Cinemateket

Jacques Tati instruerede sin første spillefilm, ’En festlig dag’, i 1949, og sin sidste spillefilm, ’Parade’, 25 år senere. Hans værk spænder derfor over de tre årtier, der i fransk historie bliver kaldt les trentes glorieuses, de strålende tredive år, hvor økonomien boomede og landet var i rivende udvikling. Og Tatis film byder netop på nogle af de mest morsomme og knivskarpe analyser af vores moderne, teknologibegejstrede liv. Tatis alter ego, den kejtede Monsieur Hulot (spillet af Tati selv) er en af filmhistoriens mest charmerende anakronismer, som til trods for sin klodsede fremtoning altid beriger omgivelserne med sit poetiske nærvær. Som da han i ’Min onkel’ slår sit vindue op og hører en fugl kvidre henført. Nysgerrig efter hvor denne kvidren kommer fra åbner og lukker han sit vindue, indtil det går op for ham, at vinduet i sin bevægelse reflekterer solens lys over på genboens kanariefugl, der tror, at det er solopgang og derfor synger af hjertens lyst. Hvorpå Hulot lader vinduet reflektere solen, så fuglen kan synge i uendelighed. En smukkere hyldest til livets tidsløse glæder kan man ikke tænke sig.

Jacques Tati var konceptuelt tænkende og kolossalt ambitiøs som instruktør, og med ‘PlayTime’, fandt hans mesterligt koreograferede, næsten ordløse komedier deres kulmination. ’PlayTime’ blev optaget på et enormt filmset kaldet Tativille – en filmby, der blev konstrueret af hundrede bygningsarbejdere og kostede en formue at opretholde – og som ruinerede Tati. I ’PlayTime’ kaster Tati den elskelige Hulot ind i en forbløffende og usammenhængende moderne verden. Hulot som figur er håbløst umoderne – han står uden for sin egen tid, men peger på en og samme tid fremad og tilbage. Det samme kan siges om Jacques Tati, en ener i en filmverden, der har bevæget sig stadig længere væk fra film som disse.

Sophie Engberg Sonne, programredaktør / Cinemateket
Laura Fromm Gottschalk, studentermedhjælper / Cinemateket