Cinematekets program i september

Efteråret bliver skudt godt i gang i Cinemateket, hvor vi blandt andet graver et glemt instruktørikon frem fra gemmerne i form af Hollywoods egen Henry King, der i sandhed fortjener al hæder og ære for sit imponerende filmværk. Vi blænder også op for første del af vores store filmserie om Grønland, hvor vi viser filmiske repræsentationer af landets kulturhistorie domineret af det danske blik. Sidst men ikke mindst er musikken i højsædet, når Musikfilm Festivalen 2021 løber af stablen fuld af fest, farver og pop-up-biografer. September i Cinemateket bliver en festlig omgang avantgardistisk dansende dejlighed, som du nødigt vil gå glip af!

SERIER OG FESTIVALLER


Kvindernes avantgarde – de radikale kvinder

Oplev fire foredrag om radikale kvinder i avantgardefilmkunsten i efterårets sæson af 'Amerikansk Avantgardefilm', hvor fokus er på de kvindelige filmmagere. Ligesom i mainstream-filmen dominerede mændene amerikansk avantgardefilm i efterkrigstiden. Men der var yderst markante kvinder i havet af mænd. Ser man nærmere på periodens alternative filmmiljøer, melder tanken sig, at filmmediet i de år appellerede til kvindelige kunstnere, måske fordi de uafhængigt producerede film var et felt, der ikke i samme grad som så mange andre kunstarter på forhånd var defineret af mænd. Hør og se mere til Maya Deren, Shirley Clarke, Babette Mangolte og Yoko Ono.

Kvindernes avantgarde - de radikale kvinder 25. august - 28. september

 

Madfilm – gastronomi, gourmetrotter og masser af middage

Man siger, at vi primært spiser med øjnene – og film og mad hænger derfor virkelig godt sammen, fordi filmen kan viderebringe sanseligheden fra maden, måltidet og madlavningen. Og de fleste af os elsker madscener i film, fordi vi kender præmissen så godt fra vort almindelige liv. Filmene i denne serie sættes i kontekst med tilpassede måltider og gode oplægsholdere. Velkommen til ’Madfilm’ i Cinemateket, god fornøjelse med buffeterne i SULT – bemærk at drikke ad libitum er inkluderet – når vi kobler to af livets største oplevelser; mad og film.

Madfilm - 1.september - 18. september

 

Mor & adoption – filmiske moderskildringer fra hele verden

Man kan være mor på mange måder. Men uanset hvilken mor man er, er moderskabet fyldt med både glæde og udfordringer. Når en adoption finder sted, opstår der pludselig et moderskab, hvor to mødre er forbundet for altid, oftest uden at kende hinanden. I samarbejde med Adoption & Samfund præsenterer Cinemateket en række film om adoption fra hele verden – alle med moderrollen i centrum. Moderskab og Adoption-serien er en udløber af Cinematekets Mor-tema tidligere på året. Visningerne i filmserien finder sted med events og oplægsholdere, der vil fortælle og inspirere til videre dialog. Der bydes også på vin og snak efterfølgende i Cinematekets Asta Bar.

Mor & adoption - filmiske moderskildringer 11. august - 22. september

 

Grønland på Film – med danske øjne 

I år er det 300-året for koloniseringen, og meget har forandret sig siden da. At den dansk-norske missionær Hans Egede gik i land og grundlagde Godthåb for 300 år siden, vil ikke blive markeret i Nuuk. Det gør vi i Cinemateket med en større filmserie, der vil løbe over fire måneder. I september fokuserer vi på den filmiske repræsentation af den grønlandske kulturhistorie – en repræsentation domineret af det danske blik – personificeret ved instruktører som bl.a. Knud Rasmussen. I anden halvdel af serien (oktober/november) fokuserer vi på samtidens Grønland, som aktuelt er i mediernes søgelys under emner som global opvarmning, mineraludvinding, forholdet til stormagterne og (u)afhængighed af Danmark. Filmserien er arrangeret i samarbejde med Nordatlantiske Filmdage/Nordatlantens Brygge.

Grønland på film - med danske øjne 29. august til 24. september

 

Henry King – mirakler per efterkrav

For første gang i Danmark sætter Cinemateket fokus på en af de største, glemte filminstruktører: Henry King, der instruerede mere end 100 film i Hollywood og tegnede et halvt århundredes amerikansk historie gennem sine smukke, humanistiske film. Nu er der mulighed for at stifte bekendtskab med hans store og facetterede filmværk her i Cinemateket – med kyndig introduktion ved flere eksperter. Hør fx Ehsan Khoshbakht, kurator ved filmfestivalen Il Cinema Ritrovato i Bologna, levere kyndig indføring i mesterens univers ved visningen af dokumentaren ’King of the Movies’ søndag d. 5. september kl. 19.15 eller Henry Kings egen ’State Fair’ mandag d. 6. september.

Henry King - mirakler per efterkrav 29. august - 30. september

 

EVENTS


Robert Flaherty’s ’Moana’ - med videooplæg af antropolog Karen Waltorp 

I forbindelse med filmserien om dokumentarfilmspioneren Robert Flaherty viser vi ’Moana’ tirsdag d. 14 september kl. 19 med videooplæg af antropolog og filmskaber Karen Waltorp. Familien Flaherty boede et helt år på den idylliske Stillehavsø Savai'i for at optage filmen. ’Moana’ følger titelfiguren, en ung mand, der samler kokosnødder, fisker, flirter og deltager i danse og hverdagsgøremål. Vi oplever manddomsprøver og forskellige former for kunsthåndværk. ’Moana’ dokumenterer på smukkeste vis sæder og skikke af hvilke mange allerede var fortid i 1926.

