Daniel Dencik laver spillefilm i Japan

I PRODUKTION. 'Miss Osaka' er titlen på Daniel Denciks kommende spillefilm, som han begynder optagelserne til i januar. Victoria Carmen Sonne og Mikkel Boe Følsgaard indtager filmens to hovedroller.

I 'Miss Osaka' drømmer 24-årige Ines om at være en anden. Hun er en søgende og usikker ung kvinde, der er fulgt med sin kæreste på forretningsrejse til Norge, hvor hun møder den halvjapanske turist Maria. Da Maria forsvinder, tager Ines en radikal beslutning. Hun erklærer sig selv død og rejser til Japan for at overtage Marias identitet, fascineret af historier om hendes tilværelse på natklubben Miss Osaka, hvor grænser nedbrydes, identiteter opløses og nye skabes. Her engagerer Ines sig i et farligt maskespil på flugt fra sig selv og sin egen fortid, samtidig med at det tillokkende fremmede liv begynder at vise sine skyggesider.

Byen Osaka er i filmen en metafysisk størrelse. Det er en drømmeverden, der ligner vores og alligevel ikke. Instruktørens ambition for filmen er at undersøge en fundamental, eksistentiel drift i det moderne menneske: ønsket om at skifte ham og blive til en anden.

Manuskriptet er blevet i et samarbejde mellem Daniel Dencik og Sara Vedde Jønsson.

Dencik debuterede som dokumentarinstruktør i 2012 med 'Moon Rider' og som spillefilminstruktør i 2015 med 'Guldkysten'. 

Victoria Carmen Sonne og Mikkel Boe Følsgaard spiller de to vestlige hovedroller. På listen over japanske skuespillere er blandt andet Mirai Moriyama, Kaho Minami, Junko Abe og Nagisa Morimoto. Det japanske cast er netop blevet præsenteret på den danske ambassade i Tokyo, og 'Miss Osaka' er den første dansk-japanske koproduktion.

Michael Haslund producerer for Haslund Dencik Entertainment i samarbejde med japanske C & I Entertainment og norske Rein Film med støtte fra Det Danske Filminstitut ved filmkonsulent Morten Giese.

Der er forventet premiere i foråret 2020.