Det er 13 år siden, at Sine Skibsholt første gang rettede sit kamera mod Rosemarie. Den dengang fireårige pige havde fået konstateret kræft, og Skibsholt begyndte at filme Rosemarie i forbindelse med forskellige øvelser på dokumentaruddannelsen på Filmskolen, og hun fortsatte, indtil Rosemarie begyndte i skole.
"Rosemarie fortalte mig senere, at de optagelser, jeg lavede med hende dengang, hjalp hende utroligt meget. Hun kunne ikke rigtig huske forløbet, og dér var optagelserne en stor hjælp for hende i arbejdet med at stykke sin egen historie sammen," fortæller Skibsholt.
Rosemarie blev rask, men ti år senere viste kræften igen sit grimme ansigt. Og her kontaktede familien Skibsholt og spurgte, om hun ville dokumentere sygdomsforløbet og Rosemaries liv i den periode.
Had og kærlighed på én gang
Optagelserne blev til Skibsholts dokumentarfilm 'Lever Elsker Savner', der tidligere på året havde premiere i hovedkonkurrence på CPH:DOX og nu vises på dokumentarfestivalen IDFA i Amsterdam, hvor Skibsholt vandt debutantprisen i 2016 for 'Dem vi var'.
Men 'Lever Elsker Savner' handler ikke så meget om kræft som om det unikke bånd mellem Rosemarie og moren Katrine, der blev sat på en prøve i sygdommens skær. Et tema, som Skibsholt også kredsede om i debutfilmen, der skildrede, hvordan et ægtepars forhold pludselig ændrede sig, da manden fik en hjerneskade.
"Som udgangspunkt er jeg ikke interesseret i selve sygdommen, men derimod hvordan alvorlig sygdom kan rykke ved grundlæggende eksistentielle forhold og valg. Mit udgangspunkt i 'Lever Elsker Savner' er kærligheden og forholdet mellem mor og datter, der sammen skal kæmpe sig igennem en ubærligt barsk tid," siger instruktøren.
Filmen tager os helt tæt på de konflikter, der opstår, da Rosemarie igen bliver syg, og det stærke kærlighedsbånd bliver slidt af skænderier om alt og intet. Det er ærligt og sårbart, når Rosemarie er en kontrær teenager og skælder sin mor ud for ikke at håndtere sygdommen godt nok.
"Som så mange andre teenagere både hader og elsker Rosemarie sin mor i et virvar af konflikter og skænderier. Men samtidig oplevede jeg en intimitet og en ærlighed mellem dem, som jeg ikke tror, mange teenagere og forældre formår at bevare," siger Skibsholt.
Publikums reaktion
Igen viste filmoptagelserne sig at være en stor hjælp for Rosemarie, der blev erklæret rask i maj 2018 efter over et års sygdom. Med billedernes hjælp kunne mor og datter se sig selv udefra og sammen bearbejde smerten.
"Filmen og reaktionerne fra publikum har gjort utroligt meget for Rosemarie og Katrines forhold. Katrine fortalte mig for nylig, at de er nået til et sted, hvor de kan binde en sløjfe om sygdomsforløbet. Ikke at det er noget, de kan lægge bag sig, for det vil altid være et fundament for deres livshistorie, men de har sammen lukket døren til de konflikter, sygdommen medførte – både første og anden gang."
Skibsholt fortæller, at publikum generelt har været fascineret af oplevelsen af at komme helt ind i en families mest intime rum. Og folk, der selv har haft sygdommen inde på livet, har fortalt, hvordan det har hjulpet at have en film, der viser, hvor kompliceret det er – både for den, der er syg, og de pårørende.
"Jeg håber, at jeg har formået at portrættere en virkelighed, som ikke er sort-hvid," siger Skibsholt.
"Når vi som mennesker havner i en krise, er der ingen 'rigtig' måde at håndtere det på. Sådan er det med alle livets kriser, og forhåbentlig kan filmen minde os om det. Vi er alle hovedperson i vores eget liv, og jeg tror, at vi alle har brug for et narrativ om os selv, som vi kan forstå os selv, vores relationer og udfordringer ud fra. At se sig selv udefra og opleve et moment fastholdt og måske endda forstærket af den smerte, frustration og glæde, som fandtes i det øjeblik, kan være med til at bearbejde det."