"Vi er drevet af lysten til at forstå"

INTERVIEW. Det har været et fantastisk år for 'Dronningen', som er udråbt til et hovedværk i dansk film og har haft stærkt tag i publikum både herhjemme og internationalt. Instruktør May el-Toukhy og manuskriptforfatter Maren Louise Käehne fortæller om deres arbejde med filmen og publikums reaktioner i anledning af, at de to modtog Dreyer Prisen 2020.

"Selvom det, hun foretager sig, er både juridisk og moralsk forkert, har folk investeret sig selv i hendes karakter og heppet på hende ret langt," siger manuskriptforfatter Maren Louise Käehne om publikums oplevelse af hovedkarakteren Anne i 'Dronningen'.

Vi mødte Maren Louise Käehne og May el-Toukhy i forbindelse med overrækkelsen af Carl Th. Dreyer Prisen 2020, som de modtog for "en fremragende kunstnerisk indsats". I interviewet fortæller de om at være drevet af lysten til at forstå det, de som udgangspunkt står helt uforstående over for, om filmens komplekse kvindefigur Anne og om tankerne bag de æstetiske valg i arbejdet med filmen.

'Dronningen', der havde dansk premiere 28. marts 2019, modtog publikumsprisen ved verdenspremieren på Sundance Filmfestival, vandt Nordisk Råds Filmpris og høstede for nylig ni Robert-statuetter, bl.a. for Årets film, Årets instruktør og Årets manuskript. Filmen er nomineret til fire priser ved Bodil-uddelingen den 29. februar.

'Dronningen' er produceret af Caroline Blanco og René Ezra for Nordisk Film med støtte fra Det Danske Filminstitut.