Dansk virtual reality-projekt vinder hovedpris i Venedig

VENEDIG. Kunstnerparret Michelle og Uri Kranots 'The Hangman at Home', der udforsker ansvar og skyld, vandt lørdag aften hovedprisen for VR ved filmfestivalen i Venedig.

Dansk virtual reality var repræsenteret ved hele tre værker på årets Venedig Filmfestival, og da priserne skulle gøres op lørdag aften var der guld til et af dem. 

Michelle og Uri Kranot modtog prisen for bedste virtual reality-projekt for deres interaktive VR-oplevelse for enkeltbrugere, 'The Hangman at Home', der undersøger temaer som ansvar og skyld iscenesat inden for den hjemlige, private sfære. 

Værket er inspireret af Carl Sandburgs digt fra 1922 af samme navn, men selve historien handler ikke om at hænge mennesker, som titlen måske antyder. Derimod er fokus på den akavede intimitet, vi som mennesker kan opleve, og på den særlige forbindelse mellem den skyldige og dem, der bærer et ansvar som vidner. 

Projektet benytter sig af en særlig animationsform, der er håndmalet frame for frame med akryl. Som bruger får man mulighed for at gå ind i en række rum, hvor fem forskellige historier udspiller sig. Man bliver inviteret til at træffe et valg, som gør én til del af historien. Men hvilken rolle vælger man? 'The Hangman at Home' ønsker at vise, at vi mennesker har mere tilfælles, end vi egentlig går og tror. 

VR-oplevelsen er første led i et multimedieprojekt bestående af tre selvstændige værker. Projektet omfatter desuden en animeret kortfilm, også med titlen 'The Hangman at Home', som forventes at udkomme i 2021, samt en skalerbar VR-installation for flere brugere med titlen 'We Are at Home'.

Michelle og Uri Kranot var også udtaget til Venedig Filmfestivalen med VR-værket 'Nothing Happens' i 2017, og kunstnerparret har desuden modtaget priser på animationsfestivalen Annecy i Frankrig og været shortlistet til en Oscar for deres kortfilm. 

'The Hangman at Home – VR' er produceret af Lana Tankosa Nikolic for Late Love Production med støtte fra Det Danske Filminstitut, Den Vestdanske Filmpulje og The Animation Workshop.