Vinterbergs Druk udtaget til endnu en stor festival

INTERNATIONALT. Thomas Vinterbergs ’Druk’, der er produceret af Zentropa, er udtaget til hovedkonkurrencen i den prestigefyldte San Sebastian International Film Festival, der åbner den 18. september.

For blot ni dagen siden blev ’Druk’ udtaget til Toronto Film Festival, og for præcis en måned siden fik filmen ”Official Selection”-stemplet fra filmfestivalen i Cannes. Nu er ’Druk’ udtaget til San Sebastian International Film Festival, der er en af de mest anerkendte filmfestivaler i verden. ’Druk’ er dermed blevet udtaget til hele tre vigtige filmfestivaler inden for en måned.

San Sebastian International Film Festival afholdes i det nordøstlige Spanien den 18.-26. september. Verdenspremieren finder sted på Toronto Film Festival den 10.-21. september. Den danske biografpremiere ligger den 24. september, hvor filmen åbner Biografklub Danmark.

Plakat til 'Druk'

Filmen var allerede inden udtagelsen til Cannes solgt til flere lande, men siden er salget ifølge salgsagenten TrustNordisk eksploderet. Den er nu solgt til: Frankrig, England, Irland, Canada, Tyskland, Østrig, Sydkorea, Tyrkiet, Benelux-landene, Portugal, Rusland, Schweiz, Polen, Ungarn, tidligere Jugoslavien, Grækenland, Tjekkiet, Estland, Letland, Litauen, Japan, Australien, Kina, Mexico, Centralamerika, Colombia, Brasilien, Spanien, Italien, Israel og Rumænien.

I filmen beslutter fire gymnasielærere og venner sig for, at teste en teori om, at mennesket er født med en halv promille for lidt. Teorien lyder, at alkohol i blodet åbner sindet for omverdenen og får kreativiteten til at stige. Resultatet er opsigtsvækkende. Både undervisningen og resultaterne løfter sig, og vennerne begynder for alvor at mærke livet igen. I takt med, at genstandene ryger indenbords, skrider eksperimentet fremad for nogen, og af sporet for andre. Det bliver tydeligt, at alkohol kan skabe store resultater, men også at den slags vovemod kan have konsekvenser. 

Filmens fire hovedroller spilles af Mads Mikkelsen, Thomas Bo Larsen, Magnus Millang og Lars Ranthe.

’Druk’ er instrueret af Thomas Vinterberg og skrevet af Thomas Vinterberg og Tobias Lindholm. Sisse Graum Jørgensen og Kasper Dissing har produceret for Zentropa med støtte fra Det Danske Filminstitut, TV 2 DANMARK, Eurimages, Netherlands Film Fund, Svenska Filminstitutet, Netherlands Film Production Incentive og the Media Programme of the European Union.