Filminstituttets årsrapport 2020

RAPPORT. Filminstituttets faglige og økonomiske resultater for 2020 er samlet i årsrapporten, der nu er tilgængelig online. Her er 10 udvalgte indsigter.

Filminstituttets årsrapport indeholder afrapportering til Kulturministeriet af det forgangne års økonomiske og faglige resultater. 2020 var det andet år i den nye filmaftaleperiode, som løber frem til 2023.

Filminstituttets resultater omfatter støtte til udvikling, produktion og lancering samt bevaring og formidling af film.

10 nedslag i de faglige resultater

  1. Markedsandelen for danske film var i 2020 på 50 %, hvilket er den højeste markedsandel for dansk film nogensinde. Den kan delvist forklares ved, at mange store udenlandske film fik udsat deres verdenspremierer grundet corona-situationen. Den høje markedsandel vidner dog også om, at der i 2020 var stærke, danske kvalitetstitler i biografen, og at publikum har stor lyst til at se danske film i biografen.
  2. De ti mest sælgende danske film har i gennemsnit solgt 313.000 billetter i 2020. På trods af, at enkelte film blev klemt af nedlukninger og restriktioner i biograferne en stor del af året, var 2020 samlet set et godt år for danske film.
  3. Det lykkedes syv danske spillefilm og tolv dokumentarfilm at deltage på de førende internationale filmfestivaler, selv om corona-situationen fik mange festivaler til at udtage langt færre film til deres programmer end normalt. Samlet set vandt danske film 34 priser på toneangivende internationale festivaler i 2020.
  4. Corona-situationen betød, at digitaliseringsindsatsen af filmarven i 2020 ikke kunne gennemføres som planlagt, da digitalisering og restaurering i høj grad kræver fysisk tilstedeværelse i filmarkivet. Personalemæssige og tekniske justeringer i løbet af året har betydet, at årsresultatet alligevel er meget tæt på målet om gennemsnitligt 500 digitaliserede film om året.
  5. I 2020 steg antallet af filmvisninger på streamingsitet ’Danmark på Film’ med knap 50 %. Filminstituttet lancerede i 2020 flere velbesøgte temaer og et stor antal nye film og klip på sitet, der havde 678.000 streams.
  6. 89.600 gæster indløste billet i Cinemateket i København på trods af nedlukning og restriktioner. Deriblandt var der knap 8.000 til Drive-in bio i Nordhavn over 28 aftener. Open Air-arrangementer i Kongens Have i København blev til gengæld aflyst. Der var en samlet tilbagegang på 43 % sammenlignet med året inden.
  7. Cinematekets aktiviteter uden for København blev også påvirket af corona-situationen, hvor den forventede konsolidering med ca. 400 visninger og mere end 15.000 biografgæster ikke kunne nås.
  8. I november 2019 åbnede streamingsitet Stumfilm.dk med 50 digitaliserede stumfilm. Det var startskuddet til formidlingen af den danske stumfilmsæra. I alt ca. 415 stumfilm er bevaret og vil blive digitaliseret og formidlet og indgå i forskningssammenhænge de kommende fire år. Ved udgangen af 2020 var 100 titler online, og tallet stiger støt over de kommende år.
  9. Filminstituttets digitale undervisningsplatform 'Filmcentralen/Undervisning' opnåede et rekordstort antal besøg med knap 1,2 mio. filmvisninger og godt 1,3 mio. unikke brugere af undervisningsmaterialer på platformen.
  10. 'Filmcentralen/Undervisning' fik også flere skoler i brugerkredsen, så den nu dækker over 90 pct. af landets skoler.

Hent Filminstituttets årsrapport 2020

Fakta om Filminstituttets rolle

Filminstituttet skal skabe de bedst mulige vilkår for, at dansk film og billedbårne fortællinger vedblivende udgør en bærende kulturfaktor med høj kunstnerisk kvalitet og kulturel betydning.

Hovedopgaver er støtte til udvikling, produktion og lancering af film samt bevaring og formidling af film.

Tags: tal og fakta