'Flugt' og 'Druk' vinder priser i Göteborg

FESTIVAL. Jonas Poher Rasmussens hyldede flygtningefortælling 'Flugt' hjemtog prisen for bedste nordiske dokumentar ved Göteborg Film Festival. Der var også priser til Thomas Vinterbergs 'Druk' og den svensk-danske koproduktion 'Tigers'.

Jonas Poher Rasmussens 'Flugt' hitter i udlandet i disse dage. Filmen vandt hovedprisen for internationale dokumentarfilm på Sundance Filmfestival for en uge siden, og nu har den modtaget hovedprisen for bedste nordiske dokumentar på Göteborg Filmfestival. 

I 'Flugt' udfolder instruktøren sin ven Amins gribende beretning om, hvordan han ankom til Danmark fra Afghanistan for 25 år siden. Den animererede dokumentar er allerede blevet rost til skyerne i de internationale medier. IndieWire skrev blandt andet: "Der har været utallige film om flygtningekrisen, men ingen af dem har den samme rene og uforfalskede originalitet som 'Flugt'". 

'Flugt' var ikke den eneste danske film, der gik sin sejrsgang på den svenske filmfestival. Thomas Vinterbergs 'Druk' vandt publikumprisen for bedste nordiske film og øgede dermed sin flotte stime af international hæder, der senest kulminerede med en Golden Globe-nominering og fire European Film Awards.

Festivalens hovedpris for bedste nordiske film gik til Ronnie Sandahls svensk-danske koproduktion 'Tigers', der er baseret på en sand historie om den moderne fodboldindustri. Filmen er koproduceret af Birgitte Skov for SF Studios. Maja Jul Larsen, manusforfatteren bag DR-dramaserien 'Ulven kommer', vandt desuden Nordisk Film & TV Fonds manuskriptpris.

Danmark var desuden repræsenteret på festivalen ved Lisa Jespersens spillefilmdebut, komediedramaet 'Hvor kragerne vender', der var udtaget til hovedkonkurrencen.

Göteborg Film Festival afholdes årligt og anses som en af de vigtigste nordeuropæiske filmfestivaler. Tidligere danske vindere tæller blandt andet 'Dronningen', 'Olegs krig', 'Charmøren', 'I dine hænder', 'The Look of Silence' og 'Bridgend'.