Hvordan fanger man publikum med sin kunstneriske vision?

INTERVIEW. Instruktørerne Christian Tafdrup og Frederikke Aspöck taler med Per Juul Carlsen om at arbejde med den kunstneriske film og bevidstheden om publikum – bredt eller smalt.

Hvor meget tænker filmskabere overhovedet på publikum, og hvordan tænker de på dem? Har de tricks i ærmet, som de benytter, og hvad kan distributører og lanceringsfolk bidrage med i brobygningen til publikum?

Christian Tafdrup er i høj grad kendt for at være en aktiv del af lanceringen af sine kontroversielle film, og med hans seneste to har han nået et stort publikum i Danmark. Med 'Speak No Evil' fik han også stor international succes med bl.a. verdenspremiere på Sundance Film Festival.

"Det som jeg personligt drømmer om, er jo at man kan finde lige præcis det punkt, hvor noget både er originalt og udfordrende, sælger rigtig mange billetter, og er noget, der er i folks bevidsthed. Der er ikke noget af det, der udelukke hinanden. Det er ikke det onde at sælge mange billetter, og det er heller ikke det onde at lave noget, der er kunstnerisk udfordrende," fortæller Christian Tafdrup og fortsætter:

"Det er ikke længere nok, at jeg tænker, gud det føles sandt, eller dét har man aldrig set før. Det er også vigtigt, at jeg tænker over, hvordan jeg vil snakke om filmen bagefter. Er der nogen, der gider skrive om den, er det noget, folk vil debattere, eller vil det kunne trække nogle overskrifter?"

Frederikke Aspöck debuterede med 'Labrador' på Cannes Filmfestivalen i 2011 og har siden instrueret 'Rosita' og komediedramaet 'De Frivillige' med Anders Matthesen i én af hovedrollerne.

"Jeg håber, at jeg bliver ved med at lave film, hvor jeg ikke føler, at jeg går på kompromis – om jeg så laver en rigtig bred komedie," fortæller Frederikke Aspöck og fortsætter:

"Mine film kan være lige så arthouse, som de vil, men jeg vil gerne sælge min sjæl til djævlen, når vi lancerer filmen, hvis det er dét, som kan få folk i biografen".

De taler begge om vigtigheden og nødvendigheden af, at instruktører selv tager aktiv del i lanceringen og filmens møde med publikum.

"Den, der fører pennen, skal være til stede i lanceringen" formulerer Christian Tafdrup.

Fokus - Arthouse-film

Interviewet er en del af serien Fokus #7, der stiller skarpt på arthouse-film.