
WIFT er et internationalt branchenetværk med 45 afdelinger verden over, der arbejder på i at sikre ligestilling i mediebranchen. I løbet af 2018 afholder WIFT tre masterclasses og workshops med kvinder i fokus. Formålet er at kaste filmfagligt lys på en tematik, der harmonerer med filmbranchens aktuelle fokus på mangfoldighed.
Læs mere om DFI og Dialogforums status for kønsbalance i dansk film
Fokus på overbevisende karakteropbygning og den feminine helterejse
Den første masterclass, Inside story, der finder sted den 29. maj, sætter fokus på at skabe en stærk, personlig, meningsfuld fortælling indefra og ud og tager udgangspunkt i Dara Marks bog 'Inside Story – The Power of the Transformational Arc'.
Susan Stølsvig Skovmand, der er manuskriptforfatter og talskvinde for WIFT, fortæller om Dara Marks' metode: "Hun har skabt en systematisk metode til at udvikle historier, hvor man sideløbende udvikler plot og karakter. Jeg oplever ikke, at man i branchen altid gør dette parallelt. Der er meget ofte fokus på plottet, og der findes utroligt mange værktøjer til at udvikle et plot med vendepunkter. Men der findes ikke på samme måde redskaber til at udvikle karakterer."
Den efterfølgende 4-dages workshop afholdes på Filmskolen, og her vil der blive arbejdet med den kvindelige heltindes fortællinger. Workshoppen er henvendt kvindelige forfattere og kunstnere, som gerne vil lære nye metoder til at benytte egne erfaringer kreativt og derved skrive stærkere og overbevisende fortællinger.
Både Inside story og workshoppen Engaging the feminine heroic ledes af Dara Marks og Deb Norton – to af Hollywoods nyskabende kvindelige manuskriptforfattere.

Flere masterclasses og workshops i støbeskeen
Der vil til efteråret komme flere masterclasses og workshops, som fokuserer på kvindelig repræsentation på forskellig vis. WIFT har ikke endeligt fastlagt tidspunkt og indhold, men ifølge Susan Stølsvig Skovmand kan man godt glæde sig.
WIFT har modtaget støtte fra Det Danske Filminstitut via ordningen Almen Støtte til at afholde masterclasses og workshops.
Læs mere om DFI's støtte til almene formål