Små budgetter skaber kunstnerisk mod

TALENT. Hvad er der kommet ud af de seneste års satsning på lavbudget-film? Vi har spurgt kunstnerisk leder på New Danish Screen Mette Damgaard-Sørensen og fire filmskabere, der har modtaget støtte gennem initiativet: Producenterne Regner Grasten og Claudia Saginario samt de to instruktører Kasper Kalle og Rasmus Kloster Bro.

22 film har indtil videre fået støtte gennem Det Danske Filminstituts lavbudgetinitiativ, som indgår i Filmaftalen 2015-18 for at styrke talentudviklingen i dansk film. Og hvad er der så kommet ud af det? Unge talenter kommer tidligere i gang med spillefilm. Der bliver eksperimenteret mere, fordi lysten driver værket uden den helt store risiko. Og der bliver skabt nye produktionsselskaber. Filmskabere og administratorer er lige begejstrede.

Initiativet har skabt et mod til ikke at gå efter det sikre – både hos os, der giver pengene, og hos filmskaberne. Mette Damgaard-Sørensen.

Mette Damgaard-Sørensen er kunstnerisk leder af Filminstituttets talentstøtteordning New Danish Screen. Ordningen har altid arbejdet med lave budgetter, men har med lavbudgetinitiativet skruet endnu længere ned for støttebeløbene – bl.a. gennem initiativet Skitsen, hvor budgetrammen er cirka fire millioner kroner inklusive udviklingsstøtte.

Fakta

Støtte til lavbudgetfilm er et af tre initiativer formuleret i Filmaftale 2015-2018, der har som mål at styrke talentudviklingen i dansk film. Læs mere om Lavbudget-initiativet.

Om Skitsen

Filminstituttets talentstøtteordning New Danish Screen inviterede i 2015 filmskabere til et udviklingsinitiativ kaldet Skitsen. Baggrunden var et ønske om at afsøge nye udviklingsmetoder til lavbudgetfilm med en budgetramme på 3 mio. kr. Formålet med Skitsen er at støtte filmskaberne i at finde frem til filmfortællingens kunstneriske kerne. De tilskyndes til at nærme sig deres materiale filmisk og dermed efterprøve, allerede i udviklingsfasen, centrale greb for filmfortællingen såsom tema, karakterer, location, tid og filmsprog.

"Initiativet har skabt et mod til ikke at gå efter det sikre – både hos os, der giver pengene, og hos filmskaberne," siger Mette Damgaard-Sørensen.

"Det mod er afgørende for dansk films vitalitet, for det sikre peger næsten altid bagud. Modet kommer, når der ikke er så mange penge på spil, fordi man oplever, at konsekvenserne ikke er så voldsomme, hvis filmene ikke lykkes. Man kan tage nogle større kunstneriske chancer, og det synes jeg også, at vi har set," siger hun og nævner bl.a. Annika Bergs 'Team Hurricane', Christian Tafdrups 'En frygtelig kvinde' og Gustav Möllers 'Den skyldige' som eksempler på radikale fortællinger.

Lysten styrer værket

Den pointe tilslutter producent Regner Grasten sig. Han modtog en af de første støtter gennem lavbudgetordningen til børnefilmen 'Villads fra Valby', der er instrueret af debutanten Frederik Meldal Nørgaard.

"Den største fordel ved low budget er, at du tør meget mere, fordi risikoen ikke er så stor. Og instruktørerne knækker ikke halsen på dem. Hvis en debuterende instruktør har lavet en film til seks millioner, der ikke er det store, men dog viser noget, så siger man o.k., fedt nok. Hvis instruktøren har lavet en til 13 eller 20 millioner, der ikke lykkes, så siger man, det var sidste gang, fætter. Det er faren, når instruktørerne kaster sig ud i de halsbrækkende dyre budgetter første gang. Så får de kniven," siger han.

"Vi er i vores selskab af samme grund kendt for, at vores budgetter ikke er særligt høje. Vi vil gerne have, at vores instruktører træder ud over det, man forventer, for når man kigger fremad, er chancen for succes langt større."

Modet til at eksperimentere genkender instruktøren Kasper Kalle, der med støtte fra Skitsen får sin spillefilmdebut med 'C4' om Christian IV's sidste rejse til Rosenborg Slot.

"Det var dejligt at blive opfordret til at tænke ud af boksen. Når budgetterne er så små, regner man ikke med at få mainstreamfilm ud af det, og der er ingen krav om, at filmen skal sælge mange billetter eller gå i alle biografer i Danmark. Det har givet en mere fri tilgang, og man kan i højere grad lade lysten styre værket. Det er fantastisk som debutant, for hvis man har ventet i mange år på at lave sin første spillefilm, og der så også er forventninger til billetsalget, kan man ret hurtigt lade angsten tage over."

Nyuddannede ud af starthullerne

For at undgå netop den situation har det været et mål for lavbudgetinitiativet at give nyuddannede instruktører mulighed for at spillefilmdebutere hurtigere – modsat tidligere, hvor instruktørerne ofte skulle bevise deres værd ved at lave kortfilm, inden de kunne få støtte til det lange format.

