Kom til introduktion om en af de markante kvinder i kulturhistorien, der ikke blev anerkendt efter fortjeneste i sin samtid.
Den 21. maj og 1. juni er der oplæg ved feminist, debattør, journalist og forfatter Johanne Mygind.
Oplægsholder til 31. maj er Ursula Scavenius, forfatter og dramatiker.
Begge vil tale om Arendt med bl.a. fokus på begrebet ‘ondskabens banalitet’, bogen ‘Eichmann in Jerusalem’ og dens senere betydning. Oplæggene er på dansk og varer 20 minutter.
MERE OM OPLÆGSHOLDERNE:
Johanne Mygind er forfatter og journalist. Hun slog igennem med den anmelderroste roman ‘Kærlighedens år’, hvor hun undersøger kvindeliv, moderskab og identitet på tværs af generationer. I en kommende, faktabaseret roman dykker hun ned i ondskabens væsen og historiske spor – et tema, der også optog Hannah Arendt. Med sit blik for det personlige som politisk og sin evne til at levendegøre tavse stemmer i historien, er Mygind en skarp formidler af Arendts idéer om ansvar, frihed og fællesskab.
Ursula Scavenius er kendt for sine foruroligende og fascinerende fortællinger i bøger som ‘Fjer’ og ‘Dukkerne’, hvor det mærkelige og det genkendelige smelter sammen. Hun skriver i en tradition, der både vækker æstetisk gys og filosofisk refleksion – og netop derfor er hun en oplagt stemme til at tale om Hannah Arendt, hvis tænkning kredser om ondskab i relation til det menneskelige fællesskab – og de spørgsmål, vi helst undgår at stille.
Maj og juni står i kvindernes tegn i Cinemateket. Under fællesnævneren ‘Forandringens kvinder’ viser vi en perlerække af spillefilm og dokumentarer om kvinder, der har gjort en forskel.
Director: Margarethe von Trotta
Den tyske instruktør Margarethe von Trotta skaber her et vidunderligt billede af et menneskes liv, fuld af lidenskab for humanistisk tænkning.
Hannah Arendt (1906-75) hører til blandt de mest beundrede uafhængige tænkere i det 20. århundrede. Som flygtning fra Tyskland ankommer Hannah Arendt til USA, hvor hun bosætter sig på Upper West Side i New York. På dette tidspunkt (1960) er hun allerede kendt som forfatter, og i 1961 sender magasinet The New Yorker hende til Jerusalem for at bevidne og skrive om retssagen mod topnazisten Adolf Eichmann.
Dette arbejde og denne oplevelse bliver bevæggrunden for Arendts verdensberømte bog 'Eichmann in Jerusalem – A Report on the Banality of Evil' (1964).
Appearances: Barbara Sukowa, Janet McTeer, Julia Jentsch, Axel Milberg
Tyskland, Luxemborg, Frankrig, Israel, 2012
DCP, 109 min.
Engelske undertekster
Tilladt for børn over 15 år