To dokumentarfilm til Toronto Filmfestivalen

TORONTO. Feras Fayyads 'The Cave' om et underjordisk hospital i Syrien og Eva Mulvads 'En familie på flugt' om en iransk families rejse mod en bedre fremtid får begge verdenspremiere på Toronto Filmfestivalen, en af årets mest prominente filmbegivenheder.

Det bliver den danskproducerede 'The Cave', der i år åbner dokumentarprogrammet på Toronto Filmfestivalen med start den 5. september.

'The Cave' er instrueret af Feras Fayyad, der i 2018 var nomineret til en Oscar for dokumentaren 'De sidste mænd i Aleppo'. Også udtaget til dokumentarprogrammet TIFF Docs er 'En familie på flugt' af Eva Mulvad. Begge film får verdenspremiere på festivalen og er produceret af Danish Documentary Production.

Toronto Filmfestivalen, også kendt som TIFF, er et trækplaster for den internationale branche, presse og publikum og anses for at være en af efterårets festivalsværvægtere med stor betydning for lanceringen af europæiske film i Nordamerika. 

The Cave med beretning fra Syrien

Feras Fayyads 'The Cave' tager publikum med til den østlige del af Ghouta, en forstad til den syriske hovedstad Damaskus.

Her, i underjordiske huler og gange under krigsmarken, gemmer der sig et hemmeligt hospital. Hospitalet drives af børnelægen Amani og hendes team bestående af læger og sygeplejersker. I det underjordiske mørke genskabes håbet for de tusindvis af børn og voksne, som er ofre for de brutale krigshandlinger.

Foruden en Oscar-nominering blev Feras Fayyads 'De sidste mænd i Aleppo' (2017) hædret med en lang række priser, blandt andet på Sundance Filmfestivalen og CPH:DOX. 

'The Cave' er produceret af Kirstine Barfod og Sigrid Dyekjær for Danish Documentary Production med støtte fra blandt andet Filminstituttet og TV 2 Danmark.

En familie på flugt om vejen til et trygt liv

I Eva Mulvads 'En familie på flugt' følger vi en lille families skæbne på vejen fra Iran til Vesten. 

En ung kvinde, Leila, er flygtet fra Teheran og er nu landet i Istanbul. Med sig har hun sin 4-årige søn, Mani, og sin elsker, Sahand. I Iran har de overtrådt alle regler, for de har haft en hemmelig affære og fået et barn, mens de begge var gift. De har ikke kunnet fortælle sandheden til deres søn, fordi utroskab straffes med døden i Iran. Indtil flugten har sønnen Mani derfor kun kendt sin biologiske far som "onkel". Nu søger den lille familie et fælles håb for fremtiden i Vesten, men samtidig med deres ankomst til Tyrkiet bryder FN's flygtningesystem sammen. Snart er de fanget mellem bureaukrati og frygten for at blive afsløret.

Eva Mulvad har modtaget flere internationale priser for sine film, der blandt andet tæller 'Vores lykkes fjender' (2006), 'Det gode liv' (2011), 'Slottet' (2014) og senest 'Kirsebæreventyret' (2019). 

'En familie på flugt' er produceret af Sigrid Dyekjær for Danish Documentary Production med støtte fra blandt andet Filminstituttet og DR.

Dansk bidrag bag film om Imelda Marcos 

Sigrid Dyekjær fra Danish Documentary Production er desuden koproducer på den amerikanske instruktør Lauren Greenfields 'The Kingmaker', der også er udtaget til Toronto Filmfestivalens dokumentarprogram. 

'The Kingmaker', der følger Filippinernes tidligere førstedame Imelda Marcos, er filmet af Lars Skree og klippet af Per K. Kirkegaard, mens Rasmus Winther har stået for lyd og lyddesign. Filmen har modtaget støtte fra Filminstituttets ordning for koproduktioner. 

Lauren Greenfield, der er kendt for blandt andet 'The Queen of Versailles' (2012), er aktuel herhjemme i efteråret med den fotografiske serie Generation Wealth på Louisiana.

Filmenes danske premieredatoer er endnu ikke fastlagt.

Toronto Filmfestival 2019

Toronto Filmfestivalen melder ud om flere film i programmet over de kommende uger.

Festivalen løber i år fra 5. til 15. september. Se mere på tiff.net.

Dansk dokumentarfilm var sidste år repræsenteret i Toronto med Janus Metz og Sine Plambechs 'Hjertelandet'.