Pigen Sheeta daler en nat ned fra himlen, lige lukt i armene på drengen Pazo. Hun er faldet ud fra et luftskib, men svæver takket være en magisk juvel, som både pirater, militær og mystiske agenter er ivrige efter at få fat på. For den kan føre til Laputa, det rige slot i himlen, som Pazos far altid har fablet om. Snart er Sheeta og Pazo på vild flugt med en flok pirater og en karismatisk bedstemor i hælene.
Filmen er klassisk Miyazaki med hæsblæsende ‘Indiana Jones’-lignende forfølgelsessekvenser, tju-bang og farverige skurke som i ’Porco Rosso’, men også rolige drømmesekvenser og masser af stof til eftertanke om naturen, miljøet og menneskeheden. Fans af steampunk-genren vil nyde filmens hang til gammelt stål, enorme luftskibe og dampdrevne robotter.
Filmen anbefales fra 8 år (dansk tale).
Original title: Tenkû no shiro Rapyuta
Director: Hayao Miyazaki
Japan, 1986
Digital DCP, 124 min.
Dansk tale
Tilladt for alle, men frarådes børn under 7 år