Velkommen til Musik i Mørket – Cinematekets lyttebiograf. Værterne Klaus Lynggaard og Henrik Queitsch introducerer i denne udgave (#46) gruppen Sade, anført af den britisk-nigerianske sanger Sade Adu, som siden 1980'erne har udgivet en stribe albums i grænselandet soul, jazz og R&B. Efter oplægget spiller vi hele værket 'Love Deluxe' (1992) i biografmørket.
Der er en kold luksusøl/vand med på billetten.
Sade er et band, hvis sanger hedder Sade Adu, hvad måske kan forvirre, da hun alene pryder gruppens omslag. Men gruppens til dato seks album er skabt af de fire medlemmer i tæt samarbejde, og resultatet er altid blændende. Bandet brød igennem i 1984 med LP’en 'Diamond Life', en elegant fusion af subtil soul, smooth jazz og intim pop – en formel, som er brugt lige siden. På højdepunktet 'Love Deluxe' (1992) går tingene op i en højere enhed, og pladen transcenderer ubesværet tid og sted.
Musikkritikerne og podcastværterne Klaus Lynggaard og Henrik Queitsch fortæller om Sades karriere i en timelang illustreret samtale. Herefter afspilles 'Love Deluxe' i sin fulde længe i komplet mørke i salen. Det er bare at læne sig tilbage og suge det hele ind. (Varighed ca. 2 timer. Samtalen er på dansk).
Medvirkende: Sade
Storbritannien, 1992
DCP, 46 min.
Engelsk sang
Tilladt for alle