Amerikansk avantgarde: Collage, form, struktur

INSTRUKTØRERNE OG DE VISTE FILM:

Stan VanDerBeek (1927-84):

Efter blandt andet at have studeret fotografi på den eksperimentelle kunstskole Black Mountain College i North Carolina begyndte VanDerBeek at arbejde med en egenartet form for collageprægede animationsfilm. I de første år lænede han sig især op ad et surrealistisk billedsprog, samtidig med at man også kunne spore en påvirkning fra 50’ernes beatlitteratur i hans sensibilitet. Og fra tiden omkring 1960 lod han sig tillige inspirere af den nye popkunst. Vi viser to film. Den ene er ’Science Friction’ (1959, 10 min.), en animeret collage med afsæt i periodens koldkrigsangst, som stilistisk både peger bagud i tiden til klassisk subversiv fotomontage à la John Heartfield og fremad mod Terry Gilliam, skaberen af animationssekvenserne i den britiske Monty Python-serie. Og den anden er ’Breathdeath’ (1963, 15 min.), en surrealistisk fantasi, hvor træsnit fra det 15. århundrede blandes med cut-ups af alskens former for fundne fotografier og celluloidstrimler (filmen er dedikeret til stumfilmspionererne Charlie Chaplin og Buster Keaton).

Harry Smith (1923-91):

Filmmageren, antropologen, redaktøren, produceren, samleren og excentrikeren Harry Smith er en gammel kending i Amerikansk Avantgardefilm-sammenhæng. I tidligere sæsoner har vi både vist nogle af Smiths første animationsfilm tilbage fra sidste halvdel af 40’erne og hans mesterværk ’Heaven and Earth Magic’, der blev til i perioden 1957-62. I denne omgang gælder det ’Film #11: Mirror Animations’ (1962, 10 min.), hvor en leg med religiøse symboler og elementer fra mystiske og alkymistiske sfærer munder ud i et fascinerende univers, præget af denne virtuose billedmagikers helt egenartede æstetik.

Storm De Hirsch (1912-2000):

Vi skal være de første til at beklage, at digteren og filmmageren Storm De Hirsch er den eneste kvinde i dette selskab, et faktum, som desværre afspejler den ekstremt skæve kønsfordeling på New Yorks undergrundsfilmscene i 60’erne. Til gengæld står De Hirsch meget stærkt med sine originale værker, hvor diverse strategier og æstetikker – collage, animation, live-action m.m. – blandes på suveræn, musikalsk vis. Den titel, vi har valgt, den præ-psykedeliske ’Peyote Queen’ (1965, 9 min.), er en del af trilogien ’The Color of Ritual, the Color of Thought’. Filmen demonstrerer forskellige greb, heriblandt split-screen og brugen af en kalejdoskopisk kameralinse, men også den yderst tidskrævende teknik med at manipulere direkte med celluloidstrimlen ved at male på den, ridse i den eller lignende. Altså filmproduktion uden brug af kamera!

Paul Sharits (1943-93):

Med filmen T,O,U,C,H,I,N,G (1968, 12 min.) bevæger vi os ind i en ny fase i den amerikanske avantgardefilm i 60’erne, nemlig den såkaldte strukturalistiske film, hvor nogle af hovedpersonerne – foruden Paul Sharits – var Tony Conrad og Michael Snow (sidstnævnte ligeledes aktuel i nærværende serie). Sharits dukkede i midten af 60’erne op i en samling Fluxus-relaterede film samlet af kuratoren George Maciunas under titlen ’Fluxfilm Anthology’, og allerede her demonstrerede han de strukturalistiske træk, som helt dominerer den manisk repetitive ’T,O,U,C,H,I,N,G’. I denne gentages ordet “destroy” på lydsporet, mens billedsidens flicker-flimrende bombardement af ultrakorte klip – nogle af dem motiviske, andre monokrome flader – opleves som et aggressivt angreb på både synsnerver og perceptionsapparat. Advarsel: Filmen benytter en stroboskop-lignende effekt.

Hollis Frampton (1936-84):

Hen imod slutningen af 60’erne var den amerikanske avantgardefilm domineret af strukturalismen. Da Jonas Mekas i maj 1969 tegnede et portræt af den aktuelle scene i sin klumme i ’The Village Voice’, konstaterede han om bevægelsens primære repræsentanter: “Bevægelse og lys er simpelthen det centrale anliggende i deres film.” En af de filmmagere, Mekas sigtede til, var den uhyre produktive Hollis Frampton, som står bag de to sidste film i programmet. Den ene er ’Surface Tension’ (1968, 10 min.), en formel undersøgelse af filmsproget i tre afsnit. Og den anden er den minimalistiske ’Lemon’ (1969, 7 min.), der består af et fast nærbillede af en hårdt belyst citron, som i kraft af langsomme forandringer i lyssætningen efterhånden skifter karakter fra et tredimensionelt (skulpturelt) objekt til et grafisk billede uden dybde. Et filmisk stilleben, der alligevel ikke er helt stille!

Instruktør: Diverse
USA,
Kendes ikke, 84 min.
Engelsk dialog
Tilladt for børn over 15 år