Fjerdestørste markedsandel i Europa

BILLETSALG. Sidste år blev 29 % af alle biografbilletter herhjemme solgt til danske film. Det rækker i europæisk sammenhæng til en fjerdeplads kun overgået af Storbritannien, Frankrig og Polen.

I 2018 blev der i alt solgt 3,8 mio. billetter til danske film. Dermed nåede den danske markedsandel op på 29 %.

Det var i Europa det fjerdebedste resultat kun overgået af Frankrig, Storbritannien og Polen. Storbritannien og Frankrig lå også i top-to i 2015, 2016 og 2017, hvilket for briternes vedkommende bl.a. skyldes, at de medregner minor-koproduktioner produceret med USA.

Danmark er samtidig det land, der har oplevet den største vækst i billetsalg i biograferne med en stigning på 9 %. Der blev i hele EU solgt 955 mio. billetter, hvilket er et marginalt fald i forhold 2017, og der er generelt stor forskel på udviklingen i antallet af biografbesøg i de enkelte lande. Tyskland oplevede f.eks. et fald på 14 %. Se markedsandele og udviklingen i billetsalg for alle de europæiske lande nedenfor.

Fakta

Der mangler fortsat tal fra Belgien, Luxembourg, Malta og Cypern.

Alle lande undtagen Danmark, Schweiz og Spanien medregner minor-koproduktion.

Oversigten rummer også lande, der ikke er med i EU.

Danske film har også klaret sig rigtigt godt i 2019. De har indtil videre solgt 832.000 billetter. Siden premiere anden juledag er 'Ternet Ninja' nu set af 795.000 biografgæster.

Tags: tal og fakta