Kirsten Olesen

Skuespiller. Født 10/5 1949.

Uddannet på Odense Teaters elevskole 1968-71. Omfattende scenekarriere med fast ansættelse på Det kgl. Teater siden 1979.

Uddrag fra Morten Piils "Danske filmskuespillere" (Gyldendal, 2003):

"Jeg er ganske almindelig", bedyrer Kirsten Olesen gerne (ikke helt overbevisende), når interviewere går hendes privatliv for nær.

Og det er netop den 'almindelige' side ved hendes personlighed, film og tv har dyrket - med en enkelt markant undtagelse: Lars von Triers tv-udgave af "Medea" (1987), hvor hun har titelrollen. På teatret kan hun være en vulkan af heftige følelsesudbrud og hvidglødende temperament. På film ses hun ofte som den kloge, alvorsfulde parcelhusmor med et strejf af jysk dialekt.

Hun debuterede med sin hidtil bedste filmrolle som bibliotekaren Kirsten i Bille Augusts første film "Honning måne" (1978) om en hverdagsromance, der kvæles af småborgerlige hæmninger. Hendes skjult lidenskabelige Kirsten er en af den slags filmpræstationer, der kun lykkes takket være dyb forståelse og identifikation - fuld af bunden varme og undertrykt nerve. En almindelig pige? Ja, i høj grad, men det modsatte af anonym.

Og efter at hun havde triumferet højkulturelt på Strøghus Teatret som Elektra tog hun ubesværet springet ned i familien Varnæs' køkkenregioner som tjenestepigen Agnes i tv-serien "Matador" (1978-81) - en figur, der i sig selv rummer en hel udviklingshistorie i serien, og som blev udvidet henad vejen på grund af Kirsten Olesens fremragende tag på rollen.

Serien følger hende fra den famlende start som den erfarne køkkenchef Elin Reimers højre hånd, over den voksende selvsikkerhed og det stormomsuste ægteskab med Kurt Ravns 'Røde', frem til den udsatte status som enlig mor og selvstændig erhvervsdrivende kvinde, der må skabe sin egen tilværelse og derfor finder en forstående forbundsfælle i den store Mads Skjern.

Den robuste og bramfrie pige af folket er en kliché, men bliver det aldrig i hendes følelsebevægede, sensuelle, opvakte fremstilling. Der er en særlig kombination af humoristisk snusfornuft og kvindeligt urinstinkt i hendes Agnes, som rækker langt ud over proletarisk slagfærdighed.

Det siger ikke så lidt om dansk films manglende evne til at skabe kraftfulde modne kvindefigurer, at Kirsten Olesen siden disse to mesterpræstationer ikke har spillet en eneste hovedrolle på film.

Ufatteligt nok ligger hendes trediebedste rolle også helt tilbage i 1970'erne - det er hendes ivrige forførerske Elisabeth i Henning Carlsens "Hør var der ikke en, som lo?" (1978). Igen et småborgerportræt, som hun giver en mærkelig hæmmet frækhed i den erotiske eksperimenterelyst.

Herefter gik det stejlt nedad bakke med filmenes og rollernes kvalitet. Efter en stilsikker indsats som bedragerisk kvinde i Lars von Triers nazi-sværmeriske Filmskoleafgangsfilm "Besættelsesbilleder" (1982) stod de traditionelle, blege moderroller allerede parat i datidens række af ungdomsfilm: "Drengen, der forsvandt" (1984), "Johannes hemmelighed" (1985), "Time Out" (1988), "Rødtotterne og Tyrannos" (1988), "Springflod" (1990) og "Albert" (1998).

Af disse er Eddie Thomas Petersens "Springflod" klart den bedste: hendes samspil med Peter Schrøder og en debuterende Trine Dyrholm viser glimtvis hendes gamle suverænitet. Også hendes varme barnepige Johanne i Soya-filmen i "Min farmor hus" (1984) er et lyspunkt, og i den ellers svagt spillede "Elise" (1985) skiller hun sig ud som jødinden Rachel.

I 1990'erne viser hun glimt af sit passionerede format som Magnella, Lauras niece i tv-serien "Bryggeren" (1996), men endnu bedre er hendes decideret uglamourøse kromutter i Anders Refns diabolske novellefilm "Seth" (1999), en rolle sitrende fuld af nerve og bunden lidenskab. Og hun er en af de bærende kræfter i en nøglerolle som Hotel Fabers oldfrue i tv-serien "Hotellet" (00-01). [Uddrag fra "Danske filmskuespillere" slut]