"Man kan ikke markedsføre en arthouse-film til succes," fastslår Merete Martensen Christensen, Head of Theatrical Distribution hos Scanbox Entertainment.
"Det kræver et andet engagement fra publikum, end at de ser en plakat på gaden og siger, den ser spændende ud. Det kræver noget kontekst."
Merete Martensen Christensen
Head of Theatrical Distribution hos Scanbox Entertainment.
Den kontekst kan fx være gode anmeldelser, en kendt skuespiller, der kan stille op i medierne, en god historie hentet fra virkeligheden eller en succes på en stor international festival. Det er rampen, der kan sende arthouse-film afsted i tider, hvor markedsføring af arthouse-film virker mere problematisk, end det plejer at være. Og den har altid været problematisk.
"Vi er i en brydningstid nu, hvor tingene er ved at lande efter coronaen," fastslår Merete Martensen Christensen.
"Publikum vælger det sikre og det trygge. Enkelte film sælger rigtig mange billetter. Og så er der mange, der ikke sælger. Det gælder også for arthouse-filmene."
Der er i det hele taget mange arthouse-film, der slet ikke løber rundt. I arthouse-verdenen er en film, der sælger mellem 5.000 og 10.000 billetter en succes, men i øjeblikket er der rigtig mange, der sælger meget få billetter; under 3.000.
"Og så er jeg nødt til at sige, at virkelig mange arthouse-film får premiere hver uge, så vi æder af hinanden," fastslår Merete Martensen Christensen.
Derudover er der endnu et problem:
"Vi distributører kæmper for kapaciteten i biograferne, men også om mediernes opmærksomhed. Kulturjournalistikken bliver skåret igen og igen. Du får ikke den samme pressedækning som for ti år siden, hvor der måske var to arthouse-film pr. uge. Nu er der fire eller fem. Det er en kæmpe udfordring."
Publikum har brug for en kontekst
Og så har vi slet ikke nævnt inflationen, energipriserne, krigen i Ukraine eller den globale opvarmning. De kriser har naturligvis intet med arthouse-filmenes situation at gøre, men indirekte har de formodentlig en stor betydning for, hvilke historier publikum har lyst til at bruge deres penge på.
Derfor er der brug for en kontekst.
"Hvis du har en dansk film, der rejser rundt på mange festivaler og vinder noget op til en premiere, kan du bruge det til rigtig meget," forklarer Merete Martensen Christensen, og Eva Jakobsen bruger Frelle Petersens 'Onkel' som eksempel:
"''Onkel' befandt sig i udkanten af det etablerede system, men pludselig blev den samlet op af Tokyo Film Festival og vandt hovedprisen, lige før den skulle lanceres i danske biografer. Og så solgte den 45.000 billetter. Det var et kuriosum, at den her lille fortælling fra Sønderjylland med et ukendt cast vandt en pris i Tokyo. Der kan det i dén grad bruges. For os, der arbejder med arthouse-film, er det hamrende vigtigt, at vi kommer ud på festivaler, især de førende: Cannes, Berlin, Venedig, Sundance og til dels Toronto. I forhold til international støtte og salgsagenter er det vanvittig vigtigt at bygge et arthouse-brand op."
"Der er mega mange udfordringer, men jeg synes jo også, det er spændende, at vi hele tiden må prøve at finde nye veje og tænke anderledes," understreger Merete Martensen Christensen.
Og det er præcis den udfordring, hun holder af ved sit arbejde som distributør.
"Der er plads til at lege. Man er tvunget til at tænke ud af boksen og at turde tage fejl."
Det er Eva Jakobsen ganske enig i:
"Vi er nødt til at finde andre kanaler at råbe gennem med hver enkelt film."
Det er der en enkel årsag til. Mens de fleste mennesker til enhver tid er interesseret i at få blæst alverdens kriser væk fra tankerne i selskab med James Bond eller en anden repræsentant for eskapismen, skal en arthouse-film altid overtale sit eventuelle publikum. En arthouse-film kræver en ekstra indsats, både af skaberne, distributørerne og publikum. Den indsats er det ikke alle, der i stand til at levere, sådan som Eva Jakobsen illustrerer med en oplevelse.
"Fornylig var jeg til selskab med en, der havde fået adskillige glas vin og som sagde: 'Jeg er virkelig ked af, at jeg ikke ser flere af dine film'. Hun var et svært sted i sit liv, så hun havde bare ikke brug for mere socialrealisme. Jeg prøvede at forklare hende, at det jo ikke er alt arthouse, der er socialrealisme, men det var helt uladsiggørligt for hende lige nu at skulle konfronteres med noget, hvor du ikke var garanteret et grin eller bare underholdning på et forudsigeligt plan."
