Fredag den 17. oktober inviterer vi til film og samtale om familiedynamikker i nutidens Iran.
Aftenen indledes kl. 19.00 med fællesmiddag ved langborde i Restaurant SULT, inkl. en samtale med kok og debattør Mehrnoush Parve, og kl. 20.15 er der introduktion til den bastyriske sædekomedie 'Leila's Brothers' med samme gæst. Filmintroduktionen varer 15 minutter og foregår på dansk.
OM OPLÆGSHOLDEREN
Mehrnoush Parve er dansk-iransk filmmager, sexolog – og en dygtig kok. Hun er optaget af, hvordan undertrykkelse, migration og kulturarv former både sindet og kroppen. Som filmmager har hun lavet den første seksualvejledning på video, der er blevet blåstemplet af det iranske styre efter revolutionen. Hun har også arbejdet på egen hånd med dokumentariske greb og personlige fortællinger om bl.a. seksuelle minoriteter i Iran. Som sexolog formidler hun – også i sin klinik i Iran – viden om seksualitet, køn og relationer.
Kom til langbordsmiddag i Restaurant SULT med både persisk gryderet, friskbagt brød og lækker salat. Bemærk: Drikkevarer er ikke inkluderet i prisen.
Hvad kan et middagsbord afsløre om et samfund? I 'Leila’s Brothers' bliver familiens sammenstød et spejl af Irans sociale og økonomiske krise. Mehrnoush Parve inviterer inden visningen til langbordsmiddag i Restaurant SULT og fortæller under spisningen om, hvordan mad, køn og familiehistorier kan blive filmiske indgange til både intimitet og modstand.
60 min.
Tilladt for børn over 15 år
Instruktør: Saeed Roustayi
Iransk filmkunst overraskede på sidste års Cannes-festival – denne gang med en screwball-komedie om økonomi og kærlighed, familierelationer og generationskløfter. ‘Leila’s Brothers’ er Saeed Roustayis gennembrud: Komplet overbevisende og uden mislyde, trods et ret vildtvoksende plot.
Gamle Baba (‘far’ – han er navnløs i filmen) har lavet fem børn, alle voksne, og kun én er ikke en fiasko, nemlig datteren Leila. Hans drøm om at være feteret og respekteret centrum for slægtninge og venner får et løft, da en fjern gren af familien skal udpege en ny patriark.
Han bliver valgt, fordi han er villig til at gældsætte sig – og ungerne bakker ham temmeligt modstræbende op. De har deres egen skudsikre plan: At åbne en familiebutik i et nedlagt toilet i et butiksstorcenter. Hvis de da ikke lige skal score kassen på en form for pyramidespil?
Den iranske 'Leila's Brothers' har det hele: Nedtur, triumf, splittelse og samling. De fem søskende havner i en centrifuge af nød, kollektiv gæld, investering, fusk, fest, undergang, nye muligheder, en storm af følelser og mistanker. Og alligevel er de en familie på en måde, vi ikke er vant til i Vesten. En følelse af social nødvendighed hersker, og det samme gør et ensemble, der slår gnister!
Medvirkende: Saeed Poursamimi, Taraneh Alidoosti, Navid Mohammadzadeh, Payman Maadi
Original titel: Baradaran-e Leila
Iran, 2022
DCP, 165 min.
Engelske undertekster
Tilladt for børn over 15 år