Odense Filmfestival viser også kortfilm online

FESTIVAL. Odense International Film Festival er i gang. Kortfilmene i festivalens programmer kan i perioden streames via festivalens hjemmeside.

OFFstream er navnet på OFF – Odense International Film Festivals nye streamingtjeneste, hvor man i festivalperioden fra 24. august til 6. september kan se de korte filmiske fortællinger fra hele verden, der er udtaget til årets program.

For at se årets film, skal man købe 'billet' til festivalens online version og dermed sikre sig adgang til de 129 dugfriske kortfilm, der er arrangeret i de samme programmer som på den fysiske festival i Odense.

På OFFstream kan man også se en god håndfuld kortfilm fra OFFs bagkatalog – blandt andet Oscar-nominerede titler og danske afgangsfilm.

”På grund af Covid-19 har vi reduceret festivalens kapacitet i den virkelige verden væsentligt, men med OFFstream sikrer vi et stærkt tilbud til alle dem, der ikke kan besøge os fysisk i Odense. Film online bliver selvfølgelig aldrig en erstatning for en skulder-ved-skulder oplevelse i biografens mørke, men det er da et godt supplement, som kan være med til at dele det korte medies magi,” fortæller festivalleder Birgitte Weinberger.

OFFstream er støttet af Kulturregion Fyn, Det Danske Filminstitut og Region Syddanmark.

Besøg OFFstream

Fakta

OFF – Odense International Film Festival afholdes i år fra 24. august til 6. september.

I 2013 blev OFF Danmarks første Oscar-kvalificerende filmfestival. I dag bliver vinderen af Hovedkonkurrencen, Den Danske Konkurrence, Animationskonkurrencen og Dokumentarkonkurrencen indstillet til en Oscar.

Fra 2019 har OFF ydermere kunnet sende én kandidat videre til European Film Awards.

De nominerede til Robert-prisen for Bedste Danske Kortfilm findes desuden blandt de udvalgte film til Den Danske Konkurrence på OFF.

 (Oprindeligt udgivet 4. august 2020)