Den danske Oscar-komité, der består af repræsentanter fra filmbranchen og Filminstituttet, har valgt at indstille David Borensteins dokumentarfilm ‘Mr. Nobody Against Putin’ som Danmarks officielle Oscar-kandidat i kategorien ’International Feature Film Award’. Filmen indgår nu i kapløbet med film fra resten af verden om at blive shortlistet til Oscar-prisuddelingen, som finder sted d. 15. marts 2026.
Filmen er tilmeldt af Made in Copenhagen og er kvalificeret på baggrund af kommerciel dansk biografpremiere den 22. marts.
Tine Fischer, direktør for Filminstituttet og forperson for den danske Oscar-komité, siger:
"De shortlistede, danske Oscartitler udviser i år stor forskellighed og styrke, og efter grundige overvejelser er komiteen nået frem til, at udpege ‘Mr. Nobody Against Putin’. Det er en modig film, der tør gå tæt på et af de mest komplekse og konfliktfyldte emner i vores samtid – uden at miste sit blik for det menneskelige. Den balancerer humor, absurditet og alvor med stor præcision og vidner om, hvad dokumentarfilmen kan, når den insisterer på både form og indhold. Det er en film, der ikke giver lette svar, men stiller vigtige spørgsmål – og netop derfor har vi vurderet, at den kan gøre sig gældende internationalt."
Om ‘Mr. Nobody Against Putin’
I ‘Mr. Nobody Against Putin’ følger vi Pasha, der er en helt almindelig lærer i en lille russisk by. Han er kendt som skolens sjove, kreative og utraditionelle voksen, som eleverne elsker. Men skolens hverdag ændrer sig drastisk, da Putin indfører propaganda og krigsundervisningen på skoleskemaet i kølvandet på sin fuldskala-invasion af Ukraine.
I stedet for at lære eleverne at tænke selvstændigt, bliver Pasha nu tvunget til at filme og dokumentere børn, der reciterer meningsløse tekster og lærere, der læser uforståelige paroler op for deres klasser. I protest – og i al hemmelighed – begynder Pasha at smugle videoerne ud af Rusland. Samtidig begynder han at filme, hvordan propagandaen og krigen påvirker det samfund, han bor i. Pashas optagelser afslører det russiske samfunds forvandling, Putins jerngreb på befolkningen og de hjerteskærende øjeblikke, hvor tidligere elever sendes til fronten.
Gennem Pashas personlige fortælling får publikum et sjældent intimt og nutidigt indblik i Putins Rusland. Filmen er en påmindelse om, at mod kan tage mange former, når alt synes tabt.
Filmen er instrueret af David Borenstein og medinstrueret af Pasha Talankin.
Helle Faber har produceret for Made in Copenhagen med støtte fra Det Danske Filminstitut.
Filmen havde verdenspremiere på Sundance Film Festivalen i januar, hvor den vandt ’World Cinema Documentary Special Jury Award’ og fik dansk premiere under CPH:DOX i marts 2025. Siden verdenspremieren har filmen været vist på et hav af internationale film festivaler, herunder 19 i USA og har indtil videre modtaget 10 festival priser.
Filmens internationale salg varetages af DR Sales og PR varetages af Line Bilenberg.