Moana med videooplæg 14. september

 

Hedy Lamarr – Hollywood-stjerne og genial opfinder

Filmen ‘Bombshell – The Hedy Lamarr Story’ stiller spørgsmålet: Kan en gudesmuk Hollywoodstjerne samtidig være en brilliant og innovativ opfinder? Selvfølgelig! Men kan offentligheden kapere denne kombination? Historien om Hedy Lamarr får en til at tabe kæben igen og igen: Flygtet fra Østrig og et undertrykkende ægteskab med en top-nazist før krigen. Komet-skuespillerkarriere i Hollywood fra slut-30’erne. Udviklede sammen med en komponist/ingeniør et radiostyringssystem til torpedoer, som i dag danner grundlaget for al bluetooth- og wifi-teknologi. Se filmen mandag d. 27 september kl. 21:45.

Bombshell - The Hedy Lamarr Story 27. september

 

Polsk-dansk jazzaften – filmvisning med levende musik og efterfølgende jazzkoncert

I løbet af de sidste tre år har medlemmerne af PolishDanish Jazz Days produceret en dokumentarfilm om samarbejdet mellem danske og polske jazzmusikere, som i de sidste 15 år er kommet til Danmark for at studere og spille. Ud over danmarkspremiere på denne film lørdag d. 18. september kl. 19, byder aftenen også på korte stumfilm, herunder Marcin Gizyckis ’Sculptor With a Camera’, med levende musik. Aftenen slutter med en jazzkoncert i Asta Bar.

Polsk-dansk jazzaften 18. september

 

Fri fredag – fri entré: Depeche Mode-koncertfilm og åbning af Musikfilm Festivalen 2021

Musikfilm Festivalen 2021 åbner årets program med koncertfilmen ’Depeche Mode: Live Spirits’ simultant på fire lærreder i Cinematekets pop-up-biograf fredag d. 17. september kl. 17. Kom med til afslutningsshowet på de engelske elektromastodonters Global Spirit Tour på Waldbühne i Berlin sommeren 2018, og svaj med til et overflødighedshorn af ørehængere fra gruppens seneste udspil og imponerende bagkatalog. Du kan også se koncerten i Asta Bar og skåle med dine venner. Der er fri entré – og fri bevægelighed. Baren åbner kl. 16 med DJ, god øl m.m. til venlige priser.

Fri fredag - fri entré til koncertfilm 17. september

 

MÅNEDENS FILM I SEPTEMBER: FIRST COW

Kelly Reichard laver film om det uglamourøse USA. Den stille, forsigtige Cookie (John Magaro) arbejder som kok for en gruppe pelsjægere i 1920’ernes Oregon. Da han ved et tilfælde møder den driftige King Lu, en kinesisk immigrant på flugt fra en mordanklage, former de to mænd et usædvanligt venskab. Cookie og Lu slår sig sammen om at stjæle mælk fra guvernørens ko for at bruge mælken til småkager, som de sælger til indbyggerne i den lille nybyggerstation. Men kan de to stjæle mælk nok til at blive ved med at udbygge forretningen? Cookie og Lu bliver ikke kun forretningspartnere, men også livspartnere. Forholdet bliver aldrig erotiseret i ’Brokeback Mountain’-stil, men de to mænds sammenhold er meget charmerende skildret. Det samme er det lille nybyggersamfund med dets forskellige karakterer.

Månedens film i september: First Cow 16. september - 25. september

 

FAMILIE- OG BØRNEFILM


Børnebiffen – kvalitetsfilm for de mindste

Børnebiffen viser gode, sjove, skæve og tankevækkende film til de 3-7-årige filmelskere. Filmenes varighed og indhold er nøje afstemt, så de passer til børnenes alder. Børnebiffen er helt gratis for institutioner, og koster kun 30 kroner for private. Kom ind og se bl.a. ’Sallies historier – Hr. Wilders stjerne’. Filmen er en del af serien "Sallies historier" - en række forrygende filmfortællinger for de mindste børn og deres voksne. Forfatteren bag serien er Kim Fupz Aakeson, hvis underfundige satire er fuld af grotesk charme og antiautoritær livsfilosofi. Historierne er indtalt af skuespiller Peter Frödin.

Børnebiffen - kvalitetsfilm for de mindste

 

Hodja Børnefilmklub

Hodja er en filmklub i Cinemateket for børn mellem 8 og 11 år – derfor har alle filmene dansk tale. Når vi ruller Hodja-løberen ud, er det med den mission at få børnene til at reflektere over film på nye måder. De fleste filmvisninger har ca. en times kreativ optakt, og bagefter anmelder vi filmene – og inviterer til at hænge ud i Asta Bar med tegnegrej og puder i ægte Hodja-stil. Oplev film som den tankevækkende og varme ’En helt almindelig familie’ eller stop-motion-eventyret ’Kudo – den modige samurai’. Prisen er 250 kr. for sæsonens fem arrangementer, der typisk ligger søndag fra kl. 12.00 til ca. 16.00. Forældre har ingen adgang i klubben, men der er garanti for nye venner – og selve filmvisningerne er åbne for alle.

Hodja Børnefilmsklub