Genesis P-Orridge (Throbbing Gristle, Psychic TV m.fl.) udfordrede livet igennem de musikalske normer, lagde fundamentet for Industrial-genren og gjorde op med den traditionelle, antropocentriske forestilling om menneskekroppen som en ukrænkelig zone. Den nye film om den grænsesøgende ener præsenteres i samarbejde med artFREQ. Baren er åben inden visningen.
Instruktør: David Charles Rodrigues
Portrætdokumentaren om Genesis P-Orridge, stifteren af COUM Transmissions, Throbbing Gristle og Psychic TV, er en både intim, rå og dybt personlig skildring af et liv i evig transformation – et liv, der definerede nye grænser for køn, kunstnerisk udfoldelse, spiritualitet, okkultisme og familieliv.
Gennem nye optagelser (skudt kort tid før den kontroversielle musiker og performers død i 2020) samt fascinerende arkivmateriale og samtaler med dem, der kendte Genesis P-Orridge (William Burroughs, Timothy Leary og andre tænkere), reflekterer filmen over de muligheder og begrænsninger, vi har for skabelsen af identitet, og sætter spot på hovedpersonens livslange opgør med mainstream moral og retten til fuldt holdent at bestemme over sin egen krop. Med alle de udfordringer, det medførte.
Medvirkende: Genesis P-Orridge, Lady Jaye Breyer P'Orridge, Caresse P'Orridge Balpazari, William S. Burroughs, David J
USA, 2024
DCP, 99 min.
Engelsk dialog
Tilladt for børn over 15 år