Premiere på Cold Case Hammarskjöld

PREMIERE. Mads Brüggers undersøgende dokumentarfilm 'Cold Case Hammarskjöld' var det helt store samtaleemne på årets Sundance Filmfestival, hvor filmen vandt prisen for bedste internationale dokumentarinstruktør og fik gode anmeldelser. 7. februar kan filmen ses i de danske biografer.

Det er knap en uge siden, at Mads Brügger vandt prisen for bedste internationale dokumentarinstruktør for 'Cold Case Hammarskjöld' på Sundance Filmfestival, hvor filmen havde verdenspremiere. Nu er han tilbage i Danmark til den danske premiere på filmen, som havde international premiere på Göteborg Filmfestival i sidste uge. 

'Cold Case Hammarskjöld' undersøger det mystiske flystyrt i Zambia, som resulterede i FN-generalsekretær Dag Hammarskjölds død i 1961. I selskab med svenske Göran Björkdahl, som i en årerække har ledet en privat efterforskning af styrtet, afdækker Brügger langsomt en større konspiration, som har dybe tråde til kolonialismen. 

"Dét, der virkelig fangede min interesse, var alt det, som var forbundet til Dag Hammarskjölds død – det mystiske flystyrt, som man kunne bruge måneder, hvis ikke år, på at efterforske, fordi det var så bizar en hændelse," fortæller Mads Brügger i Det Danske Filminstituts engelsksprogede interview, skrevet af Geoffrey Macnab. 

Resultatet er intet mindre end sensationelt, skriver flere udenlandske og nationale medier i deres rosende anmeldelser af filmen. 

Indiewire giver karakteren B+ og skriver om Brüggers ambitiøse graverarbejde: "[...] Vandene deler sig og Brügger finder en direkte rute til den rystende afsløring, at Afrika kunne have været anderledes blomstrende, havde det ikke været for Hammarskjölds død."

I The Hollywood Reporters anmeldelse fremhæves det, at filmen er kendetegnet ved Brüggers sædvanlige dobbelttydighed som instruktør. Filmen beskrives som et "mordmysterium drevet af konspirationsteorier med nogle hysterisk morsomme metakommentarer om genren. 'Cold Case Hammarskjöld' er enten et fantastisk stykke graverjournalistik, der bygger op mod et afslørende klimaks, eller en snu spøgefugls dystre kritik af publikums desperate behov for svar."

Screen International roser også filmen for dens "hjernevridende afsløringer": "Virkeligheden overgår fiktionen, eller er i hvert fald foruroligende tæt på, i 'Cold Case Hammarskjöld', en undersøgende dokumentar, man ikke kan sætte i bås, og som også er et selvrefleksivt essay om politisk sandhed og vanskelighederne ved at etablere den."

Herhjemme får filmen de maksimale seks stjerner i Soundvenue og udråbes til "mesterlig". Anmelderen uddyber: "Men 'Cold Case Hammarskjöld' er ikke kun en sensationel journalistisk historie. Det er også en sensationelt god dokumentarfilm, som fortjener at få opmærksomhed for sine filmiske fortrin."

Mere om filmen

'Cold Case Hammarskjöld' er skrevet og instrueret af Mads Brügger. Filmen er produceret af Peter Engel for Wingman Media med støtte fra Filminstituttets konsulentordning. Efter verdenspremieren på Sundance Filmfestival har filmen europæisk premiere på Göteborg Filmfestival. Dansk premiere den 7. februar.