enda

Jette Bang

(1914 – 1964)

Fotograf, instruktør, etnograf. Født 4. februar 1914 (Jytte Laub Bang), død 16. februar 1964 - 50 år gammel.


Jette Bang voksede op og boede hele sit liv på Christianshavn i København. Her fulgte hun bådene til Grønland fra Grønlands Handels Plads og Trangraven, og det blev bestemmende for hendes liv. Hun blev nysproglig student i 1932 og tog filosofikum på universitetet. Derefter gik hun tre år i lære som fotograf ved reklamefotobureauet Jonals Co, hvor hun var færdiguddannet i 1935.


Som nyuddannet fotograf og kun 22 år gammel gik hun til Grønlands Styrelsen med en plan om at gennemfotografere de grønlandske bopladser. Hun fik ingen penge ud af dem, men dog en tilladelse til at tage af sted for egen regning. I 1936 rejste hun til Grønland i otte måneder, hvor hun dokumenterede grønlændernes gamle fangerkultur, inden den forsvandt. Hun kom hjem med 400 fotos, som blev udstillet på Kunstindustrimuseet.


I 1937 rejste hun til Grønland igen og optog på denne tur sine første filmsekvenser. I vinteren 1938-39 fik hun endelig økonomisk støtte fra Grønlands Styrelsens, idet de bad hende optage en film til den internationale polarudstilling i Bergen 1940. Denne gang blev hun udrustet med en motorbåd, lysanlæg og tolk. Hun levede sammen med grønlænderne under primitive forhold og tog rundt med Thulepostslæderne. Opholdet mundede ud i farvefilmen "Inuit", der regnes som den ypperste billeddokumentation fra et Grønland, som næsten ikke findes mere.


Jette Bang tog til Grønland yderligere fem gange og lavede blandt andet filmene "Ad lange veje" (1952), "Et nyt Grønland" (1954) og "Trommedans på Østgrønland" (1964). I 1959 tog hun desuden med P.V. Globs arkæologiske ekspedition til Bahrain, hvor hun optog filmen "Beduiner" (1962). Udover de mange film har Jette Bang også udgivet flere billedbøger med fotos fra Grønland, fx "Grønland" (1940), "30.000 Kilometer i Sneglefart" (1941) og "Grønland igen" (1962).


Jette Bang er bredt anerkendt som både etnograf og fotograf. Hendes indføling og store respekt for grønlænderne betød, at hun kom helt tæt på, og hun skabte et dokumentarisk materiale af stor kulturhistorisk værdi. Om det faktum at hun var kvinde, har hun udtalt: "Jeg lærte, at der består et særligt frimureri mellem kvinder tværs over alle ydre forskelligheder. Det var en nyttig viden, den har senere bragt mig ind i fremmede huse og telte, hvor jeg har ønsket adgang."


Tusindvis af hendes Grønlandsbilleder kan ses på Arktisk Instituts hjemmeside: www.arktiskebilleder.dk.


Se "Inuit" og "Beduiner" på www.filmstriben.dk.


Læs artiklen Jette Bang – fotografen der gav os Grønland på dfi.dk.

Filmografi Priser Festivals
Titel År Funktion Category
Drum songs 1973 Instruktion, Foto DK/Dokumentarfilm
En boplads i Østgrønland 1969 Instruktion, Foto DK/Dokumentarfilm
Trommedans på Østgrønland 1964 Instruktion DK/Dokumentarfilm
Beduiner 1962 Instruktion, Foto, Producent DK/Dokumentarfilm
Ørkenfortet anlægges 1962 Instruktion Dokumentariske optagelser
Et nyt Grønland 1954 Foto DK/Dokumentarfilm
Ad lange veje 1952 Instruktion, Foto DK/Dokumentarfilm
Inuit 1940 Instruktion, Manus, Foto, Klip DK/Dokumentarfilm
Sommer over Østgrønland 1939 Instruktion, Foto DK/Dokumentarfilm
Faareavl og Rævestutteri 1939 Instruktion, Foto DK/Dokumentarfilm
Thule II 1939 Instruktion, Foto DK/Dokumentarfilm
Skibsfart, bageri, butikshandel 1939 Instruktion DK/Dokumentarfilm
Sundhedsvæsenet 1939 Instruktion, Foto DK/Dokumentarfilm
Skole og Kirkevæsen I 1939 Instruktion Dokumentariske optagelser
Skole og Kirkevæsen II 1939 Instruktion Dokumentariske optagelser
Telegrafvæsnet, Bogtrykkeri, Landsraadsmøde, Retsmøde, Forsamlingshus, Badeanstalt 1939 Instruktion DK/Dokumentarfilm
Sommer i Nordgrønland 1939 Instruktion, Foto DK/Dokumentarfilm
Grønland Fiskeri I og II 1939 Instruktion, Foto DK/Dokumentarfilm
Vinterliv i Nordgrønland 1939 Instruktion, Foto DK/Dokumentarfilm
Transportmidler til søs 1939 Instruktion, Foto DK/Dokumentarfilm
Brydning af kul, marmor og kryolit i Grønland 1939 Instruktion, Foto DK/Dokumentarfilm
Fuglefjelde 1939 Foto Dokumentariske optagelser
Thule I 1938 Instruktion, Foto DK/Dokumentarfilm
Bogtrykkeri 1938 Instruktion Dokumentariske optagelser
Sælfangst på Isen i Mørketiden 1938 Instruktion, Foto Dokumentariske optagelser
Renjagt / Angmassætter 1938 Instruktion, Foto Dokumentariske optagelser
Den yderste Ø 1937 Instruktion DK/Dokumentarfilm
Grønlænderliv Instruktion, Foto DK/Dokumentarfilm
Det Danske Filminstitut registrerer international festivaldeltagelse og priser til danske film, dog primært de titler, som Filminstituttet varetager i sin festivaldistribution, og primært i forbindelse med de festivaler, som Filminstituttet har prioriteret at samarbejde med. Registreringen af festivaldeltagelse og priser til danske film, der ikke er i festivaldistribution, foretages kun for "launch"-festivaler ifølge Filminstituttets prioriterede festivalliste. Se listen over prioriterede festivaler.
Det Danske Filminstitut registrerer international festivaldeltagelse og priser til danske film, dog primært de titler, som Filminstituttet varetager i sin festivaldistribution, og primært i forbindelse med de festivaler, som Filminstituttet har prioriteret at samarbejde med. Registreringen af festivaldeltagelse og priser til danske film, der ikke er i festivaldistribution, foretages kun for "launch"-festivaler ifølge Filminstituttets prioriterede festivalliste. Se listen over prioriterede festivaler.