Kjeld Jacobsen

Skuespiller. Født 11/11 1915, død 7/6 1970 - 54 år gammel.

Uddannet på Privatteatrenes elevskole 1944-46.

Uddrag fra Morten Piils "Danske filmskuespillere" (Gyldendal, 2003):

Nogen stjerne blev han aldrig, hans sobre maskulinitet var uden den friskfyr-charme, som samtiden påskønnede, og hans hovedroller blev få. Men han er en af vores bedste birolleskuespillere, altid solid og som regel interessant selv i tvivlsomme roller. Han er yderst troværdig i uniform og som forvalter af ansvarsfulde poster. Men bedst er han i roller med hemmelighedsfulde sidelys, hvor hans tilsyneladende så gedigne mandighed og saglige stemmeføring får en bitone af sårbarhed eller hulhed.

Han begyndte med bittesmå roller i frihedskæmperfilmene "Den usynlige Hær" (1945) og "De røde Enge" (1945). I den sidstnævnte lader han sin myndige stemme lyde et par gange i starten, men i "Støt står den danske sømand" (1948) viser han for første gang sin stærke udstråling i en regulær birolle som den tapre styrmand, der mister begge ben.

Han får sin første gode, større rolle i Ole Palsbos bidske satiriske drama "Familien Schmidt" (1951), hvor hans på overfladen noble, småkyniske forfører er særdeles overbevisende. Her udnyttes noget køligt i blik og stemmeføring, der gør ham velegnet til at spille beregnende naturer. Til gengæld er han ikke så slem som forventet som en sømand, der samler den fortvivlede teenageheltinde op i "Unge piger forsvinder i København" (1951).

I Helge Kjærulff-Schmidt-komedien "Kærlighedsdoktoren" (1952) er han glat landsretssagfører og igen ude med snøren, denne gang efter Birgitte Federspiels naive magister. Og i den ganske krasse familiefilm "Ta' Pelle med" (1952) tager hans gårdbestyrer skridtet fuldt ud og udnytter groft en yngre kvinde erotisk.

Herefter går han over i heltefaget som faldskærmsudspringer-sabotør i "Der kom en dag" (1955), ingen interessant rolle, og det er de to næste heller ikke: solid godsejer i "Tre finder en kro" (1955) og gemytlig skipper i Saga-komedien "Kristiane af Marstal" (1956). Især mangler han anlæg for Saga-hyggen og al dens væsen.

Han spiller den største danske rolle i André de Toth's amerikansk-danske krimi "Hidden Fear" /Skarpe skud i Nyhavn (1957), hvor han igen er sympatisk som kriminalbetjent. Tilbage i skurkefaget i herregårdsdramaet "Komtessen" (1961) giver han sin gartner et menneskeligt ansigt - filmens klart bedste præstation. Og suverænt rammer han en egen hoven sårbarhed som overklassebøssen Harry i Palle Kjærulff-Schmidts udgave af Harold Pinters "Kollektionen" (1962) - "Kjeld beherskede i Pinters herlige tv-dramatik det gådefuldt tvetydige, kunne både true og være offer," som Kjærulff-Schmidt skriver i sine erindringer "I den grønne skov" (1998).

Han har fremragende scener i Gabriel Axels "Paradis retur" (1964) som heltens ven med nazistisk uniformsfiksering. I Palle Kjærulff-Schmidts og Klaus Rifbjergs "To" (1964) er han næsten uhyggelig præcis som en biografinspektør med gnidrede erotiske bagtanker, og samme par giver ham en af hans bedste filmroller i den mikroskopisk detalje-erindrede Besættelsestidsfilm "Der var engang en krig" (1966) som den borgerligt grundfæstede far. Her udfoldes hans uselviske autoritet og bundne varme i træfsikker hverdagsminimalisme.

På tv sås han i sit dødsår som køligt analyserende, desillusioneret psykiater i Panduro-tvspillet "Bella" (1970) - og han var fremragende. [Uddrag fra "Danske filmskuespillere" slut]