Ekspeditionsfilm til undervisning

UNDERVISNING. Fra Haslund Film, der producerede "Ekspeditionen til verdens ende", kommer nu fem kortfilm om mødet mellem naturvidenskab og kunst i Nordøstgrønland til brug på de gymnasiale uddannelser.

Dokumentarfilmen "Ekspeditionen til verdens ende" blev til ud fra 200 timers optagelser i Nordøstgrønland. Ud af de mange optagelser er nu også klippet fem nye kortfilm med ledsagende undervisningsmateriale. Hver film varer otte minutter og er beregnet til undervisningsbrug på de gymnasiale uddannelser.

"Ekspeditionen til verdens ende" skildrer en opdagelsesrejse i moderne kontekst. Rammen er ekspeditionsskibet Activs rejse til det nordøstlige Grønland, hvor en gruppe førende danske kunstnere og videnskabsmænd søger verdens ende og realiserer en drengedrøm.

De fem nye kortfilm fokuserer på enkelte ekspeditionsdeltageres praktiske feltarbejde, kunstneriske virke og personlige tanker om forskning og om livet. På hver sin måde skildrer de mødet mellem naturvidenskaben og kunsten med det hurtigt forandrede arktiske landskab i Nordøstgrønland som ramme.

En film følger blandt andet billedkunstneren Tal R i skabelsesproces og metode, og andre film viser konkret forskning inden for geologi, miljøgeokemi, marinebiologi og arkæologi. Filmene indfanger og registrerer naturens forandrede kredsløb og udvikling, og viser hvordan søgen efter svar rejser nye spørgsmål.

Producer, Michael Haslund-Christensen, der selv var med på ekspeditionen til Nordøstgrønland, forklarer intentionen bag projektet således:

"Vi vil gerne tage den yngre generation med til et sted på Jorden, der er upåvirket af den menneskelige eksistens og lade dem få indsigt gennem eksperters øjne. Filmen og kortfilmene er lavet for at inspirere og sige noget om, at vi mennesker udgør en mindre del af jordens udvikling og naturlige kredsløb, end vi går og tænker til hverdag – især når vi pligtskyldigt går rundt og bebrejder os selv for alt det dårlige, vi ødelægger jorden med. Dér sætter filmene det i et lidt andet perspektiv, som eleverne kan forholde sig til, når de ser filmene."

Stor undervisningspakke

Der er supplerende materiale med konkrete oplæg til undersøgelser og eksperimenter ud fra forskernes egne artikler og rapporter. Pakken indeholder undervisningsvejledning, populærvidenskabelige artikler i et temahæfte produceret af Københavns Universitet samt en online temaside på DR Gymnasium med de fem film, oplæg og relevante tv- og radioklip fra DR arkivet. Film og materiale er tilgængeligt på DR's website. Dokumentarfilm, kortfilm  og undervisningsmateriale er blandt andet støttet af Det Danske Filminstitut.

"Ekspeditionen til verdens ende" har siden premieren i februar været vist i 50 danske biografer og deltaget i 33 internationale festivaler i 19 lande. Filmen er instrueret af Daniel Dencik med manuskript af instruktøren, Michael Haslund og Janus Metz. Haslund Film har produceret.

 

Links

Se film og hent undervisningsmateriale på www.dr.dk/gymnasium.

Bestil et gratis klassesæt science-temahæfter med forskernes populærvidenskabelige artikler på www.science.ku.dk.

"Ekspeditionen til verdens ende" kan ses til undervisning på filmcentralen.dk med dit Uni-Login.

Trailer