Montreux Jazz Festival har været et samlingspunkt for musikudøvere og -elskere siden slutningen af 1960'erne. Oplev biografversionen af Oliver Murrays detaljerige close-up på den berømte festival – og nyd et glas vin eller en kop kaffe i baren inden visningen, som introduceres af jazz- og soul-specialist Naya Buric (DR P8).
Instruktør: Oliver Murray
Montreux Jazz Festival er den måske mest respekterede festival i verden – ikke bare blandt jazzaficionados, men blandt musikere og fans inden for en bred vifte af rytmisk musik. Og siden 1967 er de strømmet til den lille schweiziske by for at dele deres passion.
Men festivalen var ikke blevet det tilløbsstykke, den er, hvis det ikke var for grundlæggeren Claude Nobs (1936-2013), som løbende udvidede festivalens profil og med sin blanding af forretningssans og menneskeklogskab fik integreret særligt soul, blues og rock i det traditionelle jazzrepertoire. Og så var Nobs en ildsjæl, når det gjaldt dokumentationen af sit skaberværk. Derfor er 'They All Came Out to Montreux' spækket med optagelser af Nina Simone, Aretha Franklin, Marvin Gaye, Miles Davis, Prince og mange andre giganter.
Medvirkende: Claude Nobs, Milies Davis, Nina Simone, Aretha Franklin, Marvin Gaye, Keith Richards, Prince
Storbritannien, 2023
DCP, 93 min.
Engelsk dialog
Tilladt for alle