Fransk, smukt, råt: Poetisk realisme

Poetisk realisme er en undergenre af det realistiske drama, der havde sin storhedstid omtrent i perioden 1935-45. Den poetiske realisme er særligt forbundet med Frankrig, hvor den havde sit udspring – men den satte sig spor verden over, både i italiensk neorealisme, i Indien, Danmark, Hollywood og mange andre steder.

Det centrale mål for denne bevægelse var at vise verden, som den er, barsk og ubarmhjertig, men samtidig gøre den æstetisk indbydende, som om tingene i sig selv ikke altid er nok. Vi skal ind til noget essentielt.

Blandingen af smukt og råt er på en måde et paradoks, men også et, som filmene (de gode af dem) effektivt eliminerer. Kul-slagger, kasketter og barkede næver har en rustik skønhed i sig, og samtidig kan der blive smurt lidt vaseline på linsen, når solen rammer hovedpersonerne: Det giver skønheden ekstra glød.

Der er også en filosofisk tyngde i skildringerne: Skæbne, sociale bånd, en forståelse for moralsk forråelse. Med et berømt diktum fra bevægelsens fyrtårn, Jean Renoir: "I denne verden er der én frygtelig ting: At enhver har sine grunde.“

Set med nutidigt blik føles filmene uden for vores tid, som ekkoer af noget forgangent. Æstetikken er for forfinet til at kunne sammenlignes med dogme-bølgen, tonen ikke sammenlignelig med særligt meget filmkunst på denne side af 1970’erne. At se en fransk realistisk film opleves som nostalgi krydret med en følelse af tab – som at gå på tur i et rustikt arbejderkvarter, der skal jævnes med jorden eller har fået lov til at forfalde.

Den fransk realisme var også en kultur, forstået som en kunstnerisk poetik, der blev dyrket i kredsen omkring Jean Vigo og Marcel Carné og føromtalte Jean Renoir. Han var søn af kunstmaleren Jean-Auguste Renoir, hvis impressionistiske sensibilitet også smittede af på filmbølgen, sådan som kunsthistoriker Christine Marstrand vil uddybe i sin introduktion til ’Menneskedyret’ den 2. juni.

Poetisk realisme spejler også litterære strømninger (desillusionen hos Louis-Ferdinand Céline, psykologien hos Georges Bernanos), ligesom den er præget af de forandringer i liv og arbejdsmarked, der ramte hele Europa i perioden.

Der er både udødelige klassikere og næsten ukendte restaurerede perler i serien. Vi åbner den 12. maj med oplæg til ’L’Atalante’, og den 10. juni er der fransk aften med ’Paradisets Børn’ og middag.

Rasmus Brendstrup, programredaktør / Cinemateket