"Normalt går der fem-syv år, fra man afslutter sin uddannelse, til man debuterer. Nu er det lykkedes at få en stor gruppe meget hurtigt i gang, så de debuterer inden for et år eller to. Det er en enorm fordel, fordi det giver instruktørerne en selvbevidsthed på et tidligt tidspunkt, som er afgørende for, at de kommer videre," siger Mette Damgaard-Sørensen.

Det gælder bl.a. for Kasper Kalle, som fik udviklingsstøtte til 'C4' et halvt år efter, at han i 2015 blev færdiguddannet instruktør fra Den Danske Filmskole.

"Det er ret fantastisk, at jeg har fået lov til at lave en spillefilm så hurtigt efter skolen. Jeg har lavet kortfilm, siden jeg var 15, så jeg var klar til at komme i gang med spillefilmformatet," siger han.

Lavbudgetinitiativet har ikke blot givet nyuddannede instruktører, forfattere og resten af filmholdet chancen for at prøve kræfter med spillefilm, men har også skabt grobund for nye produktionsselskaber.

"Mange instruktører og producere har lyst til at blive i deres arbejdsfællesskaber, når de forlader deres uddannelse," siger Mette Damgaard-Sørensen.

"Det har skabt et nyt landskab af unge producenter og stærke nye selskaber, der, fordi de har de nye instruktører i stalden, spiller en central rolle i forhold til de unge talenter. Vi har fået et nyt filmisk miljø, som er konsolideret på baggrund af lavbudgetinitiativet, fordi de nye producenter kan få deres spillefilm hurtigt igennem frem for at skulle banke komplekse finansieringer op med nye navne. Og de nye selskaber har en imponerende frygtløshed og energi i forhold til at kaste sig ud i at lave spillefilm på nye måder. De undersøger både nye produktionsmåder, udviklingsmåder og distributionsformer."

En god investering

Claudia Saginario fra Good Company Films er en af de producere, der har holdt fast i sit instruktørsamarbejde fra Filmskolen og er således producer på Kasper Kalles 'C4'. Hun glæder sig over at være kommet ud af Filmskolen i en tid med fokus på talentudvikling.

"Skitsen-initiativet har gjort, at vi er kommet igennem møllen så hurtigt og allerede nu har lavet en spillefilm og manifesteret os i branchen. Det har været super fedt," siger hun.

Claudia Saginario fremhæver også Skitsens udviklingsforløb, hvor projekterne får en halv million kroner til at afprøve sine koncepter – fra cast, kostumer, visuelt look og workflow.

"Vores film foregår i én location på under to kvadratmeter – en hestevogn, vi har bygget. Vi vidste, at vi havde en god historie, men vi ville gerne prøve af, om konceptet med at være i hestevognen i hele filmen holdt – om vi fik skudt os fuldstændig tør af vinkler i løbet af fem minutter eller formåede at holde bolden i luften," fortæller hun.

Mette Damgaard-Sørensen peger på 'C4' som et godt eksempel på et stramt produktionskoncept, der fra starten er udtænkt til et lavbudgetformat. Og det er essentielt for at få pengene til at række.

"Tidligere støttede vi med 5-6 millioner. I det format laver man strengt taget bare en almindelig film, der er billig. Men når man går ned på 3-3,5 millioner, bliver man nødt til at arbejde med nogle radikale greb fortælle- og produktionsmæssigt. Det har vi set nogle meget forskellige bud på," siger hun og peger på oplagte eksempler:

Christian Tafdrups 'En frygtelig kvinde' er fx optaget på locations rundt omkring i København med et meget lille hold. Gustav Möllers 'Den skyldige' foregår med én hovedspiller på én location – en alarmcentral – ligesom Rasmus Kloster Bros 'Cutterhead' foregår i det københavnske metrobyggeri og Josefine Kirkeskovs 'Life Boat' i en redningsbåd på åbent hav.

Præcision fordrer kreativitet

Claudia Saginario mener, at det stramme budget og koncept har sat ekstra gang i kreativiteten.

"Alle var med på, at vi havde meget få penge. Og det var sjovt at holde sig til konceptet og sige, vi skal ikke ud af den vogn – hvad kan vi finde på? Alle afdelinger, helt ned til kostume og sminke, tænkte i, hvad vi kunne med det, vi havde," siger hun, og Kasper Kalle supplerer:

"Når det giver mening i forhold til ideen, er det vildt motiverende at arbejde med stramme rammer. Skitsen gør lidt det samme, som Dogme gjorde: Stiller nogle rammer op, der gør, at man bliver nødt til at tænke i nye måder at fortælle historier på."

Mette Damgaard-Sørensen oplever, at de stramme koncepter tvinger instruktørerne til at skærpe deres fortælling.

