Cinemateket

Den russiske instruktør Andrej Tarkovskij (1932-86) er berømt og af mange elsket for sine indadvendte film, der mest af alt udgør rejser ind i en verden af erkendelse og selvransagelse. Han var en af de virkelig få, der mestrede stofliggørelsen af det menneskelige følelsesspektrum i en kulisse af naturens overvældende evighed – fra den larmende stilhed til elementernes urolige rasen. Hver en kameraindstilling giver anledning til fortolkninger, og Tarkovskij var om nogen opmærksom på symbolisme og tilskuerens opfattelse af de filmiske virkemidler. Filmteoretikere har da også altid elsket at dissekere hans film, for de ligefrem bugner af fortolkningslag, metafiktioner og uforklarlige niveauer – et eller andet ubestemmeligt sted mellem drøm og virkelighed. Tarkovskijs mission var aldrig blot at underholde. Billederne alene er i den mest komplimenterende betydning museer i bevægelse og indrammer filmiske eksperimenter. Instruktørens konsekvente brug af reallyd, sparsom dialog og en meget langsom kameraføring leder os ind i en filmisk verden, som man næppe havde tænkt mulig, før man satte sig til rette. Tarkovskijs mageløse visuelle universer kan bedst sammenlignes med menneskets drømme. Lettere overnaturlige, i bredformat og lange sekvenser. Det er dén følelse, man sidder med som tilskuer – at man oplever en drøm filmatiseret, eller blot visualiseret. Den tid, som Tarkovskij tager sig til at fremkalde sine enestående stemninger, skaber nemlig en følelse af at svæve på egne vinger og betragte de betagende verdener, snarere end være vidne til billeder optaget med et ganske almindeligt filmkamera. Dét at dvæle ved hver en stemning. give den plads til udfoldelse og lade den hvile fuldstændig i sig selv er unikt for Tarkovskij, og følelsen af tilstedeværelse bliver både fysisk og psykisk. Nyd alle Tarkovskijs store spillefilm, når Cinemateket hylder mesteren hen over sensommeren. Tobias Lynge Herler, programredaktør / Cinemateket