Når Tribeca Filmfestivalen i New York slår dørene op den 8. juni, bliver det med to danske verdenspremierer på programmet.
Annette K. Olesens ensembledrama 'Ingen kender dagen' er udvalgt til den internationale konkurrence for spillefilm. Her skal filmen dyste som en af ti titler om priserne for henholdsvis bedste spillefilm, manuskript, fotografering og skuespil.
På programmet er også Gabriel Bier Gislasons debutfilm, den romantiske gyser 'Natten har øjne', der er udtaget til Midnight Special, en sektion dedikeret til gys, horror og science fiction.
Tribeca Filmfestivalen er en af de vigtige platforme for promovering af europæisk film i USA. Festivalen, der er stiftet af blandt andre Robert De Niro, finder sted i år fra 8. til 19. juni. Se mere på tribecafilm.com.
Ensembledrama om tillid
I 'Ingen kender dagen' følger vi fem forskellige mennesker på en helt almindelig sensommerdag, hvis liv ændres for altid.
En ægtemand, en læge, en hustru, en skoleelev og en lille datter bliver i løbet af 24 timer konfronteret med en af tilværelsens skæbnesvangre skilleveje. I deres søgen efter kærlighed, identitet og et moralsk ståsted må de hver især satse det vigtigste, vi har mellem hinanden: tillid. Men tilliden er sårbar, og konsekvenserne bliver fatale, forbudte og pinagtigt morsomme.
Filmen bygger på fem noveller af henholdsvis Carsten Jensen, Martin Kongstad, Caroline Albertine Minor, Niels Henning Krag Jensby og Kamilla Hega Holst, med manuskript af Maren Louise Käehne. På rollelisten ses blandt andet Trine Dyrholm, Jakob Cedergren, Morten Hee Andersen og Lisbet Dahl.
Annette K. Olesen fik sin spillefilmdebut i 2002 med Berlin-vinderen 'Små ulykker' og har siden instrueret blandt andet 'Forbrydelser' (2004), 'Lille soldat' (2008), 'Skytten' (2013) samt afsnit af tv-serien 'Borgen'.
'Ingen kender dagen' er produceret af Jonas Frederiksen for Nimbus Film med støtte fra Det Danske Filminstitut. Scandinavian Film Distribution lancerer filmen i de danske biografer den 29. september.
Debutfilm fra New Danish Screen
Gabriel Bier Gislasons første spillefilm trækker stærkt på jødisk mytologi og mysticisme.
Maja lever af at optræde som nisse i storcentre og biblioteker. Da hun møder Leah, en ung jødisk kvinde fra London, falder hun pladask for hende. Men da Leah får et mystisk anfald, frygter Maja, at deres hæsblæsende romance må slutte, og tager en impulsiv beslutning om at følge med Leah tilbage til hendes hjem i det ortodokse jødiske kvarter i London. Her møder hun snart sin nye underbo, Leahs mor Chana, der oprindeligt selv er fra Danmark. Hun er en dominerende og hemmelighedsfuld kvinde, og Maja finder hurtigt ud af, at noget er helt galt.
Manuskriptet er skrevet af Bier Gislason, der er uddannet instruktør og manuskriptforfatter fra New York University. Han har tidligere lavet flere kortfilm i både Danmark og USA.
I hovedrollerne som Maja og Leah ses Josephine Park og Ellie Kendrick. Park vandt i år en Robert for sin birolle i 'Venuseffekten' og har vundet statuetten to gange tidligere for sin birolle i serien 'Doggystyle' for henholdsvis første og anden sæson. Engelske Kendrick er kendt herhjemme for sin rolle som Meera Reed i serien 'Game of Thrones'. Også med på rollelisten er Sofie Gråbøl og David Dencik.
Filminstituttets talentordning New Danish Screen har støttet filmen, som er produceret af Thomas Heinesen for Nordisk Film. Dansk premiere er den 30. juni.