"Man bliver tvunget til at tage nogle meget klare valg og finde ind til kernen i projektet. Præcision er fuldstændig centralt for at lave en god film, så hvis man formår at bruge rammen til at skabe større præcision, bliver det en bedre film. Jeg mener ikke, at det er en kvalitet i sig selv at arbejde på lavbudget. Nogle instruktører skal debutere på dyrere budgetter, fordi de har en anden slags film i sig. Men det er sværere at fare vild eller gemme sig i en lavbudgetfilm. Man bliver nødt til at stå ret nøgent frem og være meget klar over, hvad man vil med sin film, og hvad éns force som filmhold er. Og det er absolut godt, hvis man ikke har så meget erfaring," siger hun.

Afhængig af goodwill

Trods de positive erfaringer er 'C4'-makkerparret dog enige om, at lavbudgetfilm ikke er en holdbar model længere fremme i karrieren.

"Det er meget få penge til en spillefilm. Det er en god måde at komme i gang på til debuterende instruktører og hold, men folk arbejder jo mere, end de får løn for. Det ville underbyde branchen, hvis man også gav så lav støtte til instruktører, der har været ude i længere tid," siger Kasper Kalle.

Heller ikke Claudia Saginario opfatter situationen som totalt rosenrød. "Man er afhængig af goodwill fra udstyrsstederne og postfaciliteterne. Det er fedt, at der er så meget opbakning fra branchen til, at produktionsselskaber og instruktører kan komme i gang med deres første spillefilm. Men det er så også det, initiativet skal bruges til, for man kan ikke blive ved med at arbejde på den måde."

Instruktør Rasmus Kloster Bro, som er i gang med filmen 'Cutterhead', der udspiller sig under en ulykke i det københavnske metrobyggeri, kan godt forestille sig at arbejde med lavbudget igen. Hvis ideen passer til formatet. Han ser den største fordel i den fleksibilitet, der ligger i at være uafhængig af mange investorer.

"Når man har et lavt budget, er man mere mobil og kan reagere hurtigt under produktionen. Jeg vil gerne lave samfundsintegrerede film, der er relevante lige nu. Det kan jeg ikke gøre, hvis jeg har en tidshorisont på tre år. Selvfølgelig ville det være federe at have et budget på 18 millioner kroner med frie hænder, men realistisk set er det størrelsen af budgettet, som afgør, om risikovilligheden er høj," siger han.

"Det lave budget sætter nogle sindssyge begrænsninger, som for os f.eks. betød, at optagetiden var meget kort. Den værdi, som skal ind i filmen, skal ikke koste noget. I vores tilfælde havde vi en god historie og en fantastisk ramme at lave den i. Det koster ikke noget. Hvis man har en film, hvor værdien ligger i noget andet end filmens budget, f.eks. en historie, der på grund af en aktuel samfundsmæssig kontekst skal laves lige nu på samme måde som en dokumentarfilm, og den er let eksekverbar, tror jeg, lavbudgetformen kan være ligeså relevant for etablerede instruktører. Jeg vil meget gerne gøre den igen, hvis jeg får en sådan idé."

Ordningen mangler bredde

Regner Grasten begræder til gengæld, at lavbudgetordningen er blevet lavet om, siden han lavede 'Villads fra Valby'. Nu kan debutanter kun få støtte på New Danish Screen og ikke på konsulentordningen, og det fratager andre typer projekter end de helt smalle og eksperimenterende muligheden for at drage nytte af lavbudgetordningens fordele.

"Jeg synes, at det er meget forkert, at New Danish Screen er den eneste mulighed for debutanterne. Formålet på New Danish Screen er at være nyskabende på et højere plan end konsulentordningen, så der er ikke den samme bredde til mere kommercielle projekter," siger han.

"For os var det geniale ved lavbudgetordningen, at vi kunne gå ind med en debutant, få en god idé og rykke hurtigt. Jeg så, at der var et hul i julen. Jeg havde rettighederne til 'Villads', og så bad jeg Frederik skrive et manuskript. Vi fik støtte i løbet af tre uger, og så var vi i gang. Vi sprang udviklingen over og gik direkte i produktion. Det gav en friskhed og en energi, og filmen var en succes på alle platforme. Den kostede 5,5 millioner og har solgt 90.000 billetter. Den har vundet priser på festivaler, og vi fik gode anmeldelser."

Administrerende direktør på Filminstituttet Claus Ladegaard mener, at debutanter "som hovedregel" hører til på New Danish Screen, men han ønsker et mere fleksibelt støttesystem, når initiativet skal genforhandles til næste filmforlig.

"Lavbudgetinitiativet har været meget rigidt med fastlagte støttegrænser, antal film og måder at søge på. Vi vil gerne fortsætte med at støtte film med lave budgetter, men på en måde hvor budgettet i højere grad er tilpasset den enkelte historie. Derfor ønsker vi ikke at fortsætte et egentligt lavbudgetinitiativ som det nuværende, men at vi fremover kan støtte lavbudgetfilm på de almindelige ordninger," siger han.