enda

Bodil Kjer

(1917 – 2003)

Skuespillerinde. Født 2/9 1917, død 1/2 2003 - 85 år gammel. Gift 1º i 1939 med skuespiller Ebbe Rode (1910-1998) - ægteskabet opløst, 2º med fabrikant Svend Bergsøe (1902-1985), 3º med teaterforlægger og skuespiller Olaf Nordgreen (f. 1920), 4º med tidligere hotelejer Frits Hinrichsen (?-1982).

Efter uddannelse på elevskolen ved Odense teater, blev hun optaget på Det kgl. Teaters elevskole i 1936 og fik sin debut dér i 1937. Bortset fra årene 1955-59, hvor hun var engageret ved Det ny teater, tilhørte hun gennem hele sin karriere Det kgl. Teater. Hun var periodens førende teaterskuespillerinde og modtog i løbet af karrieren adskillige priser for sit kunstneriske virke.

Uddrag fra Morten Piils "Danske filmskuespillere" (Gyldendal, 2003):


Hun er blevet kaldt alt fra dansk teaters førstedame til dets sidste dame, fra primadonna til offentligt fruentimmer, fra fornem Frue til ligefrem kammerat, fra smagsforfinet aristokrat til djærv madamme. Og det magnetisk tiltrækkende ved hende som skuespillerinde og personlighed består i, at hun virkelig rummer alt dette og samtidig dette særlige udefinérbare ekstra, der skiller den sande stjerne fra den blot og bare gode skuespiller.


Primadonna var hun i sin tid mest på overfladen, i den sikre scenefremtræden, stilbevidste tøj- og kostumesmag og virtuost håndterede presseskyhed (der er blevet mindre med årene). Under førstedame-glasuren har helt åbenbart ligget en benhårdt arbejdende, pligtopfyldende og efter alle kollegaudsagn regulær skuespillerinde, der først og sidst har spillet sin rolle så godt, som hendes kunstneriske samvittighed har påbudt hende. Men dybt inde bag det klare, gennemtrængende blik findes noget urørligt - en hemmelighed, hun aldrig har givet fra sig.
Hendes filmkarriere afspejler dansk films udvikling fra slutningen af 1930'erne og frem til 1980'erne. Hun tog del i den kunstneriske modning i Besættelsestiden, uddybede den i efterkrigstiden og stod så totalt af, da tilbageslaget med Morten Korch og pjankefarcer satte ind i 1950'erne. Heller ikke de kunstnerisk usikre 1960'ere gav hende filmroller (med en enkelt, lidet bemærkelsesværdig undtagelse), mens 1970'er-filmenes mere bastante psykologi især placerede hende i reducerende, ofte karikerede moderroller, med societykvinde i "Strømer" (1976) som en hæderlig undtagelse. Først i slutningen af 1980'erne kom et af de øjeblikke, hvor magien genopstår: da hun dybt bevæget siger slutreplikken til Babette i "Babettes gæstebud" (1987): "De vil henrykke englene!"



Hun hovedrolle-debuterede som steppende balletdanserinde i Svend Gades "Balletten danser" (1938) - en prestigeproduktion, der fortjent floppede. Hun er bly og bedårende og gør store forelskede øjne til filmens helt, Ebbe Rode, som hun året efter blev gift med. Men med sine 'kalveskanker', som hun selv har kaldt dem, illuderer hun skidt som klassisk danserinde, og hendes præstation blev mest rakket ned i pressen.



Hun henvises da også til andet geled i ASA-filmen "En ganske almindelig Pige" (1940), hvor det er den tidligt afdøde Gerda Neumann, der spiller hovedrollen som det talentfulde stjernefrø med en sød, beskeden søster (Kjer). Det stod imidlertid klart (for tilskueren, ikke for filmen), at det er Bodil Kjer, som er den egentlige stjerne. Nu gør de næsten overnaturligt klare øjne deres fulde virkning, når hun lader dem stråle i en blanding af ren følelse og humoristisk underfundighed.



Denne gang var pressen med hende og anmodede om at se hende i en hovedrolle. Men hendes næste film er alle ensemble-prægede, selv om hun har hovedrollestatus: i "Far skal giftes" (1941) fjoller hun teenagekåd rundt med bl. a. Poul Reichhardt, og i "Tante Cramers Testamente" (1941) og "Tag til Rønneby Kro" (1941) er hun bare ung heltinde, mens andre løber med latteren og laurbærrene. Hun er stadig den rundkindede ingenue med den lidt naive udstråling, en lettere kejtet og kammeratlig manér og skyggen af en fynsk dialekt.



