Jens Okking

Skuespiller. Født 18/12 1939, død 21/1 2018.

Et multitalent, der gennem sin lange karriere beskæftigede sig med mange ting sideløbende med skuespillergerningen, som også indbefattede teaterroller og -iscenesættelser. Okking drev blandt andet professionelt landbrug, var kunstnerisk leder af kulturhuset Værket i Randers, skrev klummer, anmeldelser og meget andet til dagbladene og lavede naturprogrammer til tv. I 1999 blev han valgt ind i EU-parlamentet for Juni-bevægelsen.

Uddrag fra Morten Piils "Danske filmskuespillere" (Gyldendal, 2003):

"Ham der spiller portøren Bulder, er han skuespiller?" lød spørgsmålet fra en kyndig svensk filmmand, der netop havde beundret Lars von Triers Riget. Og Jens Okking kunne dårligt få nogen bedre kompliment, så sandt som han gled modstandsløst i ét med rollen som Bulder og skabte den perfekte illusion.

Men svenskerens spørgsmål har en kuriøs relevans for Jens Okkings danske publikum, der har været vidne til, at en ekstremt talentfuld og dygtig filmskuespiller spreder evner og kræfter ud over mange andre gøremål end skuespillerens: gårdejer, teaterleder, instruktør, kultur-, rejse- og madskribent, tv-personlighed, kulturhus-chef og senest medlem af Europa-parlamentet. Og det er karakteristisk, at han i Kraks blå bog omhyggeligt opregner disse aktiviteter, men ikke nævner en eneste skuespilpræstation!

Hvor illusionsløst Okking end ser på skuespillerarbejdet (og hans faglige kynisme kan til tider stå mål med Marlon Brandos), så står det fast, at han gennem tre årtier har været en central og uomgængelig filmskuespiller med en paradoksal kameratække: han bærer sin enorme og glamourforladte tykkemandspondus som en slags talisman igennem film på film - en garanti for massiv ægthed og hverdagslig gennemslagskraft.

Man inciteres til at spejde efter følsomheden og uroen bag den runde, pansrede ansigtsmaske, der så let udtrykker hårdhed eller væbnet neutralitet. Og man spejder ikke forgæves: der kan ligge en stor uskyld i hans blå blik og tilmed ømhed og sårbarhed. Men også smerte og vrede.

Intet af alt dette skiltes der dog med: Okking drager med den fødte filmskuespillers talent tilskueren ind i rollen som ansigtsdetektiv. Han ved præcis, hvor lidt han behøver projicere for at få kameraet til at fortælle sin figurs historie.

Han begyndte beskedent i småroller, der drog nytte af hans ydre pondus. Men med sit præcise, afdæmpede spil vakte han hurtigt opmærksomhed hos instruktører, der skulle blive toneangivende i 1970'erne: Hans Kristensen, Esben Høilund-Carlsen, Anders Refn, Morten Arnfred, Franz Ernst.

Han er ansvarsbevidst flugtleder i "Oktoberdage" (1970) om jødetransporterne over Øresund; tysk strandgæst i Thomas Windings "Revolutionen i vandkanten" (1971) - en billigproduktion, hvor han iøvrigt nægtede at gå ned i løn på linie med de øvrige skuespillere; og landlig ejendomsmægler i Sandemose-filmatiseringen "Tjærehandleren" (1971), hvor han viser sin blide side. Ind imellem type-castede gorillaroller i gangsterdramaet "Flugten" (1973) og "Olsenbanden går amok" (1973) benytter han lejligheden til at dominere den svagt spillede "Præsten i Vejlby" (1972) som den hvasse, forurettede Mikkel Ibsen - hans første større rolle og den eneste, hvor han nærmer sig udvendigt overspil.

1975 blev hans gennembrudsår: han er slående god som perfektionistisk, kuldslået politimand i Esben Høilund-Carlsens store krimi-succes "Nitten røde roser" (1975), og frem for alt er han bevægende menneskelig som faderen John i Hans Kristensens og Hans Hansens familiedrama-serie "John, Alice, Peter, Susanne og lille Verner" (1975). Her behøver kameraet kun at hvile på hans ansigt for at fortælle hele historien om abejdsløshedens ydmygelse og stille desperation.

I 1976 fik han stjernerang, da han spiller titelrollen i Anders Refns krimisucces "Strømer" (1976) og viser hele registret fra blåøjet naivitet over temperamentsfuld aggression til dynamisk voldelighed. Filmen spiller dygtigt på Okkings særlige blanding af kropslig tyngde og spændstig mobilitet: trods overvægt er han en særdeles troværdig action-helt. Og samtidig har han den indre styrke og renfærdighed, der gør strisseren Karl Jørgensens mislykkede en-mands-korstog mod bagmandskorruptionen tragisk.