Men ofte lykkes det alligevel at overbevise publikum om, at de er i besiddelse af et overskud. Fx med norske Joachim Trier, der med film som 'Oslo, 31. august' og 'Louder than Bombs' har opbygget et navn inden for arthouse. Og åbenbart også udenfor.
"'Verdens værste menneske' solgte over 100.000 billetter i Danmark," forklarer Eva Jakobsen, der med Snowglobe er en af Joachim Triers faste samarbejdspartnere.
"Det er en Joachim Trier light, men stadigvæk en norsk film med et cast, der er ukendt for et dansk publikum. Jeg har stået i kø i en biograf, hvor plakaten for 'Verdens værste menneske' hang side om side med den seneste Thor-film, og jeg hørte nogle relativt unge kvinder sige, at nu skulle de se Thor, men den næste film, de skulle se, det var 'Verdens værste menneske'. Det er jo fantastisk at stå med en virkelig fuldblods arthouse-instruktørs værk, og så opdage, at det i et ungt publikums bevidsthed kan sidestilles med 'Thor'."
I forbindelse med 'Verdens værste menneske' var der rigeligt med kontekst. Filmen havde været i Cannes og havde gået godt over det meste af Europa. Og så var instruktøren en gave i sig selv.
'Vi kørte kampagnen med en 'dansk' vinkel, altså at i som filmnation kan have ejerskab i Joachim Triers værker, da han jo er halvt dansk og i øvrigt taler flydende dansk. Og så er Joachim et meget stærkt kort i sig selv. Han er velformuleret, begavet og charmerende. Og en eminent taler, som forstår at engagere et publikum og styre et interview. Han stillede sig selv fuldt til rådighed for PR-arbejdet.'
Leg med genrer er en tendens
Merete Martensen Christensen nævner flere af den slags succeshistorier med krævende og udfordrende film, der på den ene eller anden måde har arbejdet sig ind i bevidstheden hos et stort publikum.
"Christian Tafdrups 'Speak No Evil' er et glimrende eksempel på en film, som i den grad udfordrer, men som fik et publikum. Ali Abbasis 'Holy Spider' er på papiret virkelig er smal, men den sælger rigtig godt. Og så vil jeg fremhæve Tea Lindeburgs 'Du som er i himlen', som vi distribuerede, hvor vi landede på 15.000 billetter lige efter en nedlukning og med en film, der handler om en kvinde, der dør i barselssengen. Det kan jo godt lade sig gøre. Men der er nogle udfordringer, som vi skal arbejde med."
Netop 'Speak No Evil' og 'Holy Spider' er eksempler på en udvikling, der ifølge Eva Jakobsen og Merete Martensen Christensen er den mest markante inden for arthouse for tiden.
"Mange af de film, vi får tilbudt, blander genrerne," understreger Merete Martensen Christensen.
"Meget mere end de gjorde for 5-7 år siden. Der er kommet noget mere legesyge ind, hvilket vi også kan se, når vi er ude på festivaler."
"Vi har arbejdet med genreoverlap rigtig længe," tilføjer Eva Jakobsen.
"Og vi oplever, at det kan være svært at distribuere, fordi man blander tingene og ikke toner rent flag. Rendyrkede genrefilm er også rigtig svære at få finansieret gennem Det Danske Filminstitut, og jeg kan håbe, at der med tid bliver åbnet op for, at man anskuer genrefilm som noget, der både kan performe på festivaler og hos publikum. Det er der en historik for. Jeg føler egentlig ikke, at corona har ændret i grundmaterien af det, vi sidder med. Der kan være en trang til at lave noget, som er rarere, måske har et komedieafsæt eller har en tone, som er lidt varmere."
Et behov for at samle mennesker
Merete Martensen Christensen vil gerne slå fast, at hun ikke synger nogen klagesang.
"Det er bare en erkendelse af, at vi står i en vanskelig situation lige nu. Det gør vi altid, men det er blevet mere udfordrende."
Og på spørgsmålet om der slet ikke er noget, der er blevet nemmere i forhold til arthouse, svarer Merete Martensen Christensen:
"Nej, det synes jeg faktisk ikke. Men vi er jo drevet af passion for de her film. Når vi sidder om torsdagen og ser, at en af vores film har fået gode anmeldelser, er der en enorm glæde på kontoret."
"Og en stolthed," supplerer Eva Jakobsen.
"Der er sjældent en nem vej til at få de her film til at blive til noget. Der er så stor en forløsning forbundet med at få dem ud."
Og så er det jo, man får lyst til at spørge til fremtiden. Hvordan ser den ud for arthouse-film? "Det er godt nok et hårdt spørgsmål at få stillet i de her dage," begynder Eva Jakobsen og ser næsten rystet ud:
"Jeg synes verdensbilledet er foruroligende, men omvendt giver det jo netop et stort behov for at skabe noget, der samler os som mennesker. Så jeg tænker, at det vi laver, giver mening. Og så håber jeg, at verden støtter op om den position."
