Cinemateket

Hvilken rolle spiller minderne for den måde, vi lever vores liv på? Hvornår er fortiden en fodlænke, hvornår en livline? Hirokazu Kore-eda vandt filmkunstens laurbær, De gyldne palmer, for ’Shoplifters’ i 2018, og han har i 30 år sat sit solide aftryk på japansk film. Cinemateket håber på at få besøg af instruktøren i løbet af 2022, og tæller i februar og marts ned med hans tidlige film, som også er dem med tydeligst tematisk sammenhæng og filosofisk tyngde. Her undersøger han, hvor meget vi som mennesker er knyttet til det, der var engang – på godt og ondt. Kore-eda bruger ofte dokumentarismen som indgang til sine spillefilmshistorier. Et portræt af en embedsmand, der begik selvmord, ledte til debuten ’Maborosi’. En skildring af en mand med defekt korttidshukommelse inspirerede til ’Mellem liv og død’, en metafysisk komedie om død og film! Dokumentarværkerne fungerer som nøgler til den på én gang poetisk-realistiske og underspillet samfundskritiske stemme, der er Kore-edas særkende. Virkeligheden spiller ind på flere planer. Non-actors bliver livgivende kraftværker i Kore-edas hænder. Ti af de ’døde’ personer i 'Mellem liv og død' er eksempelvis udvalgt blandt de 500, som Kore-eda hev ind fra gaden for at høre autentiske bud på, hvad almindelige mennesker husker klarest fra deres liv. De spiller med andre ord sig selv som døde – ubetvivleligt de mest jordnære og livagtige ånder i nyere filmhistorie! SØRGELIGT OG SMUKT En tur i barndommens sporvogn. Følelsen af at flyve for første gang. Eller mindet om en gynge i en bambuslund. I 'Mellem liv og død' er det den enkelte døde persons opgave at udvælge et enkelt erindringsglimt og få det omsat til film, inden vedkommende kan blive ekspederet til himmels. Denne bizarre fordring afspejler naturligvis filmmagerens kærlighed til sit medium. Men den er også en poetisk måde at stille et universelt spørgsmål på: Hvad gør vi med erindringen – og hvad gør den ved os? I mange af sine film zoomer instruktøren ind på efterladte, der skal forholde sig til dødens og afsavnets pludselige indgriben i deres liv. I 'Nobody Knows' gælder det en forældreløs søskendeflok, i 'Maborosi' en ung enke, i 'Distance' de efterladte til et rituelt masseselvmord. Men i alle filmene er døden i sig selv afdramatiseret. Der bygges end ikke op til det vendepunkt, hvor personernes tab indtræffer. Det er film, der først og fremmest brænder sig fast, fordi de – i lighed med Tarkovskys og Resnais' værker – skildrer tilstande. Kore-eda har et sjældent skarpt blik for, hvordan vemod og afmagt tager sig ud, når disse følelser ikke skal indskrives i et dødsridt over dramaturgiske bakkekamme. Nemlig sørgeligt og meget, meget smukt. I OZUS FODSPOR På dette punkt er Kore-eda nært beslægtet med landsmanden Yasujiro Ozu, hvis enkle, transcendente billedsprog han også har arvet. Ingen af de to instruktører bruger mange ord på at beskrive personernes følelser. De lader billederne tale, typisk i form af vidunderligt komponerede hverdagstableauer, der umiddelbart kan se tomme og statiske ud, men hvor menneskets aftryk alligevel sidder mildt og spøgelsesagtigt fast. Kore-eda postulerer ikke, at han kan give klare svar. Men han bakker heller ikke ud af den grund. Instruktørens på én gang standhaftige og legesyge kredsen om erindringen som fænomen minder om både Andrey Tarkovsky ('Solaris') og Alain Resnais ('Hiroshima, min elskede') – blot uden disse instruktørers intellektuelt-filosofiske overbygninger. Stemmerne i Kore-edas film tilhører ordinære mennesker med almindelige følelsesregistre. Og det er måske dette, der gør Kore-edas tidlige værker så unikke: Det er værker, der er gribende uden at blive melodramatiske. Eksistentialistiske uden at blive højpandede. Kore-eda er lidt flot formuleret en poet uden podium – og uden behov for et. Vi følger op med Kore-edas senere spillefilm senere i 2022. Tak til Mette Holm, Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier ved Københavns Universitet, Dick Stegewerns fra University of Osaka, Dansk-Japansk Selskab, Japans Ambassade og Japan Foundation for samarbejde. Rasmus Brendstrup, programredaktør / Cinemateket