Går Danmark glip af filmtalenter, fordi der ikke er tilbud til de helt unge? Det spørgsmål stiller repræsentanter indenfor for uddannelse og talentudvikling sig for tiden, og de er enige om, at indgangene til filmverdenen er for få og for lukkede. Dette års ansøgere til Den Danske Filmskole har en gennemsnitlig alder på 26 år. På den alternative filmuddannelse Super16 er de fleste omkring 28 år, når de kommer ind. Og på Filmværkstedet har flere og flere ansøgere rundet de 30.
Ifølge Prami Larsen, der har været leder af Filmværkstedet siden 1995, mangler der tilbud til de unge. "Filmværkstedet kan tilbyde en række spændende filmforløb, som fokuserer på alt fra udviklingen af den gode historie til den færdige produktion. Vi prøver at klæde folk på til en professionel karriere – uden diplomer og SU. Vi definerer os selv som en støtte-ordning og ikke som en uddannelse," fortsætter han. "Filminstituttet har et støttesystem for de 'rigtige' professionelle – både inden for spillefilm, kortfilm og dokumentarfilm, og vi har New Danish Screen, som skal tage sig af den store gruppe af manifesterede talenter, som enten er uddannet fra Filmskolen eller ad anden vej, og som trænger til at få noget professionel erfaring. Så vi burde vel dække de 18-30-årige. Men vores ansøgeres gennemsnitsalder er 30," siger Prami Larsen med beklagelse.
Filmskolens rektor Poul Nesgaard enig med Prami Larsen i, at der er for få indgange til filmbranchen. "Der er kommet en del svenske instruktører ind på skolen de seneste år," fortæller Poul Nesgaard, "og vi tager dem kun ind, hvis de ikke alene matcher, men også overtrumfer de danske ansøgere. Jeg havde da ikke noget imod, hvis der var flere danske ansøgere, der markerede sig som dygtigere end svenskerne, men det er sådan, det er. Og det kunne da godt få mig til at spørge, om der i virkeligheden er for få steder, de kan blive udfordret og dygtiggøre sig," siger Poul Nesgaard.
DEN TIDLIGE TALENTUDVIKLING
De svenske unge har tilsyneladende lettere ved at kvalificere sig, end de danske. Men hvad skal der gøres for at rette op på situationen? "Jeg tror, at det vil være hensigtsmæssigt at gøre mere for de 18-25-årige, så de ikke skal snyde sig til SU eller understøttelse for at komme til at lave det, de i virkeligheden vil," siger Prami Larsen. "Men for at få glæde af Filmværkstedet skal man have et netværk af folk, der kan betjene udstyret, og som vil stille op gratis til både optagelser og postproduktion. Så i sin nuværende form er Filmværkstedet ikke nødvendigvis optimalt til at dække de 18-25-årige, fordi vores støttesystem er så spinkelt, og fordi konkurrencen er så hård. Det er vi nødt til at erkende."
Prami Larsen lægger ikke skjul på, at der fra Filmværkstedets side fremover skal gøres mere for at få de unge i tale, eksempelvis skal der skabes større åbenhed, blandt andet via en webportal, der henvender sig til de unge.
"Vi har startet dvoted (se boks), som henvender sig til de 15-20-årige. Det håber jeg peger i retning af, at vi får en bredere kontaktflade, og at vi kan fiske de unge lidt tidligere. Og så er Filminstituttets webstrategi under omlægning, så de unge ikke skal føle, at man behøver at være en etableret del af filmbranchen for at nærme sig vores støttesystem. Og sidst men ikke mindst skal vi give flere bevillinger, så støtten bliver mere tilgængelig."
Filmværkstedet er altså i sin nuværende form ikke velegnet til at varetage den tidlige talentudvikling – og det er Super16 og Den Danske Filmskole heller ikke, da begge skoler forudsætter et højt kunstnerisk niveau allerede ved optagelsestidspunktet. Arne Bro, der er leder af Filmskolens tv-uddannelse, forklarer skolens høje gennemsnitsalder:
"Vi ved erfaringsmæssigt, at det ikke betaler sig at tage studerende ind, som er for uprøvede – det gælder både fagligt og eksistentielt. Man skal bruge et stykke liv på at finde ud af, hvem man er og for at afklare sig sprogligt, for eksempel for at finde ud af, om man overhovedet ønsker at lave film." Han beskriver årene på Filmskolen som en hård tid for de fleste, for på en kunstskole som Filmskolen bliver man tvunget til at granske alle komponenter i sin karakter, og det er man lidt for ung til, hvis man er tyve.
