Journal 64 runder 600.000 solgte billetter

BIOTAL. Christoffer Boes filmatisering af Jussi Adler-Olsens ’Journal 64’ er blevet set af næsten 620.000 biografgæster på lidt mere end tre uger.

Inden for de seneste ti år har otte danske film solgt mere end 600.000 billetter - og ’Journal 64’ er en af dem. I betragtning af at filmen kun har været i biografen i knap fire uger, tyder alt på, at den vil nå op på siden af ’Fasandræberne’, der er seriens hidtil mest populære film med over 750.000 solgte billetter. 

Siden 2008 har Filminstituttet undersøgt publikums vurdering af danske biograffilm. ’Journal 64’ er ifølge publikumsvurderingerne den bedste af de fire film i serien. Det skal ses i lyset af, at de tre foregående film også havde særdeles gode vurderinger. 

Filminstituttet undersøger også publikums sammensætning ved danske biograffilm. Resultaterne offentliggøres løbende på dfi.dk. I publikumsprofilen på de enkelte titler kan du finde grundlæggende demografiske oplysninger om filmens publikum, fx køn og aldersfordeling, samt den geografiske fordeling af publikum.

Der er nu solgt 2,6 millioner billetter til danske film med to månereder tilbage af året. Det giver en aktuel dansk markedsandel i biograferne er på 26 % mod 22 % på samme tidspunkt sidste år.