Men allerede næste år går det stærkt fremad. Bodil Ipsen, der havde givet hende den første store teaterrolle, filminstruerer hende for første gang i den elegante komedie "En herre i Kjole og Hvidt" (1942), og hendes samspil med yndlingspartneren Mogens Wieth er mesterligt: over for Wieths umodne pianist afslører hun en ny side af sig selv: den unge selvstændige pige med intuitiv klogskab i det agtpågivende blik. Ingenuen er på vej ud til fordel for skitsen til en langt mere interessant og sammensat kvinde. Linien videreføres dog hverken i dramaet "Søren Søndervold" (1942), der tilhører Ebbe Rodes titelfigur, eller i "Vi kunne ha' det saa rart" (1942), hvor hun ganske vist spiller den dominerende hovedrolle (og ser pragtfuld ud!) som en fattig digter, der bliver husbestyrerinde, men historien er utåleligt forloren.



I 1943 medvirker hun for første gang i helhjertet seriøse dramaer. I Thit Jensen-filmatiseringen "Det brændende Spørgsmål" (1943) er hun en af tidens mange stakkels ufrivillige mødre - kønt spillet i en lidt enstrenget rolle. Også i Nordisk Films historiske "Drama på Slottet" (1943) satses der på det renfærdigt naive ved hendes udstråling. Hun er en beskeden blond adelsfrøken med hænder, der blev forbrændt, da slottet brændte - sat op overfor Gull-Maj Norins mørkhårede, udspekulerede rivalinde. Igen har hun fremragende øjeblikke i Bodil Ipsens instruktion.



1943 er også året, hvor hun yder sin bedste folkekomediepræstation som den slagfærdige, robuste Istedgadepige i "Hans Onsdags-Veninde" (1943), der er blevet mest berømt for Peter Malbergs plattenslager Balder Svanemose. Men i dag er det Bodil Kjers friske og frejdige ungpigeportræt, der bærer filmen, i kærligt samspil med Johannes Meyer som hendes far. Hun synger kønt og indlevet Sven Gyldmarks "Kærlighed og du og jeg" - stemmen er spinkel, men følelsen er ren. Hendes spil har nu vundet betydeligt i indre sikkerhed og ydre autoritet: især kan hun ubesværet udstråle noget modent og tilgivende i forhold til svagere mænd. Selv snusfornuft kan hun gøre tiltrækkende.



1944 bragte tre skelsættende film. I Charles Tharnæs' ujævne komedie "To", som elsker hinanden (1944) spiller hun en forkælet, men velbegavet godsejerdatter og optræder for første gang som den rendyrkede primadonna, i et rigt udvalg af kjoler kreeret af den fremtrædende modeskaber Holger Blom, der blev en af hendes nære venner og fik stor betydning for hendes karriere, idet han indtil sin død syede alle hendes kostumer.



Men hendes indre skønhed lyser endnu stærkere i en mere prunkløs hverdagsepisode i "Otte Akkorder" (1944), hvor hun er husassistenten, der forelsker sig ved andet og tredje blik i Gunnar Laurings styrmand. Her får hun for første gang en instruktør - den unge Johan Jacobsen - der for alvor dyrker hendes udtryk og skønhed i nærbilleder. Og med titelrollen som tjenestepigen i Mogens Klitgaard-filmatiseringen "Elly Petersen" (1944) leverer hun sit definitive portræt af datidens uskyldige ungpige, denne gang i et socialt dilemma: hun har en affære med husets unge, frisindede herre, men trods god vilje kan klasseskellene ikke overvindes.



I den først udsendte film om modstandskampen, Johan Jacobsens "Den usynlige Hær" (1945) - efter manuskript af Knud Sønderby - er hun kvinden mellem to mænd: Mogens Wieths målbevidste frihedskæmper og Ebbe Rodes kamptøvende tilbeder. Måske afspejler hendes lidt blege, mismodige præstation netop dette års private problemer - hendes kærlighedsforhold til den værnemagermistænkte fabrikant Svend Bergsøe havde skabt et modsætningsforhold til vennen Mogens Wieth og ex-manden Ebbe Rode, der begge var engageret i Modstandsbevægelsen.



Men efter en pause vender hun stærkest tænkeligt tilbage som ekspeditricen Jenny i "Soldaten og Jenny" (1947), igen i Johan Jacobsens instruktion. I sit samspil med Poul Reichhardt finder hun ind til en poetisk forfinet, intim hverdagstone, en tyst inderlighed, der er enestående både for hende selv, Reichhardt og instruktøren.



Efter endnu en toårs-pause er hun show-danserinden, der danner par med Ebbe Rode i det velskabte noir-drama "John og Irene" (1949) - hendes første filmfremstilling af en fuldt ud voksen kvinde. Hun og Rode er en artistduo på forbitret vej ned, og Bodil Kjer spiller desillusionen ud med ætsende skarphed. Derimod understreger Charles Tharnæs' "Din fortid er glemt" (1950), at hun - som man tidligere har anet - ikke trives særlig godt i udprægede offerroller. Her er hun den ret passive genstand for sjuften Ebbe Rodes grove vold, og kun et par sarkastiske replikker lever.