UDDANNELSE ELLER UDFOLDELSE
Samme melding lyder fra den alternative filmuddannelse Super16. "Jeg vil tro, vores ansøgerne har en gennemsnitsalder, der ligger lidt over Filmskolens,” siger Super16's formand, Morten Kjems Juhl og fortsætter: "Jeg kan kun være enig med Prami i, at der mangler en form for praktisk tilbud, som kan samle folk op, når de er færdige med deres ungdomsuddannelse. Det vigtigste er ikke dyrt teknisk udstyr, men at der er nogle mennesker, der kan hjælpe de unge med at komme i gang med at lave film."
Arne Bro er enig i, at indgangen til filmverdenen skal falde i forskellige niveauer. "Der skal være nogle indgange for det tidlige talent, suppleret af nogle mellemudviklingssteder, hvor man kan arbejde videre, og så skal der være nogle højdepunkter som Filmskolen, hvor man – efter at have afklaret, hvem man er – kan raffinere sit arbejde til perfektion," siger han. Men idéen om en basisuddannelse for filminteresserede unge møder modstand fra Filmskolen. "Jeg synes, at det er farligt at forestille sig, at der skulle være én korrekt udvikling af filmsproget," siger Arne Bro. "Hvis man taler om at etablere en 'korrekt' vej gennem systemet, så undergraver man forestillingen om, at forskellige erfaringer kan lede til et sprog."
"Vi modsætter os ikke flere mellemstationer på vejen," understreger Poul Nesgaard, "det er kun mekaniseringen, vi modsætter os. Der skal være nogle udfoldelsesmuligheder, nogle landskaber, hvor der er frihed til at bevæge sig, så vi ikke uddannelsesmæssigt cementerer en vej, som pludselig bliver til en forudsætning for at komme ind. Det er afgørende, at man har blik for, at det særegne får mulighed for at udfolde sig, frem for at man gør som i de store uddannelsesmaskiner, hvor man er nødt til at mekanisere det på en helt anden måde. Hvis vi gør det i vores verden, udraderer vi de små miljøer, der gør en forskel."
KAN VI REGNE DEN UD?
Nesgaard advarer mod en effektivisering af filmuddannelserne. "Jeg oplever, at det, der sker i øjeblikket, er, at man fra centralt hold prøver at sige: 'Kan vi regne den ud? Kan vi gøre det hele mere effektivt?' Men i vores sammenhæng er det levede liv fuldtændig afgørende. Og det kan man ikke sætte op i en formel og mekanisere," understreger Nesgaard, der i stedet gør sig til fortaler for at give de unge frihed til at lære at formulere sig, frem for at bygge uddannelsessystemet op, så der ligger nogle veje, der leder mod Filmskolen. "Vi opfatter ikke den praktiske kunnen som central. Det er den menneskelige, personlige, kunstneriske udvikling omkring ens sprog og ens udtryk – det er den rejse, det handler om, og den kræver erfaring."
Prami Larsen siger om den grundlæggende forskel mellem Filmværkstedet og Filmskolen. "Filmværkstedet er jo genialt til at lade de unge prøve at lave film, fordi det koster staten uendelig lidt sammenlignet med Filmskolen. Filmskolen er en eliteuddannelse, og det skal det også være. Vi skal have Filmskolen som den lysende stjerne at se op til."
"Her taler vi om en solistuddannelse på et højt kunstnerisk niveau," fastslår Nesgaard, "og da vi kun har seks optagne hvert andet år, så er den udvælgelse næsten løsrevet fra, hvad der eventuelt kunne være af forstudier. Det, vi går efter, er det åbenlyse talent. Så alle de spekulationer om at 'regne den ud' i forhold til den tidlige talentudvikling – det synes jeg er meget vanskeligt, fordi der er så mange veje,” tilføjer han.
Dermed ikke sagt, at man spilder tiden på steder som Filmværkstedet og Super16. "Både Super16 og Filmværkstedet er gode eksempler på steder, hvor man kan afprøve sit talent. Og det skal da ikke være nogen hemmelighed at Filmskolen rekrutterer talenter fra begge steder," fastslår Nesgaard. "Det er en stor, stor gave, at de eksisterer – og udtryk for en enorm rigdom inden for filmmiljøet, at man kan skabe den slags vækstlag, hvor man kan afprøve nogle ting."
HVEM SKAL SÆTTE DAGSORDENEN?
Filmværkstedet har de sidste par år forsøgt at lukke det aldersmæssige hul via en række opsøgende projekter, der henvender sig direkte til yngre filmskabere.
