Det sidste paradis på Jord vinder Nordisk Råds Filmpris

HÆDER. Nordisk Råds Filmpris 2025 går til den dansk-færøske film ’Det sidste paradis på Jord’ af instruktør Sakaris Stórá, manuskriptforfattere Tommy Oksen og Mads Stegger og producent Jón Hammer.

Nordisk Råds Filmpris 2025 går til den dansk-færøske film ’Det sidste paradis på Jord’ – et drama om identitet, sorg og længsel.

Prisen går til instruktør Sakaris Stórá, manuskriptforfatterne Tommy Oksen og Mads Stegger og producent Jón Hammer, der har produceret for Adomeit Film og Kykmyndir med støtte fra Filminstituttets Konsulentordning ved Annette K. Olesen.

’Det sidste paradis på Jord’ havde verdenspremiere på Göteborg Film Festival i Nordic Light programmet i januar og dansk biografpremiere 1. maj. 

Filmen blev udvalgt blandt syv nordiske kandidater af en jury bestående af ét medlem fra hvert af de nordiske lande:

  • Heidi Hilarius-Kalkau Philipsen, Danmark
  • Jan Berg Jørgensen, Færøerne
  • Marjo Pipinen (Finland)
  • Klaus Georg Hansen (Grønland)
  • Jóna Finnsdóttir (Island)
  • Anne Gjeldsvik (Norgen)
  • Jonas Holmberg (forperson) (Sverige)

Juryens begrundelse for valget af ’Det sidste paradis på Jord’ som årets modtager af filmprisen lyder: 

“Nordisk Råds Filmpris 2025 går til en film, der – ud over spørgsmålet om at blive eller forlade sit hjemland – udforsker temaer som personlig lammelse og økologisk krise. Fortalt med usentimental autenticitet indfanger den en frossen, stille sorg. Hovedpersonen må lære at vise omsorg, ligesom fiskeriets verden må finde tilbage i balance med naturen. Med sin betagende cinematografi sætter denne færøske spillefilm et aftryk i nordisk filmkunst.”

Om filmen

Den jordbundne og romantiske Kári elsker det enkle liv i sin lille landsby på en isoleret ø i et af verdens mindste lande. Men tiderne ændrer sig snart til det værre. Den eneste indtægtskilde for lokalsamfundet er fiskefabrikken, hvor Kári arbejder, og da den står over for lukning, leder arbejderne og hans bedste ven efter en løsning. Men modsat de fleste andre unge på øen ønsker Kári at blive. Han er i fred med tingene, som de er, og selv når alle jagter en bedre fremtid et andet sted, beslutter Kári sig for at blive og møde udfordringerne direkte. For ham er hans hjemby det sidste paradis på Jord.

Om Nordisk Råds Filmpris

Nordisk Råds Filmpris gives til en film med høj kunstnerisk kvalitet og kunstnerisk originalitet, og som har en betydelig forankring i den nordiske kultur. Med prisen følger en præmie på 300.000 kr., der deles mellem instruktøren, manuskriptforfatterne og producenten for at afspejle og understrege, at film som kunstnerisk udtryk er resultatet af et tæt samarbejde mellem disse tre funktioner.

 

Tidligere danske vindere af Nordisk Råds Filmpris

2023: 'Viften'. Instrueret af Sakaris Stórá, skrevet af Tommy Oksen og Mads Stegger og produceret af Jón Hammer for Adomeit Film.

2021: 'Flugt'. Instrueret af Jonas Poher Rasmussen, skrevet af Amin og Jonas Poher Rasmussen og produceret af Monica Hellström, Charlotte de la Gournerie og Signe Byrge Sørensen for Final Cut for Real, Danmark

2019: 'Dronningen'. Instrueret af May el Toukhy, skrevet af Maren Louise Käehne og May el Toukhy og produceret af Caroline Blanco og René Ezra for Nordisk Film Production, Danmark

2013: 'Jagten'. Skrevet og instrueret af Thomas Vinterberg, skrevet af Tobias Lindholm og produceret af Sisse Graum Jørgensen og Morten Kaufmann for Zentropa, Danmark.

2010: 'Submarino'. Skrevet og instrueret af Thomas Vinterberg, skrevet af Tobias Lindholm og produceret af Morten Kaufmann for Nimbus Film, Danmark.

2009: 'Antichrist'. Skrevet og instrueret af Lars von Trier og produceret af Meta Louise Foldager for Zentropa, Danmark.

2007: 'Kunsten at græde i kor'. Instrueret af Peter Schønau Fog, skrevet af Bo Hr. Hansen (efter en roman af Erling Jepsen) og produceret af Thomas Stenderup for Final Cut, Danmark.

2005: 'Drabet'. Instrueret af Per Fly, skrevet af Kim Leona, Dorte Høgh, Mogens Rukov og Per Fly og produceret af Ib Tardini for Zentropa, Danmark.