I 1977 instruerer den vidtfavnende mand en ultratraditionel platfarce, "Pas på ryggen, professor!" (og giver sig selv en minirolle som tankpasser), samtidig med at han lægger krop til synspunkter fra den yderliggående venstrefløj, først som terrorist i spændingsfilmen "Skytten", dernæst som revolutionær i dramaet "Nyt legetøj". Især i førstnævnte, hvor han i den dominerende hovedrolle med lavmælt inderlighed agiterer for nej til atomkraft og sætter skudhandlinger bag sine argumenter, er han overbevisende. Samtidig cementerer han sin popularitet som jævn og lun strisser i tv-serien "En by i provinsen".

1978 bringer igen en ny Okking - gennemstrømmet af større varme og frodighed. Han er bredbringet, larmende hverdagsmaterialist som Auto-Gunnar i Morten Arnfreds "Mig og Charlie" og viser sin fine, eftertænksomme side som hovedpersonen Claus Strandbergs kloge arbejdskammerat i Bille Augusts debutfilm "Honning måne". Men det flotte års betydeligste præstation kommer i Anders Refns Gustav Wied-film "Slægten", hvor han som den tyranniske baron Helmuth svinger fra kolerisk kraftkarl til tudende mor-dreng.

Okkings konkurs som landmand, en alvorlig diskusprolaps og et mislykket forsøg på at blive teaterdirektør syntes nu i forening at lægge en vis dæmper på hans store aktivitet. I hvert fald gik der tre år, før han igen optrådte på lærredet. Han har ikke svært ved at være gæv og troværdig bag rattet som "Langturschauffør" (1981) og er samme år skrap gymnastiklærer i "Gummi-Tarzan". I 1983 har han igen en god positiv rolle hos Bille August som Mulles retskafne arbejderfar, bred og kærlig. Og lige så let har han ved at illudere en af rockmusikkens lede kapitalister i Erik Clausens "Rocking Silver" (1983).

Efter endnu en filmpause er han 'avanceret' til faderroller i ungdoms- og børnefilm: "Guldregn" (1987) og "Miraklet i Valby" (1989). Men først og fremmest genoptog han med forventet pondus og selvfølgelig styrke sin Karl Jørgensen-figur i Anders Refns tv-serie på seks afsnit, "Een gang strømer" (1987), hvor idealisten fra Strømer har resigneret og kobles sammen med Jens Arentzens unge hedspore. Det er lidt af et come-back og Okkings bedste 1980'er-præstation.

1990'erne begyndte ret beskedent med en lille (men god) faderroller i "Det forsømte forår" (1993), og som den elskelige, moderbundne og ikke for kvikke Bulder i Lars von Triers "Riget" (1994-97) giver Okking en mesteropvisning i hvor lidt han behøver 'at spille' for skabe en markant karakter. Nu kan han gøre sin fysiske rundhed blød og eftergivende i et vittigt samspil med moderen Kirsten Rolffes.

I Carsten Frombergs debutfilm "Ondt blod" (1996) giver han i en stik modsat rolle styrke til en beslutsom strisser-pædagog, der forsøger at give en gruppe unge langtidsfanger et nyt livsindhold gennem en overlevelsestur. Kortklippet og sammenbidt virker han som en smuldrende kolos, en mere og mere hjælpeløs inkarnation af den gode viljes tyranni. Her spiller han sammen med Thomas Bo Larsen i et forvredet far-søn-lignende forhold. Også hans fængselsindsatte enspænder i Jens Arentzens novellefilm "Blomsterfangen" (1996) sættes med god virkning op mod en af den unge skuespillergenerations markante ansigter, Mads Mikkelsen, der spiller hans søn, anbragt i samme fængsel.

Men inden da har han haft en lidt corny rolle som lommefilosofisk slagterfar i Carsten Rudolfs debutfilm "Menneskedyret" (1995) og en birolle i Åke Sandgrens svenske drama om unge jazzmusikere, "Stora och små män" (1995). Og han er snurrigt underfundig i en mindre rolle som lagmand i "Barbara" (1997) - i skarp modsætning til hans politimand i splatterfilmen "Flænset" (1999), der kun kom på video, og hvor han skånsomt dræbes i en fart.

Hvad Okking nu havde brug for, var en hovedrolle på størrelse med hans talent, og den kom med Gert Fredholms komediedrama "At klappe med een hånd" (2001), hvor han viser en ny nøgen sårbarhed og robust humor som den selvtilstrækkelige mangemillionær, der måske har en ukendt datter. Okking giver figuren sit format og sin autoritet, men også en smerte, der spilles stærkere ud end nogensinde før. [Uddrag fra "Danske filmskuespillere" slut]

Okkings sidste hovedrolle er i Jacob Grønlykkes "Opbrud" (2005), hvor hans præstation og samspillet med Birthe Neumann står stærkt.

Litteratur: Niels Okking: Jens Okking: Virkeligheden er alle tings prøve (2009).