Sådan bruges film og serier

ANALYSE. Vidste du, at ’Kollektivet’ er ligeså udbredt i Danmark som ’House of Cards’, og vidste du, at unge stadig er den befolkningsgruppe, der går mest i biografen? 11. juni blev nye indsigter om danskernes forbrug af spillefilm og tv-serier præsenteret til brancheseminaret FIKTION2018.

VIDSTE DU? er overskriften på en ny analyse af publikums holdninger, adfærd og forbrugsmønstre i forhold til forskellige fiktionsformater som spillefilm, tv-serier og web-serier. 

Når snakken falder på film og serier, kan man til tider høre udsagnet, at danskerne ikke rigtigt ser film længere. Men det er og bliver en myte. Tal fra VIDSTE DU? viser, at 99% af alle adspurgte ser film, og faktisk ser næsten 50 % film mindst en gang om ugen. 

Kontakt

Martin Kofoed Hansen
Analysekonsulent
Tlf. +45 2630 4008
martinkh@dfi.dk

Sanne Juncker Pedersen
Lanceringskonsulent
Tlf. +45 2244 0037
sannep@dfi.dk

Ca. halvdelen af befolkningen bruger Netflix, hvilket også gælder for DR TV. Unge benytter i gennemsnit 4,1 forskellige streamingtjenester, mens tallet for befolkningens ældste i gennemsnit ligger på 1,2. 21 % af danskerne benytter overhovedet ikke streamingtjenester.

Kvaliteten af de film, som findes i biografen, vurderes højere end andre platforme, og omtrent halvdelen af de adspurgte peger på det store lærred og den gode lyd som motivation for at tilvælge biografen. 9 % angiver, at de går i biografen for at være offline. Når danskerne ser film derhjemme, er tv-skærmen fortsat den foretrukne skærm – også for unge.

Der er i analysen spurgt ind til 120 danske spillefilm og mere end 100 tv-serier. Hermed har man skabt overblik over udbredelsen af danske spillefilm på tværs af vinduer (biograf, streaming og tv) og etableret et katalog over udbredelsen af danske og udenlandske serier. Dette giver en ny gennemsigtighed omkring, hvor stor udbredelse de enkelte serier har – i mangel på datatransparens fra bl.a. Netflix eller HBO. 

”Undersøgelsen er gennemført i samarbejde med analyseinstituttet YouGov. Der er i perioden 30.november – 11. december i alt gennemført 2.562 CAWI-interview med 15+ årige”.