Over byen og i hjertet af København inviterer vi på sanserejse til en række af verdens metropoler.
Vi sørger for en forfriskning, der matcher filmens eller byens ånd; den serveres fem minutter før filmstart lige ved indgangen til Himmelbio – og tages med ind til filmen.
Forestillingen er udendørs, så klæd dig efter vejret for den bedste oplevelse. Vi har også et tæppe, du kan låne.
Serien 'Big City Nights' dykker ned i ikoniske såvel som mindre kendte metropoler og ser på, hvordan stederne præger både filmskaberne og deres karakterer. Filmene bliver i sig selv et vindue til byens energi, kultur og kontraster.
Serien præsenteres i samarbejde med Copenhagen Architecture Festival med støtte fra en række ambassader og kulturcentre - denne aften Institut Francais.
Instruktør: Jacques Audiard
Glem Eiffeltårnet, 'kunst'-sælgere og croissanter til overpris – oplev det ægte Paris i denne ærligt-romantiske flettefilm af Jacques Audiard (kendt for 'Smagen af rust og ben' og Guldpalmevinderen 'Dheepan').
Audiard viser her sin legesyge side. Med afsæt i to roste graphic novels af Adrian Tomines og med et blink til Woody Allen balancerer filmen tilfældigheder, flirt og menneskelig fejlbarlighed – og tegner et smukt, farveblindt portræt af kærligheden i det moderne Paris.
'Lev, elsk, Paris' åbner i et betonbyggeri i det 13. arrondissement i det sydlige Paris, hvor Émilie, en tidligere ejendomsmægler, der nu læser jura, bliver forvekslet med en pornostjerne - og ender med at opsøge hende. En absurd start på et ømt og usædvanligt forhold!
Parallelt folder et andet bånd sig ud: Den sarkastiske kinesiske telefonsælger Nora forelsker sig i sin sorte lejer Camille, en underviser der selv bevæger sig ind i ejendomsspillet.
Lejlighederne er kulisser – menneskene er dramaet.
Medvirkende: Lucie Zhang, Makita Samba, Noémie Merlant
Original titel: Les Olympiades
Frankrig, 2021
Digital DCP, 105 min.
Danske undertekster
Tilladt for børn over 15 år