Film og virtual reality på årets Venedig Filmfestival

VENEDIG. Debutspillefilmen 'Shorta' møder sit første publikum på Venedig Filmfestivalen, der også markerer verdenspremieren på tre danske virtual reality-værker. Som noget helt særligt i år kan VR-projekterne opleves i København og andre storbyer under hele festivalperioden fra 2. til 12. september.

Verdens ældste filmfestival i Venedig tager hul på sin 77. udgave den 2. september med et program, der også tæller fire danske projekter.

Anders Ølholm og Frederik Louis Hviids 'Shorta' deltager i de italienske filmkritikeres program, Settimana Internazionale della Critica, der løber parallelt med festivalens hovedspor. Filmen skal dyste som en ud af syv debutfilm i konkurrencen, som har fokus på nye talenter og strømninger.

Ud over sideprogrammets egne priser kan 'Shorta' også vinde prisen som bedste debutfilm på tværs af hele Venedig Filmfestivalens program.

Actiondramaet om en rutinepatrulje, der løber katastrofalt af sporet for de to betjente Jens og Mike, er produceret af Toolbox Film og har dansk premiere 8. oktober.

I konkurrencen for virtual reality (VR), Venice VR Expanded, deltager de tre værker ’Havfolket kalder mørknet vand’ af Vibeke Bryld og produceret af Final Cut for Real, ’Smagen af sult – VR’ af Christoffer Boe og David Adler med Zentropa og Makropol som producenter samt ’The Hangman at Home – VR’ af Uri og Michelle Kranot ved Late Love Production.

De tre projekter kan, som en del af de i alt 44 værker i Venedigs VR-konkurrence, opleves i Nikolaj Kunsthal i hele festivalperioden. Udstillingsstedet i København er en af de 14 kunst- og kulturinstitutioner fordelt på flere kontinenter, der giver publikum mulighed for at afprøve de virtuelle universer. Læs mere på Nikolaj Kunsthals hjemmeside.

Værkerne kan også opleves online via en særlig digital platform, hvis man selv har det rette virtual reality-udstyr. Her er det nødvendigt med en festivalakkreditering.

De tre danske VR-projekter har mulighed for at vinde følgende tre priser: en Grand Jury Prize for "Best VR Immersive Work", en pris for "Best VR Immersive User Experience" samt prisen for "Best VR Immersive Story".

'Shorta' såvel som de tre VR-værker er støttet af Filminstituttet. Venedig Filmfestivalen løber af stablen fra 2. til 12. september. Se mere på festivalens hjemmeside.