Tharnæs var en af Kjers og Rodes venner, men hun sætter Johan Jacobsen højere som instruktør, hvilket man forstår, når man ser Jacobsens vellykkede Lubitsch-pastiche "Min kone er uskyldig" (1950), hvor Kjer jonglerer vittigt og subtilt erotisk med en dobbelt Poul Reichhardt i en tvillingerolle som hendes skinsyge ægtemand (og dennes konstruerede bror). Hun har et gudbenådet øjeblik, hvor hun får idéen til at være Reichhardt tro og utro på én gang, spillet så Lubitsch ville have frydet sig og tilbudt hende en langtidskontrakt (hun fik iøvrigt flere tilbud fra Hollywood, men lod dem løbe ud i sandet). Og hun har næppe nogensinde set dejligere ud end her i Holger Bloms ødsle kostumer.



Hendes berømte muse Polyhymnia i musicalen "Mød mig på Cassiopeia" (1951) er en af hendes elskede, legendariske roller, men ikke blandt hendes bedste. Dertil er den i for intim pagt med datidens smag for feminint koketteri i pivstemmet tuttenutte-format: hun har smukke øjeblikke (Kai Normann Andersens Musens sang ), men rollen reducerer hende til en lidt for sukkersød mandlig ønskedrøm, og præstationen er slet ikke på højde med hendes sofistikerede, intelligente spil i "Min kone er uskyldig".



Så kom den famøse filmpause på 17 år, der ikke skyldtes mangel på tilbud, men manglen på egnede kvalitetsroller. 1951-68 var da også en periode, hvor der i særlig grad var langt mellem de gode danske film. Men da hun gik i gang igen i perioden 1968-79 og spillede seks biroller, blev resultatet som helhed skuffende. De fire af dem er ret overfladiske moder-karikaturer, og ingen af dem rummer bare skyggen af det vingefang, hun gang på gang viste på teatret.



Bedst er hendes desperate kystbane-frue i Anders Refns debutkrimi "Strømer" (1976), sat under aggressivt forhør af Jens Okkings strisser. Et lille klassisk studie i krakelerede overklassemanerer. Hun kan derimod ikke vise meget andet end elegant stilsans i en tynd rolle som Peter Steens elskerinde i "I den grønne skov" (1968). Hun nærmer sig hovedrollestatus som Frits Helmuths mor i Edward Flemings bøssekomedie "Lille spejl" (1979), men det lykkes hende ikke for alvor at få mennesket frem bag alle den afdankede danserindes sminkede fortidsberetninger.



Hun har vittige øjeblikke som Ove Sprogøes sippede hustru i "Den forsvundne fuldmægtig" (1971), mens mødre-birollerne i "Hjerter er trumf" (1976) og "Rend mig i traditionerne" (1979) ikke er hendes talent værdige. Den sidste er den største og mest karikerede, med enkelte pudsige pointer.



Troværdig er hun langt fra som prunkløs præstedatter fra det yderste Vestjylland i "Babettes gæstebud" (1987), men hendes grebne, ovenfor citerede udgangsreplik forsoner med fejlplaceringen. Også hendes stumme rolle i den norsk-dansk-tyske coproduktion "Sunset Boys" (1995) har en aura af afsked. Hun er en af de gamle mænds ungdomskærester - kun en gæstevisit i filmen, men centralt placeret og stadig smukt følelsesbåret.



På tv har hun medvirket i stykker som H. C. Branners "Søskende" (i samspil med Mogens Wieth og Ebbe Rode), "Bella" (1970), som Leif Panduro skrev specielt til hende ("Hun er alle en piges aldre på én gang", sagde han, men hun brillerer her mest, når hun skal vise den gifte og giftige kvinde i samspil med ægtemanden Bendt Rothe), Klaus Rifbjergs "Premiere" og i en transmission fra PH-revyen "Kys det hele fra mig" (1974). Her er hun nærmest ukendelig i et nummer som fordrukken luder. Som brygger Jacobsens viljestærke mor Caroline i de tre første afsnit af serien "Bryggeren" (1996) hæver hun sig over alt og alle med sit sikre, nuancerede spil og sin lysende stærke personlighed, og præstationen blev da også hilst som et glædeligt come-back foran kameraet. [Uddrag fra "Danske filmskuespillere" slut]


Litteratur: Bodil Kjer: Et offentligt fruentimmer - erindringer fortalt til Marie Tetzlaff (1997).

