Weekenden i biografen uge 47

BILLETSALG. 'Fædre og mødre' er fortsat den mest populære film i biograferne og rundede 230.000 i sin tredje weekend, mens det samlede billesalg til danske film nu er på højde med totalen for hele 2021.

Paprika Steens komedie ’Fædre og mødre’ fortsætter med at begejstre publikum, og med mere end 34.000 billetter i sin tredje weekend, var den endnu en gang den mest populære film i biograferne. Samlet har mere end 231.000 nu set komediefilmen, der spidder det moderne forældreskab.

Kontakt

Martin Kofoed Hansen
Analysekonsulent
Tlf. +45 2630 4008
martinkh@dfi.dk

Uanset om man prøver at fortrænge julens komme – f.eks. med et tungt fix VM i fodbold – eller omfavner juletiden med alt, der følger, så nærmer vi os uvægerligt den glade tid. Det ses også i tilslutningen til film med juletema. Ikke mindst gælder det den danske ’Julemandens datter 3 ’, som i sin anden weekend igen blev set af godt 10.000 og indtog toplistens tredjeplads, nu set af mere end 27.000. Og mon ikke publikumstilslutningen kun stiger i takt med, at vi nærmer os julen.

To ud af de tre mest sete film i weekenden var dermed danske, mens Marvel-filmen ’Black Panther: Wakanda Forever’ lå som nummer to. De danske film fylder altså pænt i markedet, og i denne weekend rundede de samlet set også en milepæl: Der er nu solgt 2.809.603 billetter til danske film i år, hvilket næsten præcist svarer til det samlede danske billetsalg hele sidste år på 2.809.693. Her bør det selvfølgelig bemærkes, at 2021 jo som bekendt var præget af lange perioder med nedlukkede biografer – men faktisk er 2,8 mio. billetter på niveau med det samlede salg i 2016-2017, altså inden vi lærte corona at kende, selvom det dog også er noget lavere end gennemsnittet de seneste 10 år.

Foruden de 10 danske film der aktuelt vises i biograferne, er der fortsat tre film på vej inden året er omme, så det tegner til at blive et pænt år for dansk film målt på billetsalget. Læs mere om de kommende film.

Top 10 – Weekend uge 47

Om weekenden i biografen

Hver uge nærstuderer Filminstituttets analysekonsulent Martin Kofoed Hansen weekendens billetsalg i biograferne med fokus på de danske film.

En uge i biograftal-terminologi løber fra torsdag til den efterfølgende onsdag. Weekendens tal indeholder derfor billetsalg fra torsdag til søndag.