I 2005 lanceredes dokumentarpuljen Boost the Dox, der søgte politiske dokumentarister under 30 år, og i år har værkstedet lanceret den lignende konkurrence Dox Connected, der denne gang har en øvre aldersgrænse på 28 år.
"Det er nogle forsøg, vi hele tiden gør. Og jeg er da parat til at indrømme, at der er en god grund til, at vores aldersgennemsnit er så højt som det er, for selvfølgelig bliver man bedre med alderen. Det kræver jo en enorm modenhed at lave film," siger Prami Larsen. Han understreger, at det er 'hamrende svært' at lave noget, som er vedkommende og sammenhængende, og som kan stå sig i konkurrencen med markedet, som oversvømmes med titler fra hele verden. "Men nu synes jeg, vi skal prøve at se, om vi ikke kan klæde de unge på lidt tidligere. Vi har rigtig mange, som har taget en 5-årig uddannelse på Film og Medievidenskab, og som kommer herind og laver film i fire år. Det er for dyrt for samfundet."
EN REGIONAL LØSNING PÅ PROBLEMET
"Filmværkstedet er et af de mange rekrutteringssteder, som vi henter elever fra, derfor er vi glade for, at Filmværkstedet findes," siger Arne Bro. "Men vores rekrutteringsfelt er også Den Europæiske Filmhøjskole, Dokumentarskolen på Frederiksberg, fotoskolen Fatamorgana og alle universiteter, hvor man underviser i filmvidenskab, journalistik eller antropologi – det kan i virkeligheden være alle de felter, hvor man er optaget af, hvordan man får et sprog om virkeligheden." Bro erkender, at mange af de rekrutteringssteder, han nævner, koster penge. "Derfor vil vi tale stærkt for, at der er betalingsfrie opsamlingssteder – og helst gerne et sted i hver region – men det behøver ikke nødvendigvis at være filmværksteder alle sammen. Jo flere indgange, jo flere baggrunde, jo flere sprogformer, som forsøger at artikulere sig, jo bedre," siger han.
Morten Kjems Juhl fra Super16 er enig i, at en regionalisering af filmuddannelsesområdet vil være en stor hjælp til at komme de unge i møde. "Jeg mener ikke, at den professionelle filmuddannelse skal være tilgængelig for alle i hele landet, men i aldersgruppen 20 til 26 år mangler der tilbud, så man kan finde talenterne. Og når så de er blevet opdaget, så kan de skrubbe til København og søge ind hos os eller på Filmskolen," siger han.
FORSVAR FOR DET SÆREGNE
"Vi kan heldigvis se, at der rent faktisk kommer ansøgere fra Fanø og Nordjylland," siger Poul Nesgaard. "Ja, men der er sgu langt til Filmskolen fra Nordjylland, hvis du ikke har nogen mellemstationer undervejs," tilføjer Arne Bro. "Vi vil gerne åbne os og rekruttere så bredt og fra så mange samfundslag som muligt, så de mennesker, der har et talent, finder ud af at søge. Derfor er vores problem i virkeligheden, hvordan vi kan henvende os til dem, der ikke naturligt vil opsøge os."
"Derfor er det også vigtigt, at Filmskolen hele tiden har øje for at formidle og viderebringe, hvad Filmskolen egentlig er og står for, hvad det er for et mandat og erfaringsgrundlag, vi bygger skolen på.
"Det er så let at lave om og effektivisere. Hvis vi skal samordnes med andre uddannelser ud fra en universitetsmæssig tankegang, svigter vi fuldstændig den kunstneriske uddannelse, der skaber den diversitet og mangfoldighed, som man hele tiden råber efter."
Tilbage står det faktum, at man på Filmværkstedet er indstillet på at komme de unge i møde, mens bekymringen fra Filmskolens side ikke er helt så stor – talenterne skal nok finde vej, synes holdningen at være. Prami Larsen siger om Filmværkstedets opgave:
"Grunden til, at vi tilbyder seminarer og workshops er jo, at de unge ikke er klædt ordentligt på. Selv om vi er en kunstbranche, bliver vi nødt til at sætte fokus på konkrete redskaber som research og det at skrive levende billeder. Den opgave vil vi gerne tage på os, for der er ikke andre, der gør det. Vi skal sikre, at de bedste kræfter opsøger og bliver i faget," siger han og spørger retorisk: "Jeg er helt enig i, at vi har verdens bedste filmskole, men har vi også verdens bedste filmuddannelse?"