Min søsters børn i biografen

PREMIERE. I årets danske jule-familiefilm "Min søsters børn vælter Nordjylland" giver et nyt hold skuespillere sig i kast med den populære filmserie om børnepsykologiprofessoren, hvis teorier bliver udfordret af mødet med søsterens fem mere end almindeligt livlige unger. Filmen har premiere den 16. december.

De har været "på bryllupsrejse", "i sneen" og "i Ægypten". Denne gang sætter Onkel Erik og børnene kurs mod noget så eksotisk som Nordjylland.

Onkel Erik i Peter Myginds skikkelse har lånt børnene med til Nordjylland, hvor han vil åbne et familie-teambuilding-center for kriseramte børnefamilier. Men nabo Svendsen (Søren Malling), har planer om at overtage Onkels grund, så han kan udvide Golfbanen til sit ferie-resort, og han skyer ingen midler for at få sin vilje. Børnene og Onkel Erik må stå sammen, hvis de skal vinde over Svendsen og han kumpan, den korrupte borgmester (Preben Kristensen).

Min søsters børn i flere inkarnationer

"Min søsters børn vælter Nordjylland" er den ottende film, der tager udgangspunkt i Onkel Erik, Blop, Pusle, Michael, Jan og Amalie.

Annelise Reenberg instruerede i slutningen af 60'erne og de tidlige 70'ere de første fire Min søsters børn-film for Saga Studiet.

I 2001 blev serien genoplivet af Moonlight Filmproductions af producerne Michael Obel og Lars Kolvig med Tomas Villum Jensen som instruktør på de første to film og Kasper Barfoed på den tredje. 

Det er Thura film, der står for den nye film med Martin Miehe-Renard som instruktør og Michael Obel som producer. "Min søsters børn vælter Nordjylland" er støttet af Det Danske Filminstitut.

"Min søsters børn vælter Nordjylland" har premiere den 16. december.