Filmografi Priser Festivals
Title År Funktion Category
Déjà Vu 2016 Medvirkende DK/Dokumentarfilm
To kvinder 2001 Elisabeth DK/Kort fiktion
Sandhedens hævn 1999 Amaine Tv-film
Bryggeren 1996 Caroline Jacobsen Tv-serie
The Sunset boys 1995 Marianne Haas U/Spillefilm
Kærestebreve 1994 Melissa Tv-film
Livet vil leves 1994 Stemme DK/Dokumentarfilm
Guds gøgler - et portræt af Sam Besekow 1992 Medvirkende DK/Dokumentarfilm
Babettes gæstebud 1987 Filippa DK/Spillefilm
Rend mig i traditionerne 1979 Davids mor DK/Spillefilm
Ludvigsbakke 1978 Generalinden Tv-serie
Lille spejl 1978 Gloria Gibson, Bents mor DK/Spillefilm
En let smerte 1976 Medvirkende Tv-film
Hjerter er trumf 1976 Fru Karen Nielsen, Verners mor DK/Spillefilm
Strømer 1976 Sabina Lund DK/Spillefilm
Anna Sophie Hedvig 1975 Medvirkende Tv-film
Aladdin eller Den forunderlige lampe 1975 Prolog & epilog Tv-serie
Kys det hele fra mig 1974 Medvirkende Tv-film
Det lykkelige skibbrud 1974 Magdelone Tv-film
Prins Piwi 1974 Dronning Umulia Hængemule DK/Spillefilm
Mascarade 1972 Fortæller Tv-film
Den forsvundne fuldmægtig 1971 Fru Amsted DK/Spillefilm
Bella 1970 Bella Tv-film
Premiere 1970 Berit Tv-film
Kirsebærhaven 1969 Medvirkende Tv-film
Ardele 1968 Medvirkende Tv-film
I den grønne skov 1968 Mirjam DK/Spillefilm
Den blå pekingeser 1966 Medvirkende Tv-film
Den føjelige elsker 1963 Medvirkende Tv-film
Judith 1962 Medvirkende Tv-film
Søskende 1961 Medvirkende Tv-film
Lukkede døre 1959 Estelle Tv-film
Mød mig på Cassiopeia 1951 Polyhymnia, musikkens muse DK/Spillefilm
Alle mine skibe 1951 Den lille havfrue DK/Dokumentarfilm
Din fortid er glemt 1950 Anna DK/Spillefilm
Min kone er uskyldig 1950 Betty, Frederiks kone DK/Spillefilm
John og Irene 1949 Irene DK/Spillefilm
Jean Hersholt i København 1948 Medvirkende Dokumentariske optagelser
Soldaten og Jenny 1947 Jenny DK/Spillefilm
Den usynlige Hær 1945 Alice DK/Spillefilm
Elly Petersen 1944 Elly Petersen DK/Spillefilm
To som elsker hinanden 1944 Ellen, Selstrups datter DK/Spillefilm
Otte Akkorder 1944 Ellen, Jørgensens husassistent DK/Spillefilm
Drama paa Slottet 1943 Anna Dalvig DK/Spillefilm
Hans Onsdags-Veninde 1943 Magda Hansen DK/Spillefilm
Det brændende Spørgsmaal 1943 Bodil Kragh, ansat på Holms kontor DK/Spillefilm
Vi kunde ha' det saa rart ! 1942 Lene Bang DK/Spillefilm
En Herre i Kjole og Hvidt 1942 Lilli Jensen, en ung pige DK/Spillefilm
Søren Søndervold 1942 Hanne, pige hos fru Knudsen DK/Spillefilm
Far skal giftes 1941 Birthe, professorens datter DK/Spillefilm
Tag til Rønneby Kro 1941 Anne-Lise, kroværtens barnebarn DK/Spillefilm
Tante Cramers Testamente 1941 Gerda, husassistent hos Rømers DK/Spillefilm
En ganske almindelig Pige 1940 Tove Jørgensen, Kontordame DK/Spillefilm
Balletten danser 1938 Else Møller, danserinde DK/Spillefilm
Flaadens blaa Matroser 1937 Medvirkende DK/Spillefilm
Det Danske Filminstitut registrerer international festivaldeltagelse og priser til danske film, dog primært de titler, som Filminstituttet varetager i sin festivaldistribution, og primært i forbindelse med de festivaler, som Filminstituttet har prioriteret at samarbejde med. Registreringen af festivaldeltagelse og priser til danske film, der ikke er i festivaldistribution, foretages kun for "launch"-festivaler ifølge Filminstituttets prioriterede festivalliste. Se listen over prioriterede festivaler.
Det Danske Filminstitut registrerer international festivaldeltagelse og priser til danske film, dog primært de titler, som Filminstituttet varetager i sin festivaldistribution, og primært i forbindelse med de festivaler, som Filminstituttet har prioriteret at samarbejde med. Registreringen af festivaldeltagelse og priser til danske film, der ikke er i festivaldistribution, foretages kun for "launch"-festivaler ifølge Filminstituttets prioriterede festivalliste. Se listen over prioriterede festivaler.