Ser du månen, Daniel filmatiseres

PRODUKTION. Niels Arden Oplev skal instruere Puk Damsgårds bestseller om den unge danske freelancefotograf Daniel Rye, der sad 398 dage som gidsel hos Islamisk Stat i Syrien. Optagelserne begynder 1. oktober.

Den dramatiske historie om den danske fotograf Daniel Rye bliver nu til film, når Niels Arden Oplev filmatiserer Puk Damsgårds 'Ser du månen, Daniel´, som skildrer gidseltagningen og den kamp, Daniels familie kæmper for at få ham hjem i live.

Filmen følger Daniel Ryes liv i fangenskab og den stadigt mere desperate familie hjemme i Hedegård i Jylland. Gennem Daniels historie giver filmen et enestående indblik i, hvordan mennesker overlever tortur, skaber venskaber og bevarer håbet under ekstreme forhold. Den skildrer både, hvordan familien håndterer frygten for, at deres søn aldrig kommer hjem samt de nervepirrende løsesumsforhandlinger mellem den danske gidselforhandler Arthur og Islamisk Stat. Daniel Rye er indtil videre det sidste gidsel, der har forladt fangenskab hos Islamisk Stat i live. 

Anders Thomas Jensen har skrevet manuskriptet. Titelrollen indtages af Esben Smed, og Anders W. Berthelsen, Sofie Torp, Sara Hjort, Jens Jørn Spottag og Christine Gjellerup Koch spiller filmens øvrige bærende roller. 

”Visionen er enkel: At bringe os så tæt som muligt på de intense hændelser og udfordringer som Daniel Rye og de mennesker omkring ham, der blev berørt af hans tilfangetagelse, gennemgik,” siger instruktør Niels Arden Oplev, der har arbejdet på projektet i flere år. 

Filmens fotograf er Erik Kress, klipper er Anne Østerud og komponist er Johan Söderqvist.

’Ser du månen, Daniel’ produceres af Morten Kaufmann og Signe Leick Jensen for Toolbox Film med støtte fra Det Danske Filminstitut. 

Filmen, der har et samlet budget på 41 mio. kr., optages over ti uger i perioden 1. oktober i år til 31. januar 2019 i Trollhättan i Sverige, Aarhus, Jordan og Canada og får forventet biografpremiere i Danmark 19. september 2019.