indsatsen har karakter af tiltag, der skal dokumentere og bevidstgøre og medvirke til at ændre praksis og ubevidste handlemønstre.

Filminstituttets indsats for større kulturel og etnisk diversitet er forankret i et charter udviklet af DFI og med opbakning fra en bred film- og tv-branche.

Indsatsen, der har fokus på at dele viden og forandre praksis, har siden 2014 støttet og igangsat en række initiativer. Der har været afholdt korte uddannelsesforløb for amatører og skuespillere med anden etnisk baggrund, der er oprettet et mentorprogram, hvor erfarne danske filmfolk fungerer som mentorer for danskere med anden baggrund, der ønsker en fremtid i filmbranchen. Og Filminstituttet forsøger at etablere en særlig praktikordning for unge nydanskere.

DFI har udgivet 'Undersøgelse af etnisk mangfoldighed i dansk film' november 2018. Det er en opfølgning på en tidligere rapport over den etniske mangfoldighed i dansk film fra 2015. 

Filmbranchens Mentorprogram

  • Formålet med ordningen er at skabe en udveksling på tværs af filmbranchens etablerede netværk og faggrupper og udvikle og fastholde nye talenter ved at matche dem med mere erfarne kræfter. Mentorer og mentees arbejder som fx manuskriptforfatter, producent, instruktør, skuespiller, fotograf og klipper, tonemester, scenograf mm.
  • Producentforeningen administrerer ordningen med økonomisk støtte fra DFI og filmbranchens organisationer.

Første runde af mentorprogrammet er afviklet i 2015-16, og anden runde er i fuld gang.

Castingworkshop

  • En række castingworkshops for skuespillere og amatører har trænet over 150 deltagere i at gå til filmcastings.
  • Alle deltagere blev optaget i en database der efterfølgende er stillet til rådighed for alle professionelle castere i Danmark. Flere af deltagerne er siden blevet indkaldt til castings og har fået filmroller.

Initiativtagerne bag arbejder på en videreudvikling af projektet til gennemførelse i 2018.