Denne prisvindende portrætfilm om Velvet Undergrounds frontfigur og Andy Warhols yndlingsblondine Nico giver et usminket men respektfuldt indblik i hendes omvæltende liv fra feteret Vogue-fotomodel over frygtindgydende forsanger til heroinhungrende has-been. Nicos bevægende og smertefulde historie bringer os ind i New Yorks eksperimenterende undergrundsscene i 60¿erne, med særlig fokus på kredsen omkring The Factory. Den berører også det komplekse forhold til sønnen, hvis liv ligger i den store skygge, Nico dannede efter sig. Historien om Nico er i høj grad historien om en af de centrale figurer i en kunst, der udlevede de ekstreme muligheder, et menneske har i et moderne samfund.