Peter Frödin

Skuespiller. Født 7/1 1964.

Har fra begyndelsen af 90'erne optrådt på skiftende teatre. Stor succes i makkerskabet med Martin Brygmann, Hella Joof og Paprika Steen, som i begyndelsen kaldte sig Lex og Klatten og siden Det brune Punktum (uden Paprika Steen).

Uddrag fra Morten Piils "Danske filmskuespillere" (Gyldendal, 2003):

Han kan være en af landets morsomste mænd, især når han med sine store barneøjne rendyrker noget blidt og naivt i sit væsen og dermed gør uskylden komisk. Hans sjoveste filmpræstation hidtil er den poetisk forelskede og elskelige politimand i Wikke & Rasmussens "Hannibal & Jerry" (1997), der ser alt i et rosenrødt skær i kontrast til Hella Joofs bistre kollega.

Også i Natasha Arthys "Mirakel" (2000) kaster han afvæbnende al autoritet af sig i kærlighedens navn som en trist skolelærer, der bliver ungdomskåd over Sidse Babett Knudsens opblomstrende danselærerinde. Begge præstationer drager nytte af Frödins oplagte evner for sang og dans (han kan lave en rammende George Michael-parodi og mestrer også det coole og krukkede).

Han debuterede i folkekomedien "Casanova" (1990) med en pudsig sketchagtig birollepræstation som en bøsset herretøjs-ekspedient. Endnu morsommere er han som fyren, der febrilsk forbereder sig til en date i Per Flys og Ole Meldgårds lille Filmskole-afgangsfilm "Bent" (1993). Og han har intet besvær med at illudere som mediterende, Jesus-langhåret hippie, der har set lyset med sin indianske kæreste i Niels Gråbøls "Det store flip" (1997), men får mere sjov ud af sin giftige, glatte natportier i "Motello" (1998) af Wikke & Rasmussen, tydeligt nok beslægtede ånder.

Han fik sin første hovedrolle i Søren Faulis spillefilmsdebut "Grev Axel" (2001), hvor han spiller en egoistisk skuespiller og charlatan, der indfører moderne management-metoder på en feudalistisk herregård i 1700-tallet. Ikke en rolle, der stemmer særlig godt overens med det uskyldige i hans naturel, og måske derfor lægger han sin diktion i et noget ensformigt og anstrengt råbende toneleje. Men han rammer typens opportunistiske flakken og kolde beregning i de store upålidelige øjne.

På tv brød han igennem i den charmerende børneserie "Bullerfnis" i samspil med Hella Joof og har i satire-gruppen Lex og Klatten (1997) sluppet alle tøjler og foldet sig ud for fuld farcemusik med en inspireret, rablende crazykomik. Her kan han uden hæmninger og som sin egen forfatter leverere den - oftere kærlige end udleverende - parodi, der er drivkraften i hans figurtegning. Også når han karikerer en superbøsse i komedien "En kort en lang" (2001) [Uddrag fra "Danske filmskuespillere" slut]