Film og events i Cinemateket i påsken

KLASSIKERE, DOKUMENTARER OG FILM FOR DE MINDSTE. Cinemateket viser i påskeferien filmperler for filmelskere i alle aldre - til alle genrer.

I påskeferien byder Cinemateket på magiske oplevelser for filmelskere i alle aldre - bl.a. restaurerede klassikere, øjenåbnende dokumentarer og 'Ønskefilm' valgt af publikum selv. Der er noget for enhver smag.

Men allerede før ferien kan du opleve den restaurerede udgave af ’Let’s Get Lost’ – stjernefotografen Bruce Webers stilsikre portrætdokumentar om jazzfænomenet Chet Baker. Foruden 'Force majeure'-instruktør Ruben Östlunds anmelderroste ’PLAY’. Og så er det sidste chance for at se Månedens Film i marts, det radioaktive kærlighedsdrama ’Grand Central’ med Léa Seydoux ('Adèles liv – kapitel 1 & 2') i hovedrollen.

Skærtorsdag den 2. april

FOR BØRN: I Børnebiffen (hver torsdag-lørdag også i dagene op til påskeferien) er der film for de mindste: Bl.a. med Rita og Krokodille på fisketur og forårsstemning for alle pengene, når Rogvi og Alexander går på jagt efter haletudser nede ved vandhullet.

DOKUMENTAR: Om aftenen kan du komme til jazz night med dokumentaren ’Keep on Keepin’ On’ - den rørende og utrolige historie om musikeren og mentoren Clark Terrys liv og hans virke som lærer for den talentfulde unge jazzpianist Justin Kauflin. Justin Kauflin spiller på Jazzhus Montmartre med sin trio den 9., 10. og 11. april. Filmen vandt publikumsprisen på Tribeca Film Festival. Senere viser vi Månedens Dokumentar i april: ’Our Man in Tehran’ - en mangefacetteret og spændende follow-up til Ben Afflecks Oscar-vinder ’Argo’, der handler om gidselaffæren i Teheran i november 1979, hvor militante islamister besatte den amerikanske ambassade og tog personalet til fange. Filmen kan ses i frem til 7. april.

ACTION: ’The Raid 2’ er blevet ønsket af publikum og man behøver ikke at have set den første film for at blive slået bagover af Ramas mission i 2'eren. Hovedperson går undercover i Jakartas voldelige underverden for at arbejde sig til tops indefra i et bundråddent system, som er den eneste vej til at få byens korrupte magtelite ned med nakken.

Langfredag den 3. april

FOR BØRN: I Børnebiffen stikker et får væk fra sin flok fordi hun keder sig, Rita og Krokodille opdager, at der bor et pindsvin ude i Farmors have og Peter indretter sin lejlighed som Hawaii og drømmer sig væk til varmere himmelstrøg mens Pix spiser hans is.

KLASSIKER: De voksne kan tilbringe aftenen i selskab med primadonnaen Anita Ekberg og førsteelskeren Marcello Mastroianni når den restaurerede udgave af Federico Fellinis ikoniske klassiker ’La Dolce Vita’ fra 1960 ruller over lærredet. I et drømmeagtigt billedsprog følger vi en livstræt, overfladisk sladderjournalist og hans eksistentielle kriser og personlige nedture i Roms dekadente jet-set-miljø. Vi er glade for at kunne fremvise dette mesterværk i den knivskarpe og spritnye, digitalt restaurerede udgave.

Lørdag den 4. april

FOR BØRN: Der er solid påskestemning i Børnebiffen: Pipungerne Sille og Saxes tager en tur på åen i en æggeskal og den helt store forårsrengøring går igang hjemme hos Prik og Plet.

FOR HELE FAMILIEN: Samme eftermiddag står den på Buster Keaton på varieté og til søs, når vi viser film fra stumfilmkomikerens mest kreative periode. Filmene ledsages af levende musik, leveret af pianisten Ronen Thalmay.

FILM, MUSIK OG MIDDAG - 'I am Roma': I 2008 og 2009 blev adskillige roma-landsbyer i Ungarn angrebet af højreekstremister. Seks personer blev slået dræbt, heriblandt et femårigt barn. Både fiktionsfilmen ’Just the Wind’ (2012) og dokumentaren ’Judgment in Hungary’ (2013) er baseret på disse begivenheder. I pausen mellem de to film bliver der serveret autentisk roma-gryderet i Asta Bar, hvor den fantastiske finske roma-sangerinde Carita Vainikka og violinisten Nikola Nenic optræder med romasange fra hele Europa.

KLASSIKER: 'Heaven's Gate' er blevet kaldt det største flop i Hollywoods historie. Først i 2012, mere end 30 år efter den oprindelige premiere, satte instruktør Michael Cimino sig atter til klippebordet og genskabte sin foretrukne version af den episke western, som har både Kris Kristofferson, Christopher Walken, Isabelle Huppert, Jeff Bridges og John Hurt på rollelisten. Siden er filmen blevet anerkendt som et mesterværk og en af de bedste westerns nogensinde lavet. Se også Klaus Maria Brandauer i István Szabos prisbelønnede ’Mephisto’ fra 1981. Filmen bygger på en nøgleroman af Thomas Manns søn, Klaus. Desuden viser vi Fellinis 'La Dolce Vita', for dem, der ikke griber chancen langfredag.

Påskedag, søndag den 5. april

FOR BØRN: I Børnebiffen kan ungerne bl.a. opleve ’Sallies historier’ – Kim Fupz Aakesons underfundige satire, fuld af grotesk charme og antiautoritær livsfilosofi.

DOKUMENTAR: I 'Danish on a Sunday', viser vi, påskedag, den danske film ’The Monastery’ med engelske undertekster – så alle kan være med. Inden filmen kan man nyde et stykke ægte ’Danish’ (wienerbrød) i Restaurant SULT. 'The Monastery' er historien om den 82-årige ungkarl Vig, der aldrig har kendt til kærlighed, og Søster Amvrosija, en russisk nonne, der ved et tilfælde - eller ved skæbnens mellemkomst - bliver en del af hans liv. Filmen har vundet priser ved festivaler verden over.

KLASSIKER: Om aftenen viser vi Francois Truffauts  ‘Den amerikanske nat’ – en smukt fotograferet kærlighedserklæring til den klassiske amerikanske film. Truffaut leger humoristisk med sit eget håndværk og spiller selv den hårdtprøvede instruktør af ’filmen i filmen’, der desuden har stjernerne Jean-Pierre Léaud og Jacqueline Bisset på rollelisten.

Tid:30. marts-5.april
Sted: Cinemateket, Gothersgade 55, København K
Billetbestilling: cinemateket.dk og tlf. 3374 3412.